Flere spektakulære billeder er blandt de nominerede til Årets Sejlsportsfoto 2023
Fotografer fra hele verden har indsendt deres bedste fotos i jagten på den eftertragtede titel, Mirabaud Yacht Racing Image. En titel, der kroner årets bedste fotos fra sejlsportens verden. 80 fotos er udvalgt. Du kan være med til at kåre vinderen i publikum-kategorien.
De kan noget særligt. Sejlsportsfotograferne. Det står klart, når de 80 udvalgte fotos i årets Mirabaud Yacht Racing Image aflægges et visit.
Mens bølgerne bruser, og kapsejladsen er på sit højeste, formår de dygtige fotografer at skabe spektakulære fotos, der med al tydelighed viser sejlsportens alsidighed.
Katamaran i dramatisk kæntring
En alsidighed, der har udmøntet sig i de 80 unikke fotos, der er med i kapløbet om de i alt tre titler, som er på højkant i konkurrencen.
En 35-fods katamaran fanget i en dramatisk kæntring, en ung 29'er-sejlere i trapezen og en sejlbåd foruroligende nær et fragtskib. Listen er lang, når de mange motiver på konkurrencens fotos skal gøres op.
Hvilke af motiverne og fotografierne, der er de bedste, afgøres på den hollandske Metstrade-messe den 16. november 2023, hvor vinderne afsløres ved et award-show.
De tre kategorier
Mirabaud Yacht Racing Image: En international jury udpeger vinderen
Delegates Award: De delegerede på World Sailings konference og de besøgende på den hollandske sejlsportsmesse Metstrade udvælger den vindende fotogaf
Public Award: Billedet, der har opnået flest stemmer fra offentligheden, hædres med titlen
Du kan se alle billederne og afgive din stemme i Public Award-kategorien her.