Signe i Las Palmas: Fra atlanterhavs-stress til atlanterhavs-panik!

For 14 dage siden skrev jeg, at vi havde atlanterhavs-stress om bord. Vi havde stadig mange opgaver foran os, og tidspunktet for, hvornår vi gerne ville af sted, nærmede sig.

De sidste par dage har vores langturssejlerliv dog udviklet sig til noget, der ligner en arbejdslejr, og vores stress minder mere om panik. I dag har vi derfor besluttet os for at udskyde afrejsedagen et par dage.

To dage mindre i Caribien er en pris, vi er villige til at betale, for at vi kan blive færdige uden at tage nætterne i brug - og samtidig bevare husfreden om bord. Vi er faktisk ved at glæde os til at komme ud på havet, så vi kan få lov til bare at sidde stille… Altså så stille man kan sidde, når man ruller rundt på atlanterhavsbølgerne.

Næsten klar til afgang

Trods panik er vi er dog ved at være færdige med båden - eller i hvert fald klar til at sejle. Jeg mangler de sidste indkøb, lidt tøj- og bådvask, de sidste systing i mit mini-cockpittelt og et cover til redningsflåden, hvis jeg kan nå det. (Da vi fik den fornyet i England havde den været fuld af vand, hvilket nok ikke er en fordel.)

I den forgange uge har jeg haft travlt i mit køkken. Jeg har lavet 28 færdigretter, som er blevet vakuumpakket og kommet i fryseren.

Jeg var dog temmelig udfordret med min 4 liters gryde til de storkøkkens-portioner, jeg havde gang i, så derfor tilføjede jeg grøntsagerne rå, efter jeg havde fordelt kødet i vakuumposerne. Jeg fortryder dog, at jeg ikke gav hver portion en tur i gryden, for grøntsagerne fylder en del mere rå, så jeg har kun fået plads til 25 retter i fryseren.

De sidste tre ligger på køl, så jeg håber, at vakuumpakningen øger holdbarheden tilstrækkeligt. Aftensmenuen består af en rotation af følgende retter: risotto, thai curry, spaghetti bolognese, dahl, bryani og en stir-fry. Alt sammen retter med masser af smag til forhåbentlig at pifte tilværelsen på havet lidt op.

Mad til mange

I det hele taget kommer vi ikke til at sulte om bord. Henrik er altid på den sikre side af alting, og især på en tur som denne. Han har derfor ønsket, at vi har mad nok med til at kunne klare os på havet i lang tid, skulle det blive nødvendigt - og jeg vil sige, at jeg har imødekommet kravet.

Vi har både mad med til den forventede tur, til ekstra 2-4 uger, hvis vi skulle rende ind i problemer på havet, og så har jeg også handlet ind, som om man ikke kan købe noget i Caribien… Der er i hvert fald ingen grund til at skære tandbørsterne over her om bord!

Henriks opgaveliste

Henriks opgaveliste har jeg helt mistet overblikket over. Måske har han også selv, men nu siger han, at han kun mangler at kigge på watermakeren, tilkoble gassen, tilse motoren og rydde op - men der dukker nok andre ting op.

Fx bliver han ved med at finde huller i ankerbrønden, som skal tætnes. I skrivende stund er han ved at flytte anker og ankerkæde fra ankerbrønden til kistebænken bag i båden for at fordele vægten bedre og derved formindske rulninger i bølgerne.

Med de ekstra dage i havn, taler han også om, at han gerne vil lave et bovspryd, så han kan sætte vores asymetriske spiler længere frem og derved flytte trækningspunktet. (Der var allerede en opgave mere).

Atlanterhavssejlads og barnefødsler

Den sidste opgave vi har, inden vi sætter kursen mod Guadeloupe, bliver at rense bunden. Henrik spurgte på havnen, hvad det kostede at komme op og få bunden højtryksrenset: Det samme som et komplet dykkersæt! Så det har vi nu i stedet for. Henrik har dykket engang for længe siden, så det bliver ham, der skal ned på det “dybe”, mens jeg tager det øverste.

Vi håber, vi kan kaste anker et sted syd for havnen, inden vi fortsætter. Vi havde ellers først tænkt, at vi ville sejle fra ø til ø, inden vi tog det lange stræk, men nu har vi bare lyst til at komme af sted - også selvom vi alligevel ikke helt kan huske, hvad det indebærer.

Dengang sagde en sejler til mig, at de lange stræk var ligesom at føde: Man glemte heldigvis hurtigt hvor pinefuldt det var, og så var man pludselig klar igen. Nu har jeg ikke haft fornøjelsen af barenfødsler, men med Atlanterhavsturen har hun i hvert fald ret: Vi har begge fortrængt, hvordan det egentlig er - og trods panik, er vi nu klar til at krydse Atlanterhavet igen.

Signe