Signe om kanalsejlads i Skotland: "Vi vidste, det var en fejl - og vi gjorde det alligevel”

Jeg kan princippet virkelig godt lide kanalsejlads: Det føles nemt og trygt, det er kystnært, man er meget i land, og man ligger stille om natten, så man kan få sin nattesøvn.

Men jeg skriver i princippet, for når jeg har ventet på broåbninger og været igennem sluser og sejlet for motor i timevis, så trænger jeg bare til at komme ud på åbent vand. Pludselig føles det meget nemmere og mere trygt at få sejlene op og nyde roen og måske endda læse en bog eller lave lidt håndarbejde. Derfor var vi helt enige om, da vi forlod Caledonian-kanalen og dens 29 sluser og 11 broer, at det var nok for denne gang.

Strøm-amok

Vi havde ellers hjemmefra planer om at sejle igennem Crinan-kanalen, der forbinder Crinan og Ardrishaig, hvilket er en betragtelig genvej, hvis man fx vil til Glasgow. Kanalen er kun 14 km lang, men indeholder alligevel 15 sluser og seks broer, og det fristede slet ikke. Vi satte derfor kursen mod øen Isle of Jura, der i stedet ledte os igennem et område med navnet The Great Race.

På søkortet frarådes det at sejle igennem det smalle stræde i uvejr pga. områdets vandturbulens, men vi ankom i medstrøm og kun let vind, så vi havde gode forhold på trods af en tæt tåge.

Det var dog tydeligt, at der skete en masse i vandet omkring os, og vi havde ind imellem svært ved at holde kursen. Det var næsten lidt uhyggeligt, og det var ikke svært at forestille sig, at man kan risikere både skib samt liv og lemmer, hvis man kommer igennem et sådan område i kraftig vind og modstrøm.

Behold bare tøjet på

På Isle of Jura fandt lagde vi os ved en bøje ud for hovedbyen Graighouse. Vi kom frem sent om aftenen efter en kold og våd dag til søs, og vi måtte beholde overtøjet på indenfor, da vi stadig ikke har fået lavet varmeapparatet om bord.

Vi har sejlet rundt med en radiator, som vi brugte i Horsens, men den kræver landstrøm, så det var en kold aften og nat - og som mindede os om, hvorfor vi foretrækker at sejle under varmere himmelstrøg.

Dagen efter, da vi gik i land, blev vi dog taget imod en mand, der spurgte os, om det kolde regnvåde sommervejr ikke var vidunderligt? Vi slap jo for at bekymre os om solstik og solcreme! Det var jo unægteligt sandt.

Dårlig stemning om bord

Stemningen om bord var ikke høj, da vi dagen efter forlod Jura med endnu en dag med modvindssejlads og regnvejr foran os, og den kedelige vejrsituation blev kun understreget af, at vi samtidig havde begået sejlernes mest elementære fejl: Vi havde hjemmefra bestilt flybilletter fra Dublin til Danmark.

Vi skulle hjem, hvilket i sig selv ikke var et problem, men derhjemme havde vi gættet på, at vi ville være nået til Dublin, og det er altid en fejl - og vi vidste det. Man ender med at sejle mod det mål længe inden, det burde være nødvendigt at tænke på det, og det indebærer som regel også, at der er steder, man ikke stopper, og vejr man ikke sidder over, for at nå frem - alt imens man irriterer sig over det. Vi var derfor ikke en “happy boat”, da vi fortsatte mod Nordirland.

Overraskelse i Nordirland

Humøret blev dog løftet, da vi en sen aften ankom til Ballycastle i Nordirland. Vi havde søgt i havn for at få landstrøm til radiatoren, og da havnen var fuld, havde vi lagt os uden på en anden båd. I Danmark er det meget almindeligt, men vi har ikke set det så meget i udlandet, og vi var derfor lidt nervøse for reaktionen. Ejeren af den båd, vi havde lagt os udenpå, var dog sød langt ud over det normale, og dagen efter tilbød han, at vi kunne låne hans bil!

Det havde vi dog ikke brug for, men sikke en gæstfrihed. Byen viste sig desuden at være overraskende hyggelig, og da vi fandt en bager, der solgte brød og croissanter, der smagte himmelsk, var vi tilbage på sporet. I en butik faldt vi i snak med en dame, og vi fortalte, at vi var på vej til Belfast. “Ballycastle er meget bedre,” sagde hun, men vi kan godt lide storbyer, så det troede vi selvfølgelig ikke på, og om eftermiddagen fangede vi strømmen sydpå.

I skyggen af Titanic

Da vi et par dage senere sejlede ind til Belfast, opdagede vi dog, at hun havde ret. På nær et virkelig hyggeligt men lille område i Belfast, Cathedral Quarter, hvor vi fik øl og hørte musik, var Ballycastle langt at foretrække. Vi brugte dog en hel eftermiddag på Titanicmuseet, der lå lige ved siden af lystbådehavnen.

Belfast har på Titanics tid været en stor by i konstant udvikling, både med skibsbyggeri, men også produktion af linned, og museet fortalte også denne del af byens historie. Vi går ikke på mange museer og slet ikke i flere timer, men da vi forlod museet, havde vi været der i mere end 3 timer, og museet i sig selv var helt klart besøget i Belfast værd.

Og måske var det godt, at byen ikke trak mere i os, for med tre dage til flyafrejse, kunne vi, hvis vi sprang alle de potentielt hyggelige Ballycastle’r over, nå til Dublin i rette tid… Men vi har lovet hinanden, at det er sidste gang, vi beslutter os for at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt!

Fakta: Caledonian-kanalen strækker sig over 100 km

Caledonian Canal forbinder Inverness i den østlige del af Skotland med Corpach nær Fort William i den vestlige del af Skotland. Den stod færdig i 1822 og blev bygget af Thomas Telford, der også stod for at bygge Gøtakanalen. Caledonian-kanalen strækker sig over ca. 100 km, og forbinder flere søer, herunder Loch Ness. Kun ca. en tredjedel af kanalen er kunstigt anlagt med 29 sluser og 10 broer og når på sit højeste punkt 32 meter over havets overflade.

Signe