Signe i Caribien: Genforening på godt og ondt i Guadeloupe og maden er dyr

Da vi sidst sejlede til Caribien, havde vi nogle fuldstændig urealistiske forventninger til, hvad der ville møde os. Ligesom mange andre troede vi, at der ventede os et slags paradis på den anden side af Atlanten, for vi havde også set postkortbillederne.

Vi havde dog nok kunnet undgå de største overraskelser, hvis vi havde undersøgt forholdene i Caribien bare en lille smule, inden vi tog hjemmefra. Der kan nemlig være langt mellem de smukke hvide palmestrande og ginklare vand, alt efter hvor du er i Caribien, og mange af øerne kæmper også med fattigdom og kriminalitet. I vintermånederne regner det desuden dagligt og med jævne mellemrum.

Måske kun 5-10 minutter ad gangen, men i løbet af et squall kommer der mere vand ned end en hel novemberdag i Danmark. Med denne viden i bagagen følte vi os dog denne gang bedre forberedte på mødet med Caribien, men vi blev alligevel lidt skuffede, da vi efter 28 dage nåede Marina Bas-du-Fort ved Pointe-a-Pitre på Guadeloupe. (se kort, red.)

Hvor er cruiserne?

Første gang vi krydsende Atlanterhavet, sejlede vi til Martinique, men denne gang havde vi valgt at søge længere nordpå. For det første synes vi bedre om de nordlige øer i Caribien, men vi ville også gerne se nogle af de steder, vi sprang over sidste gang, bl.a. Marina Bas-du-Fort, hvor Route de Rhum flotillen ender.

Vi forestillede os (igen uden at undersøge det nærmere), at der her var et stort cruising-community, og på Atlanten glædede jeg mig til at komme op på den bar, hvor alle cruiserne sad med deres øl og computere for få wifi og delte erfaringer fra deres Atlanterhavskryds, som vi havde gjort i Le Marin på Martinique.

Men vi fandt aldrig sådan en bar (ikke en gang en bar med wifi), og vi fandt heller ikke nogle cruisere, som vi kunne dele historier med (på nær nogle franskmænd vi ikke kunne tale med). Det var en lidt flad følelse efter 28 dage til søs.

Høje priser

Både marinaen og området omkring marinaen var dog fint og mindede om et fransk feriested. Der var masser af restauranter langs kajen ved havnebassinerne for både lokale og turister, og der var et bådværft ved siden af marinaen med flere bådforretninger, som Henrik besøgte mindst en gang om dagen.

Flere af forretningerne lignede udefra et lille skur, men når man kom ind, åbnede der sig en kæmpe forretning. I gåafstand fra marinaen lå der også et stort supermarked, så vi kunne fylde vores fryser og køleskab op igen.

Priserne var dog lidt af en overraskelse i sammenligning med de spanske supermarkeder, som vi lige var kommet fra. Fx kostede to økologiske kyllingeoverlår produceret på Guadeloupe 27 Euro! Der blev jeg alligevel nærig og nøjedes med de konventionelle til “kun” 13 Euro.

Restaurantpriserne var også høje, men det giver selvfølgelig god mening sammenholdt med supermarkeds-priserne. Vi betalte fx 22 Euro for en meget almindelig burger. Henrik nævnte over for en fyr i en bådforretning (hvor det selvfølglig også var dyrt), at han synes, at priserne var meget høje på øen, også væsentlig højere end i Danmark.

Fyren svarede, at der boede mange meget velhavende mennesker på øen. Men hvad med resten? Hvordan har de de råd til at leve? Hertil trak fyren på skuldrene og svarede: Det har de nok heller ikke.

Favoritsted i Caribien

En grund af grundene til, at vi sejlede til Guadeloupe, var også, at vi gerne ville gense et af vores favoritsteder i Caribien: Den lille og charmerede by Deshaies på den nord-østlige del af Guadeloupe.

Vi forelskede os i stedet, da vi var der for ni år siden, og stor var vores overraskelse, da vi senere kunne genkende byen i den britiske TV-serie Death in Paradise (Ifølge min far bliver den i øjeblikket sendt på TV2 Charlie).

Serien er, som britiske serier er, når de er bedst, og Henrik og jeg har set alle afsnit - og måtte selvfølgelig også tilbage. Det viste sig, at de nu har gjort det muligt at besøge politistationen, der bliver brugt i serien, så vi har både siddet i detentionen, ved skrivebordene og læst advarslerne på opslagstavlerne.

Vi fandt også Catharine’s bar (som i virkeligheden hedder Le Madras), hvor vi fik kreolske specialiter og Planteur Punch, en fransk-vestindisk cocktail, som man finder på alle de franske øer.

Byen er mest besøgt af franske turister, som åbenbart ikke ser den britiske serie, så der bliver ikke gjort meget ud af det i byen, og vi kunne også gå rundt alene på Honoré Police station. TV-serie eller ej, Deshaies er under alle omstændigheder et besøg værd - bare alene for den lokale bagers exceptionelt gode croissanter!

Dårlig diesel

Hvis du har fulgt med i mine tidligere skriverier, sidder du måske og undrer dig over, om vi har flyttet os fra Pointe-a-Pitre for sejl alene, eller om motoren kører igen? Over Atlanten gik vores motor ud, og på trods af adskillige forsøg, kunne vi ikke få den startet igen.

Vi mistænkte, at det var dårlig diesel fra Las Palmas, da den hverken så ud eller lugtede, som den burde. I Marina Bas-du-Fort hentede vi ny diesel og fik vores mistanke bekræftet, da vi forsøgte at lade motoren køre direkte af den nye diesel - og den startede!

Det var lidt surt at hælde for 1800 kr. diesel ud, (og have siddet tre dage længere på Atlanten uden anden grund), men hellere det, end at der var noget mere alvorligt galt - og som sikkert ikke havde kunnet klares for 1800 kr. Så nu er tanken og dunkene fyldt op på ny, motoren kører, og det er igen blevet væsentlig nemmere at fange en ankerbøje eller lægge os for anker. (Vi er heller ikke blevet uvenner over det siden!)

Alt i alt er vi temmelig godt tilfredse med tilværelsen her om bord - selv på trods af regn og manglende hvide badestrande.

Signe