Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Siden 2014 har Henrik Voldsgaard fra Aarhus sat sit præg på en række vigtige dagsordener i Dansk Sejlunion som elitesejlernes vilkår, kommercialisering af organisationen og senest en forstærket indsats for de mange tursejlere, siger Line Markert. Foto: Troels Lykke

Ærestegn til Natorp og Guldnål til Voldsgaard uddelt på Dansk Sejlunions generalforsamling

En overrasket Hans Natorp, formand for DIF, samt Henrik Voldsgaard, afgående næstformand i Dansk Sejlunion, blev hædret på weekendens generalforsamlingen i Odense til store klapsalver.

Af Troels Lykke |

To af sejlsportens ildsjæle blev i weekenden hædret for deres mangeårige indsats for dansk sejlsport på lørdagens generalforsamling i Dansk Sejlunion.

Hans Natorp, nuværende formand for DIF og tidligere formand for Dansk Sejlunion gennem syv år, modtog Dansk Sejlunions højeste udmærkelse, Ærestegnet, mens Henrik Voldsgaard, afgående næstformand i Dansk Sejlunion, blev hædret med Guldnålen for sin indsats gennem otte år i bestyrelsen, skriver Dansk Sejlunion til bådpressen.

Værdibaseret foreningsmand

Hans Natorp har siden 1988, hvor han repræsenterede de danske farver som sejlsportsatlet ved de olympiske lege i Seoul, varetaget flere centrale funktioner som idrætsleder og politiker nationalt og internationalt.

I 2002-2003 var han formand for ungdomssektoren i Dansk Sejlunion, og syv år senere blev han valgt til formand i Dansk Sejlunion i 2010.

En post, han bestred i syv år, inden han blev valgt til næstformandsposten i Danmarks Idrætsforbund i 2017. Siden fortsatte han blandt andet som council-medlem i World Sailing og bestyrelsesmedlem i Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

I 2021 blev han valgt som ny formand for DIF, og nu er tiden derfor kommet til at hylde ham for en lang og uegennyttig indsats for sejlsporten, siger Line Markert, formand for Dansk Sejlunion.

- Hans Natorp er en værdibaseret foreningsmand, der gennem mange år har knoklet for at skabe de bedste forhold for sejlsporten. Det glæder mig derfor, at vi nu endelig kan sige ham ordentligt tak og tildele ham Dansk Sejlunions højeste udmærkelse, Ærestegnet, for hans ihærdige indsats på både nationalt og internationalt plan, siger hun.

Nuanceret syn på sejlsporten

Dansk Sejlunions afgående næstformand, Henrik Voldsgaard, blev også hædret for sin lange indsats i Dansk Sejlunions bestyrelse.

Siden 2014 har han sat sit præg på en række vigtige dagsordener i Dansk Sejlunion som elitesejlernes vilkår, kommercialisering af organisationen og senest en forstærket indsats for de mange tursejlere, siger Line Markert.

– Det har virkelig været inspirerende at arbejde sammen med Henrik Voldsgaard, der har bidraget med et nuanceret syn på de mange dagsordener her i Dansk Sejlunion. Jeg kommer uden tvivl til at savne vores gode debatter, men jeg glæder mig over, at vi nu kan sende ham godt afsted med en Guldnål på trøjen. Den har han i den grad fortjent, fastslår hun.

Foruden sit virke i Dansk Sejlunion har Henrik Voldsgaard været en lokal ildsjæl i sejlsportsmiljøet i Aarhus og taget ansvar i klasserorganisationerne for nogle af de bådtyper, han har sejlet - eksempelvis Juniorbåd, Piratjolle og Multihull.

Begge udmærkelser blev uddelt lørdag på Dansk Sejlunions generalforsamling til store klapsalver fra de øvrige deltagere.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader