Gå til hoved-indhold
Havne
Juelsminde Marina er et besøg værd.
Havne
Sune fra Danske Tursejlere, th., deler i Vingsted pris ud til Juelsminde Marina.
Havne
Mange var mødt op til FLIDs havnemesse i Vingsted ved Vejle.

Juelsminde Havn kåret som Årets Havn 2022 for anden gang på 10 år

Siden 2008 har Danske Tursejlere været vært for konkurrencen årets Havn i tæt samarbejde med Foreningen for Lystbådehavne i Danmark (FLID), Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og Minbaad.dk. Ny pris .Årets Skulderklap gik til Brejning Lystbådehavn.

 

Af Troels Lykke |

Således har sejlere fra ind- og udland siden 1. juni kunne stemme på deres yndlingshavn i konkurrencen, hvor hele 2087 deltagere har stemt på 253 forskellige havne gennem sæsonen.

”Vi har oplevet enorm stor interesse for konkurrencen fra det sejlende folk, og vi sender en varm tanke til alle, som har taget sig tid til at deltage,” fortæller Sune Abelgren Olsen, projekt- og udviklingschef for Danske Tursejlere.

Og vinderen er….
Den ærefulde titel og de medfølgende 10.000 kr. i den 15. udgave af konkurrencen gik velfortjent til Juelsminde Havn- & Marina, som blev hædret d. 29/11 på FLIDs årlige havnemesse i Vingsted Centeret i Vejle. Det er anden gang, at havnen modtager prisen, som også tilfaldt den smukke perle i 2012.

Juelsminde var blandt de fem havne, som fik flest publikumsstemmer, og dermed med i puljen af havne, som juryen skulle finde vinderen blandt. Ved afgørelsen lagde juryen bl.a. vægt på de høje ”karakterer”, som havnens gæster havde givet på en række bedømmelseskriterier, herunder niveauet af hyggestemning, toiletfaciliteter, muligheder for aktiviteter for børn og voksne m.m.

Til at modtage prisen på scenen var havnefoged Kenneth Kaas og Formand for Juelsminde Havn Jonas Nonbo:

”Vi vil gerne sige tak til havnens besøgende og ikke mindst til vores personale, som altid sætter en ære i at levere et højt serviceniveau og være synlige på havnen. Pengene skal bruges på en kæmpe takke-fest for havnens brugere, de frivillige, personalet og alle øvrige interesserede," udtalte Jonas Nonbo fra scenen.

De fire øvrige havne i Top-5 var Sæby Havn, Sønderborg Lystbådehavn, Marstal Havn og Bogense Havn & Marina.

Årets Skulderklap gik til Brejning Lystbådehavn

Som noget helt nyt i konkurrencen er der i år indført en ny pris, nemlig ”Årets Skulderklap”.

”Med denne pris bliver det muligt også at give anerkendelse til de havne, som måske ikke får tusindvis af besøgende hen over sæsonen, og som derfor måske ikke ville få så mange publikumsstemmer i konkurrencen. Sådanne havne kan trods mindre besøgstal sagtens rumme helt unikke oplevelser, som fortjener at blive anerkendt,” fortæller Sune Abelgren Olsen.

Med prisen følger 5.000 til en havn, som er udvalgt af juryen på baggrund af de mange tusinde kommentarer, som publikum har givet med på vejen i afstemning. Vinderen af Årets Skulderklap blev Brejning Lystbådehavn.

Én af kommentarerne fra en begejstret gæst lød bl.a.:

”Havnen er virkelig en perle i det smukke Danmark og der findes ikke mange havne, hvor der er så meget ro og idyl, krydret med lyden fra legende børn, stemning fra bålpladsen og hyggen i bådene.”

Til at modtage prisen på scenen var Lars Dyhr og Bent Andersson fra Brejning Lystbådehavn:

”Vi vil gerne sende en særlig tak til alle de frivillige i foreningen, Brejning Havnearbejdere, for det utrættelige engagement med vedligehold og udvikling af havnens faciliteter, fortalte Lars Dyhr. 

I starten af det nye år udgiver Danske Tursejlere en mini-rapport, hvor den værdifulde viden med brugernes feedback til havnene bliver stillet til rådighed for netop havnene, for at give et godt grundlag for den videre udvikling af faciliteter, service osv.   

Motor
content-loader
content-loader
content-loader