Skift det danske gråvejr ud med sol i Fransk Polynesien - skipper søges til langtursbåd
Kan du fikse både, arrangere sociale ture og stå bag roret? Så kan din næste arbejdsplads blive i Stillehavets Fransk Polynesien. Stillingen er fuld tid for minimum en toårig periode.
Mens solen står senere og senere op i Danmark, og de grå eftermiddage bliver flere, lurer en ganske unik mulighed for sol, sommer og varme i horisonten.
Sejlerfællesskabet Sailing Columbie søger nemlig en skipper, der kan tage ansvar for én af fællesskabets to langtursbåde.
Ekstremt social
Fransk Polynesien vil blive din nye arbejdsplads, hvor du som skipper har det store overblik ombord og skal sørge for alt fra det løbende vedligehold af båden til udflugter på land:
- Du er som person én, der tager ansvar for opgaven, team player og deltager i at få opgaverne løst bedst muligt. Ligeledes kræver det, at du er ekstremt social og spreder god stemning, forklarer Sailing Columbie i sit jobopslag.
Ikke overraskende er en bred erfaring derfor påkrævet - en erfaring, der suppleres med en relevant uddannelse og en grundig oplæring, som Sailing Columbie står bag.
Start i december
Kan du se dig selv bag roret, er det med at finde computeren frem. Allerede den 29. oktober er seneste mulighed for at sende din ansøgning, alt imens Sailing Columbie håber at finde en kandidat, der kan stå klar fra den 10. december.
- Men vi venter gerne på den rette kandidat, lover sejlerfællesskabet.
Ansættelsen er for minimum en toårig periode og er fuld tid med kost og logi samt løn efter kvalifikationer.
Ansøgning kun via mail info@columbie.dk.