Gå til hoved-indhold
Havne
I dag fremstår Dageløkke Havn med et helt nyt udtryk. De træbeklædte bygninger falder fint sammen med naturen.
Havne
Havne

Nytænkning og sydlandsk stemning i Dageløkke Havn på Langeland

Lystbådehavnen på Langelands vestkyst har fået en ansigtsløftning af de helt store. Danske Tursejlere tegner her et portræt af havnen, der fornylig fik Årets Skulderklap 2023.

Af Troels Lykke |

Da solen den 1. maj stod op over Dageløkke Havn på Langeland, så vil den knapt tro sine egne øjne. For havnen, der i mange år har været nedslidt og set meget træt ud, har fået en ansigtsløftning.

Og en gevaldig en af slagsen. Og sejlere, der før har besøgt havnen her på Vestlangeland, vil tro, at de har kigget helt forkert på søkortet. Synet, der møder dem, minder nemlig i den grad om scener fra Middelhavet.

Så stor er den transformation, som Dageløkke Havn har under-gået det sidst ca. 1½ års tid. Det er direktør Kim Loudrup, der sammen med fem partnere, har erhvervet havnen. De har brugt meget tid, mange kræfter og et tocifret millionbeløb på at få to-talrenoveret den bedagede havn, så den nu fremstår som en unik perle på kysten ved et af Danmarks mest populære ferieområder for sejlere, fortæller Danske Tursejlere.

Forsømt havn

Det var et opløftende øjeblik for Kim Loudrup, da han i 2021 så Dageløkke Havn. I den slidte, forsømte havn med en hullet mole og en 14.000 kvadratmeter stor grund så han muligheden for at skabe et sted for lystsejlere, der gerne vil have en ekstraordinær oplevelse med hjem fra sejlerferien.

Et ophold, hvor der var adgang til en masse aktiviteter, højt til loftet, skøn natur, god mad og vine og musikarrangementer. Med andre ord en havn, der var levende og kunne levere gode minder for eftertiden.

- Vi har tænkt, at opholdet i Dageløkke Havn skal være en totaloplevelse. At sejlerne kan lægge til og give sig hen til det, der giver mening og værdi for dem. Her er en fantastik badestrand, hvor de kan surfe, stå på SUP, sejle kajak, kitesurfe eller, hvad de lyster af vandsport. Vi etablerer et beskyttet og sikkert havpoolområde, sauna og grillpladser. Og så bliver der underholdning og noget til ganen og maven, nikker en entu-siastisk Kim Loudrup.

I dag fremstår Dageløkke Havn med et helt nyt udtryk. De træbeklædte bygninger falder fint sammen med naturen. Det er bæredygtige løsninger, der præger havnen. Al strøm til bygninger og el-standerne på broerne leveres af vindmøller, og træværket er certificeret. Bistro- og cafeområdet har inden-dørs siddepladser samt en stor udendørs terrasse mod vandet. Det gamle pakhus er forvandlet til selskabs- og eventlokale, som kan danne rammen om fester og musikarrangementer.

Positivt for området

Og mens solen går sin gang over himlen på Langeland, så går udviklingen også videre. Det ved man også i lokalsamfundet, som jo konstaterer, at nye tider er gået i land på den smukke kyst.

- Dageløkke Borger- og Bådelaug ser på fra sidelinjen, og vi ser, at havnen har fået et stort løft og en kærkommen renovering. Det er positivt for området. Men det bliver jo aldrig som i gamle dage med fiskerbåde og mange joller i havnen. Det bliver en helt ny type havn, og det skal vi jo lige vende os til, siger Ole Albertsen, der er formand for Dageløkke Borger og Bådelaug.

Langeland er en attraktiv feriedestination. Kreative mennesker med gå-på-mod er flyttet til, og der er masser af tilbud fra gårdbutikker og kunsthåndværkere. Naturen er et kapitel for sig. Her er vilde heste, sorte egern, klinter, skove, moser, nor og fuglereservater. Der er nok at se på.

Efter en kort cykeltur fra Dageløkke Havn kommer man til Tranekær slot, der er en af Danmarks ældste middelalderbor-ge. Her finder man også det historiske område "Medicinhaverne" med mere end 450 forskellige planter, der enten har betydning for nutidig medicin eller har været brugt i den tid-ligere folkelige medicin.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

- Vores havn ligger på Langelands vestkyst. Vi har direkte kig over til Fyn og Lundeborg. Lidt mod syd har vi Thurø, Tåsinge og hele det Sydfynske Øhav. Det er et sejlermekka, og vi glæder os til at byde sejlerne indenfor. Vi har indrettet havnen, så alle har mulighed for at udfolde og hygge sig og få et lille eventyr med hjem. Og så kan man opleve Danmarks smukkeste solnedgang. Det er vel det, en god ferie handler om, lyder det fra en travl Kim Loudrup. 

Dageløkke Havn

ANSIGTSLØFTET I HØJDEPUNKTER     

  • Uddybning af havn og indsejling
  • Broer mod øst hæves
  • Etablering af udeserveringsområder
  • Nordmole: ophøjede afvisere udskiftes
  • Renovering af bygninger på land, beklædes med træ
  • Etablering af ny og tidssvarende el-infrastruktur samt lade-standere
  • Nye toiletter, nye tage, ny kloak
  • Ny stensætning og bro på vestmolen
  • Østbroen udskiftes
  • Etablering af Cafe, vin og tapasbar
  • 1. maj 2023 åbnede havnen for sejlere og gæster
Motor
content-loader
content-loader
content-loader