Gå til hoved-indhold
Tur
Bolværket blev fyldt med kolde fadøl, beskøjter og Skippermix. Foto: Privat

Malene og Lasse sejlede fra Holbæk til sønnens studentergilde i Svendborg i eget hjem

Bo i båd. Sidste år skiftede min mand og jeg vores villa ud med en skonnert, som vi er flyttet ombord på. Derfor besluttede vi os for at sejle til Svendborg, da vores søn blev færdig på HF Søfart, fortæller Malene Wilken, der sejler i en 30 ton skonnert i cement.

Af Malene Wilken |

Skibet var ladet med lækkerier og glade forventninger, da vi kastede fortøjningerne hjemme i Holbæk Marina hvor vi bor, for at sejle til Svendborg og fejre at vores søn blev student. Med ombord havde vi nogle fustager fadøl fra vores lokale bryghus, og et fadølsanlæg vi havde lånt af en god ven.

Stoppet efter vores er det hos kokkene mor, så du skal ikke gøre for meget ud af maden sagde vores søn til mig en af de gange vi talte om hvad der skulle ske, når de nybagte studenter skulle rundt og besøge forældrene hos de af eleverne der bor tættest på.

Der er kun tre steder i Danmark man kan tage en HF Søfart, enten i Svendborg, på Ærø eller i Frederikshavn. Derfor kommer eleverne fra hele landet, og det vil blive for omstændigt, hvis de unge mennesker skal besøge alle forældrene på deres vogntur. Nogle af deres lærere lægger hus til et besøg af studentervognen, og så er der et badestop ved Christiansminde, hvor det er kutyme at forældre og lærere kigger forbi. Da vi var i Svendborg, var der også nogle af forældrene der havde lavet et stop på et af kollegierne i byen, hvor de overnattede mens de fejrede deres børn.

Bajere, beskøjter og skippermix

Vi havde fået en fed aftale med havnen i Svendborg, der lod os lægge til foran Danmarks Museum for Lystsejlads, der ligger på Frederiksø. Der kunne vi nyde det summende liv af børnefamilier, unge og gamle, der døgnet igennem hyggede sig på kajen. Vi nød det i fulde drag.

Fra vores cockpit kunne vi til morgenkaffen smile til de små børn og pensionisterne, der legede på skateboardbanen eller spillede petanque, og om aftenen var det de unge mennesker der indtog pladsen. Det var fantastisk at være vidne til det liv der leves langs kajen, og sjovt at være en del af det i den lille uges tid vi var der.

Da dagen for studenterkørslen kom, var vi klar på kajen, hvor den stod på kolde bajere, beskøjter og skippermix. Jeg blev glad for at have gjort forholdsvis lidt ud af forplejningen, for det var i dén grad beskedent hvad de unge mennesker havde spist og drukket, da de efter et kvarters tid kørte videre til næste stop.

Heldigvis kom nogle af de andre forældre ombord senere, og da studentervognen satte de unge mennesker af i Frederiksgade ikke langt fra vores kajplads, kom flere af dem ned ombord, og hjalp os med at gøre kål på resterne.

Flyttede hjemmefra frygteligt tidligt

Det gjorde ondt, da vores søn for tre år siden fortalte, at den uddannelse han ville starte på efter folkeskolen lå i Svendborg. Svendborg er en dejlig by, men den ligger bare så langt fra Holbæk, at vi allerede dengang vidste, at nu var vores søn flyttet hjemmefra – som 16-årig.

Uddannelsen lød spændende, og med kombinationen af en traditionel HF og en uddannelse som Skibsassistent, åbnede den langt flere muligheder end dem jeg havde, da jeg for 30 år siden stod med min studenterhue i hånden. Derfor fik han selvfølgelig lov til at tage af sted, og der gik da heller ikke lang tid før vi var klar over at det var det helt rigtige valg han havde taget.

Fordi det tager mere end 75 min. med offentlig transport at komme fra vores hjem til skolen, fik vores søn et kammer stillet til rådighed, som han skulle dele med en anden elev, og han fik kost og logi på skolen indtil han fyldte 18.

På skolen hyggede han sig med de elever der ligesom ham kom fra andre dele af Danmark, voksede, blev mere moden, og var helt klar til at flytte ind på et kollegieværelse da han fyldte 18, og gerne ville prøve at bo for sig selv i stedet for at blive på skolen, hvor han nu skulle betale for at få kost og logi.

Min mand og jeg havde været noget bekymrede for hvordan det skulle gå. Der kan være langt fra Sjælland til Fyn en lørdag aften, hvor man måske er kommet til at være ude lidt senere end hvad der er smart, eller en hverdag hvor det kan være svært at få enderne til at hænge sammen og man har brug for et kram og lidt overblik.

Allermest var vi bange at han skulle ryge i dårligt selskab, og få nogle fatale vaner, der kunne sætte en stopper for de drømme han havde for livet. Men, vores bekymringer viste sig heldigvis var være unødvendige.

De venner han fik, passede ligesom dem han tog fra hjemme på Sjælland, på hinanden og vi blev flere gange imponerede over at høre hvordan de unge mennesker i dag passe på hinanden på en helt anden måde end vi husker fra vores egen ungdom. Derfor har vi det meste af tiden i de tre år der er gået fra vores søn flyttede hjemmefra, bare nydt synet af en stor dreng, der blev til en ung mand med masser af muligheder.

Verden ligger åben for de unge sømænd

Når festerne ebber ud, står den på sommerferie, indtil han til august skal begynde at arbejde for Esvagt, der er et af de rederier, der med glæde tager imod de unge sømænd. Der er det planen at han skal arbejde indtil skolebænken trækker så meget i ham, at han skal ind og læse videre på Simac.

Vi havde fået at vide, at der er rift om de unge søfolk, fordi der er så stor mangel på uddannet personale i den danske flåde, men blev alligevel noget overraskede over at opleve det mens vi lå i Svendborg.

Et af fiskerikontrollens skibe lå ved siden af os da vi lagde til, og personalet ombord var flinke til at fortælle om hvor god en arbejdsplads de havde, og hvor gerne de ville tage imod en ansøgning fra ham, hvis han skulle være interesseret i at få hyre hos dem.

Da jeg blev student, var der ikke nær så mange, der stod klar til at tage imod min arbejdskraft og hjælpe mig videre med karrieren, men jeg valgte så også en noget mere snæver studenterhue – uden signalflag, det var måske en fejl.

God vind – især til de nybagte studenter

Malene

Motor
content-loader
content-loader
content-loader