Jesper Armbrust forsvarer sin Contender EM-titel i Østrig på spejlblank lyseblå bjergsø
Jesper Armbrust fra Aabenraa gav sig selv en god fødselsdagsgave, da det lykkedes at forsvare den EM-titel i contenderjolle, han vandt sidste år, og kan dermed stadig kalde sig europamester efter EM-stævnet på Attersee i Østrig. Søren Dulong Andreasen fra Hellerup Sejlklub tog bronze.
EM blev sejlet på Attersee i Østrig, som efter sigende skulle være kendt for ”rosenvind” – et lokalt navn for en frisk brise fra nord-øst.
De 67 deltagende contendere så dog ikke meget til denne vind, da det blev et stævnet præget af meget let og springende vind.
Det fortæller Jon Møgelhøj, formand Dansk Contender Klub i denne artikel til minbaad.dk.
Søndag morgen skulle første start være gået, men vi skulle helt hen til sent tirsdag aften, før der blev sejlet kapsejlads. I mellemtiden blev der ventet på havnen i stort set ingen vind.
Spejlblank, lyseblå bjergsø gav tid på land
Bådbutikken og cafeen på havnen havde kronede dage, da kaffe og bådoptimering var det, mange fik tiden til at gå med imens der blev kigget ud på den spejlblanke lyseblå bjergsø.
Da vi endelig kom i gang kapsejladsdelen af stævnet blev det et stævne præget af let vind med svære vindspring. Særligt de første par sejladser onsdag var svære, hvor lidt held og gætteri var med i manges valg af vej op ad krydsbenet.
Det afspejlede sig også i resultatlisten, hvor mange sejlere havde både rigtigt gode og rigtigt dårlige resultater. Derfor skulle vinderen findes i den sejler med den mest konsistente serie.
Her skilte to sig ud – danske Jesper Armbrust og italienske Antonio Lambertini. Til slut skilte et enkelt point dem ad, og med danske øjne skal vi være glade for at banelederen lod os vente på vandet til vinden tog til en sidste sejlads onsdag aften, for uden den havde der ikke være fratrækker, som lige netop var det, der gjorde, at Jesper endte med et point færre end italieneren.
Dansk bronze til Dulong Andreasen
Det blev også til en dansk bronzemedalje, som gik til mesteren fra 2014 og 2018, Søren Dulong Andreasen fra Hellerup Sejlklub. Olga Henneberg fra Hellerup Sejlklub kom også på podiet som næstbedste kvinde i feltet.