Safir kom i mål 45 sekunder før moderne Italia 11.98 i Køge-sejlads
41 både deltog i årets sidste sejlads i Køge Bugt. En 30 sømil lang sejlads, der bliver sejlet med omvendt handikap-start, så den langsomste båd starter kl. 9.00 og den sidste kl. 10.59.05. Lidt i ti krydsede Safir ”Bussen” startlinjen. Læs beretning fra besætningen.
Jesper Andersen, ombord på Safir'en med navnet "Bussen", deler her sine oplevelser fra weekendens Køge-sejlads:
Vinden var svag til jævn. De havde da heller ikke lovet andet, men der var nogen kraftige vindhuller indimellem. Det er jo altid svært på distancer, når bådene ikke starter på samme tid - men er jo i sidste ende lige for alle.
Vi kom godt afsted i Safir 10-meter ”Bussen” kl. 9.48.11, lige efter en Banner 30. Det første mærke var udlagt i aftenbanen, hvilket man næsten kunne holde op.
Derefter mod tudebøjen på spilerskæring. Jeg har fået syet en skæringsspiler fra en BB-10 meter, og den viste sig at være en godt valg. Vi kom til tudebøjen som fjerde båd.
Italia 11.98 nærmer sig bagfra
Nu gik jagten på det, som næsten var et kryds. De havde lovet, at vinden skulle dreje mere i Ø – og det gjorde den på vejen. Der var 3-4 m/s og lidt krap sø, hvilket en en Safir godt kan li’.
Som første båd rundede vi i Bøgeskoven. Herfra var det plat læns tilbage til mål i Køge.
Vi satte den ”store spiler”. Nu var der kommet lidt mere vind, ca. 5-6 m/s. Vi sejler ca. 5,5-6,8 knob og laver et par bomninger for at få lidt vinkler på. Vores nærmeste konkurrent kommer nu op bagfra, en Italia 11.98, som går med en stor genakker.
De andre både har vi lagt god afstand til, og det er kun Italia’en, vi skal forsvare os imod.
Går mere spids
De sidste tre sømil inden mål bliver tæt sejlads, hvor vi hele tiden prøver at gå dybt, men også gå modsat af Italia'en for ikke at blive dækket af. Vi får lavet en vinkel, hvor vi kører lidt mere spids på SB-halse i mål og kommer dermed over mållinjen 45 sekunder før Italia 11.98'eren.
Tredje båd bliver en CB66. Man må sige, at det er tre meget forskellige både på de tre første pladser.
Det er en sejlads med store og gamle traditioner i Køge Bugt. Vi på ”Bussen” er derfor meget tilfredse med at vinde dysten i det fantastisk flotte sejlvejr denne lørdag.
Hilsen besætningen på Safir 10-meter ”Bussen” fra Køge Sejlklub