Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Særligt Folkebådene har for vane at gøre det godt i AFI 2Star-sejladsen. Foto: Peter Brøgger

AFI 2Star mindre populær - fortsat ledige pladser et døgn efter tilmeldingens start

118 doublehand-besætninger har tilmeldt sig den populære Aarhus-Samsø-sejlads. Dermed er to billetter fortsat til salg. Et ukendt scenarie for arrangørerne, der for to år siden kunne melde udsolgt efter fire minutter.

Af Sara Sulkjær |

I 2020 satte AFI 2Star efter flere års stigende popularitet ny rekord. Fire minutter tog det i februar måned at sælge sejladsens 130 startnumre.

Få uger senere ramte coronaen landet. Danmark blev lukket ned, restriktioner fulgte i kølvandet og tvang de aarhusianske kapsejladsarrangører til at tænke ud af boksen. En alternativ sejlads blev søsat.

En sejlads, der fortsat trak sejlere til, men som var uden det afgørende sociale aspekt, der traditionelt vægtes højt af deltagerne.

Ændrede spilleregler

Konsekvenserne er mærkbare. Da tilmeldingen til 2022-udgaven af sejladsen søndag kl. 12.00 kunne åbnes, var to startnumre fortsat tilbage søndag aften.

Et ualmindeligt scenarie for den måske mest populære kapsejlads i landet, der har for vane at efterlade lange ventelister og skuffede sejlere på landjorden. 

- På den ene side er vi forvente med stor tilslutning, og på den ande side ved vi også godt, at de seneste to år ikke har været normale. Dels har corona lagt en dæmper på setuppet og afviklingen, og dels har vi oplevet meget vind og dermed frafald i ugen op til afviklingen. Det er måske faktorer, der har ændret spillereglerne, forklarer stævneleder Kenneth Meier-Andersen.

Hellere spare på kapsejlads end brændstof

1.700 kroner måtte deltagerne i år hive op af lommen for kapsejladsen fra Aarhus til Samsø og retur samt den dertilhørende festmiddag i Ballen Havn. Et beløb, der ligger 400 kroner over det vanlige, hvilket ligeledes kan have spillet en rolle, mener arrangørerne:

- Selvom det er velbegrundet i stigende omkostninger, er dette jo ikke det eneste sted, som deltagerne kan se deres omkostninger stiger. Og skal der vælges noget fra, er det lettere at fravælge en kapsejlads end mad og brændstof til bilen, påpeger ildsjælene fra Aarhus Sejlklub. 

Det er mandag morgen fortsat muligt at sikre sig en plads på deltagerlisten her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader