Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Søsætning ved Danmarks Maritime Folkemøde 2019. Foto: Privat

Kanonjollen fra Korsør er gået elektrisk - båden bygget af tegninger fra 1800-tallet

I Korsør sejler en båd, som er en tro kopi af de kanonjoller, der blev bygget, efter at englænderne tog hele den danske flåde i 1807. Nu har den fået elektrisk fremdrift.

Af Anna Brinch |

Kanonjollen Corsør er et stolt skib, bygget af elever og lærere på Korsør Produktionshøjskoles Værft - nu en del af FGU Sydvestsjælland. 

Den er bygget efter tegningerne af de historiske kanonjoller, som blev bygget i starten af 1800-tallet, efter at Danmark havde mistet hele sin flåde til englænderne under og efter bombardementet af København.

For hurtigt at få sejlende ildkraft byggede man et antal kanonjoller - mindre både med en enkelt kanon i bagstavnen. De havde sejl, men blev i kampsituationer primært sejlet med årer, så de var nemme at manøvrere. Bemandingen var på 22 mand - roere, kanonérer mm.

Historien om bådene 

Ideen til at bygge en kopi af kanonjollerne opstod i forbindelse med det første spadestik til værftet i 2013. Og den kom fra en lokal sortkrudts-kanonér, Klavs Flittner, som i en kanonjolle så en flot opgave for de unge mennesker, der fik deres gang og daglige arbejde på værftet.

- Vi greb ideen, fortæller bådebygger Christian Dyrløv Madsen, som var og stadig er leder af Værftet og forsætter:

- Det var jo et super relevant projekt for vores elever med en masse håndværk, og samtidig en genoplivning af et stykke maritim historie.

Projektet fik opbakning 

De originale tegninger til kanonjollerne blev fremskaffet, og så var næste fase at skaffe finansiering til projektet. Christian Dyrløv Madsen fortæller videre: Heldigvis mødte vi god opbakning, og vi fik økonomisk støtte fra Slagelse kommune, EU’s regionalfond samt en række mindre frivillige bidrag fra lokalområdet.

I 2016 kunne Christian Dyrløv Madsen og hans medarbejdere og elever lægge kølen til Kanonjollen Corsør, og så fulgte tre arbejdsomme år, inden skibet var klar til søsætning. Den fandt sted i forbindelse med Danmarks Maritime Folkemøde i Korsør i august 2019, med behørig kanonsalut fra båden.

Et jollelaug af frivillige står for sejladsen med kanonjollen

- Det er folk med interesse i historisk sejlads, og selvfølgelig også nogen, der kan håndtere krudt og kugler, forklarer værftsleder Christian Dyrløv Madsen og forsætter: Med disse frivillige kan vi deltage i forskellige arrangementer og events, ligesom vi kan tilbyde sejlture til skoler og andre interesserede.

Men sådan en båd er tung at ro, og for at sikre manøvredygtighed og rækkevidde besluttede jollelauget at gå efter hjælpe-motorer til båden.

- Det skulle være elmotorer, så de ikke larmer og oser, og de skulle sidde under båden, så de ikke ødelægger æstetikken i den historiske båd, fortæller Christian Dyrløv Madsen.

10 kW Torqeedo pod-motorer 

I samarbejde med Henry Thomsen fra solbaaden.dk i Aarhus blev der lavet et projekt, hvor to stk. 10 kW Torqeedo pod-motorer under skroget sammen med en 34 kWh batteribank i bådens krudtkammer driver båden, når der er behov for hjælp til roerne, eller der skal sejles længere strækninger.

- Det fungerer rigtig godt, fortæller værftslederen og forsætter: Manøvredygtigheden og sikkerheden har fået et godt løft, og nu kan vi sejle, selv om der ikke er tilstrækkelig med rugbrøds-motorkraft om bord. Selv om båden vejer 10 tons, er der rigeligt med kraft i de to motorer.

Fakta

Finansieringen af den elektriske motorisering blev mulig med velvillig hjælp fra Velux Fonden, Trelleborgfonden og lokale virksomheder.

Kanonjollen Corsør kan opleves ved adskillige events hen over året, bl. a. Danmarks Maritime Folkemøde, som næste gang afholdes d. 24. august 2024.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader