Uden ildsjæle var dansk sejlsport ingenting - mød vinder af Klubudviklingsprisen Steen Buck Hansen
Steen Buck Hansens problem er, at han sjældent siger nej til en frivillig opgave. På 25 år har han oplevet, hvordan Nivå Surfklub er vokset fra 16 medlemmer til i dag at være en del af Nivå Bådelaug med 330 surfere. Vi møder Steen Buck Hansen, der modtog Klubudviklingsprisen 2022.
- Steen Buck Hansen er et stort organisationsmenneske med en stærk opbakning. Det er netop også derfor, at han med sin over 25 års lange indsats i dansk windsurfing i særdeleshed og sejlsporten i almindelighed modtager dette års klubudviklingspris, forklarer Christian Hangel, der havde æren af at overrække prisen på unionens generalforsamling.
Det fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.
Stærk windsurf-afdeling med mange unge
I 1996 var Sten Buck Hansen både fortaler og foregangsmand for, at den daværende Nivå Surfklub blev lagt sammen med Nivå Bådelaug.
Allerede dengang havde han en tanke om, at man ofte står stærkest i et stort fællesskab. Dengang var der 16 medlemmer i Nivå Surfklub.
Siden da er der løbet meget vand i Nivå Strand, ligesom der også er kommet medlemmer ind i Nivå Bådelaug. Ikke mindst grundet Steen Buck Hansens indsats for at bygge et solidt klubfællesskab op i windsurfing-afdelingen.
I dag udgør windsurf-afdelingen omkring halvdelen af hele Nivå Bådelaugs medlemsskare med cirka 330 medlemmer. Heraf er de 160 af medlemmerne unge under 25 år.