Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses feltet tidligere i år i Cadiz. Nu sejles der i USA i frisk vind ved Gold Gate Bridge. Foto: David Greay

Danmark jagter sin bedste afslutning i San Francisco – og Impact League-sejren på land

Mubadala United States Sail Grand Prix finder sted den 6.-7. maj kl. 23.30 dansk tid og kan følges live på TV2 SPORT begge dage. Danskerne går også højt op i bæredygtigheds-ligaen Impact Leauge.

Af Troels Lykke |

Det danske hold, anført af Nicolai Sehested, ligger i øjeblikket på femtepladsen på den samlede sæson 3-rangliste. Holdet er tæt fulgt af Canada og USA’s SailGP-hold, så der skal kæmpes hårdt på vestkysten til weekendens sejlads, lyder det i en pressemeddelese.

I Impact League – SailGP's banebrydende bæredygtighedsliga – ligger Danmark kun ét point efter det førende hold, sidste års vinder New Zealand – en pointforskel, som Sehested håber at kunne vende forud for Grand Final.

"Vi tager Impact League meget seriøst, og vi har gjort alt, hvad vi kan for at presse på og tage sejren over de seneste par begivenheder," forklarer han.

"Tag ikke fejl, man kan ikke vinde Impact League uden at levere på alle parametre. Vi har været nødt til at arbejde virkelig hårdt for at holde presset mod New Zealand."

Forrige sæson sluttede danskerne sidst i det indledende Impact League-mesterskab, og Sehested forklarer, at holdet satte en høj ambition forud for sæson 3: At slutte på førstepladsen.

"Jeg tror, at vi igennem sæson 2 var så fokuserede på at forbedre os på vandet, at vi havde svært ved at integrere Impact League ordentligt i vores aktiviteter. Denne sæson er niveauet højere end nogensinde, og alle hold arbejder målrettet for at vinde. På vores side griber vi det sådan an, at vi analyserer og identificerer, hvor vi er svage, finder løsninger og implementerer dem."

Integreret ny miljø-adfærd

"Vi har virkelig integreret ny adfærd og vaner i vores dagligdag og teamdrift, samtidig med at vi forsøger at tænke kreativt i forhold til innovationer og nye måder at gøre tingene på. Det vil betyde meget for vores hold og vores partnere, ROCKWOOL og One Ocean Foundation, hvis vi kan tage sejren og få fingrene i trofæet i San Francisco."

Vinderen af Impact League offentliggøres fredag den 5. maj, blot 24 timer før kapsejladsen i bugten ved den ikoniske Golden Gate Bridge skydes i gang.

"San Francisco er et fantastisk sted at sejle. Det er et passende sted for SailGP Grand Final," fortsætter Sehested.

"Selvfølgelig ville jeg ønske, at vi stadig var med i opløbet om begge sæsonpodiepladser. I stedet fokuserer vi på en flot afslutning af sæson på vandet, som har bragt flere op- end nedture for os, herunder tre finaler. Vi er bestemt fokuseret på at opnå en bedre placering end sidste år."

Danskerne har imponeret i løbet af sæson 3 og er sluttet i top tre i Plymouth, København og Singapore, holdets første podieplaceringer, siden deres SailGP-debut forud for sæson 2.

Sidste sæson endte danskerne på sjettepladsen, så en stærk præstation i Californien vil give dem muligheden for at opnå det bedste resultat, siden de kom til ligaen i 2019.

På en god dag kan slå alle i feltet

Sehested mener, at holdet gør fremskridt og har blikket rettet mod at rykke rundt på ranglisten i sæson 4.

"Vi ved, at vi på en god dag kan slå alle i feltet", fortsætter han. "Vi skal bare blive ved med at arbejde på vores ihærdighed og hæve vores bundniveau. Vi er overbeviste om, at vi kan tage hul på næste sæson med fart og bryde ind i top tre."

Richard Mason: ny britisk grinder hos danskerne

Det danske hold har allerede tilføjet talent til sin besætning i form af Richard Mason, den britiske grinder, der tidligere har sejlet med både det britiske og schweiziske SailGP-hold.

"Vi er virkelig glade for at tilføje en sejler af Richs kaliber til vores hold. Han bringer en masse erfaring til holdet, da han har brugt meget tid på at sejle avancerede både i både SailGP og America's Cup," forklarer Sehested.

"Han er en enormt alsidig atlet og har en stærk mentalitet og personlighed, som vil være med til at løfte vores niveau forud for næste sæson."

Mubadala United States Sail Grand Prix finder sted den 6.-7. maj kl. 23.30 dansk tid og kan følges live på TV2 SPORT begge dage.

sailgp.com/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader