Gå til hoved-indhold
Tur
Bunden renses for rurer - i 38 graders varme.

Signe i Florida: Capibara på land med bunden dækket af rurer

Sæsonens sidste sejltur er overstået for Signe og Henrik, der endnu en gang har efterladt deres 30 fods sejlbåd i Florida i orkansæsonen. Der var dog lidt arbejde at gøre, inden Capibara kunne sættes på land. Bl.a. var bunden helt dækket af rurer. Signe og Henrik tager nu til Danmark med fly.

Af Signe Storr |

Så står Capjbara endnu en gang på land i Indiantown Marina, ca. 40 km fra kysten i Okeechobee Waterway. Det er tredje gang, vi efterlader Capibara her, og intet har forandret sig, siden vi var her sidst i 2017, heller ikke personalet, så det har været hyggeligt at vende retur. Turen fra vores ankerplads i Stuart til marinaen var dog ikke helt uden udfordringer - og de startede allerede, da vi skulle have ankeret op.

Henrik havde ellers, klog af skade, lagt en ankerbøje ud, da vi ankom til ankerpladsen i slutningen af maj, så vi lettere ville kunne få ankeret op, hvis det skulle grave sig godt fast. Det skete for os i Loch Ness i Skotland, hvor vi brugte det meste af en dag på at få ankeret op igen, så det ville vi virkelig gerne undgå.

Intet ankerspil

Det gik heldigvis ikke så galt denne gang, men det tog alligevel lidt længere tid end forventet: Først ville det elektriske ankerspil kun lade kæde løbe ud og ikke ind - og vi havde alle bådens 50 meter kæde ude, som Henrik nu selv måtte hive op. Dernæst sad ankeret godt fast - som forventet - men vi kunne stadig ikke få det fri ved at trække i ankerbøjen.

Dagen før havde der været en voldsom thunder storm med det, jeg nu har lært hedder et micro burst. Et micro burst er et mønster af intense vinde, der falder fra skyerne, og idet de rammer jorden, sender de vinden ud horisontalt. Ofte påvirker et micro burst kun et mindre område på 1-3 km i diameter, og det varer normalt ikke mere end 5-15 minutter. Det kan dog være ret voldsomt, når det sker, og det skete åbenbart dagen forinden.

52 knob vind målt i micro burst

Vi var taget i land og var ude at cykle, da tordenvejret ramte, så vi måtte søge læ under et halvtag, indtil det stilende af. Da vi kom retur til ankerpladsen et par timer senere, blev vi dog temmelig forvirrede, da bådene omkring os ikke længere lå, hvor de de plejede. Bl.a. havde vores nabo flyttet sig, og vi vidste, at han ikke havde været på sin båd hele eftermiddagen.

Da vi selv kom om bord, så vi, at alt, vi havde haft stående på bordene i båden, var væltet ned på gulvet, og solpanelerne så ud som om, de var blevet skubbet til, måske af vores nabo. En af de andre både var åbenbart endt på land og havde måtte trækkes fri, og vi var selv lidt i tvivl om, hvorvidt vores anker lå, hvor det hele tiden havde ligget. Vi fik at vide, at der var målt en vindstyrke i dette micro burst på 60 mph, hvilket svarer til ca. 52 knob - så måske var det årsagen til, at vores anker havde sat sig virkelig godt fast.

Langsom fart og grundstødning

Hvad end årsagen var, så havde vi i hvert fald problemer med at få ankeret op, og det gav sig først, da vi med helt kort kæde og gashåndtaget i bund fik trukket i ankeret - hvilket leder mig til vores næste udfordring: Selv med gashåndtaget i bund gik det ikke stærkt. Efter at have ligget stille i to måneder, var vi godt klar over, at vi sandsynligvis havde en del begroning på bunden, men det overraskede os alligevel, at vi selv med motoren kørende for fulde omdrejninger, knapt kunne komme op på 4 knob.

De omkring 16 sømil fra Stuart til Indiantown tog os derfor næsten syv timer! Vi skulle dog også igennem en sluse, St. Lucie Lock, som først skulle have en båd den ene vej og så den anden, før vi kunne komme igennem. Ventetiden brugte vi på at gå på grund og dernæst forsøge at komme fri igen - hvilket heldigvis lykkedes efter lidt tid.

Bunden dækket af rurer

Resten af turen forløb omend langsomt så heldigvis problemfrit, og da vi kom frem, gik vi i gang med arbejdet. Vi havde forberedt en del inden, men der er altid flere ting, der skal gøres, når man først kommer i gang. Henrik tog sig af alt på dæk: Få sejl, solpaneler og vindmølle ned, afdække vinduer og spil med pressening o.l., og jeg tog mig af det meste nedenunder: Gøre rent, tømme skabe, sortere mad og pakke vores ting ned.

Fredag formiddag kom vi op af vandet - og selvom vi vidste, at bunden var begroet, blev vi alligevel overraskede: Den var fuldstændig dækket af rurer! Vi havde betalt for at få bunden højtryksrenset (i USA får man ikke lov til at gøre det selv), men inden de gik i gang med det, fik vi helt selv lov til at skrabe bunden ren - og det var vel at mærke i 38 graders varme! Det tog lidt tid, og personalet kom derfor lidt senere på weekend end forventet.

På gensyn til Capibara

Florida er ikke ukendt med orkaner, og derfor skal skal man bindes fast til jorden med mindst to skraldestropper, når man kommer på land i Indiantown. Vi tænker, at fire stropper må være bedre end to, så vi købte for anden gang stropper for 1200 kr. (Dem vi købte sidst, ligger selvfølgelig hjemme). Men hvis de holder båden stående i en eventuel orkan, så er det jo en billig forsikring.

Siden vi forlod Europa, har vi kun haft en ansvarsforsikring, da forsikringsselskaberne åbenbart ikke har lyst til at kasko-forsikre små både som vores uden for Europa. Dog dækker de sjældent navngivne storme alligevel, så under alle omstændigheder håber vi på en stille orkansæson i år, inden vi vender retur.

Hvad skal der ske nu?

Når Henrik og jeg lægger planer, så er det altid med en masse forbehold, da vi som regel når at ændre dem mere end en gang, men lige nu er det forventingen, at vi vender retur til Capibara i november, når orkanensæsonen er ved at være slut. Da venter der os først en uge eller to på land, hvor der bl.a. er noget træ, der skal slibes og lakeres; en stævnrørspakning og -leje der skal skiftes; og så skal vi have gjort noget ved bunden og kølen.

Herefter er det planen at sejle via Miami, Key West og New Orleans til Texas, hvor vi gerne vil have fragtet Capibara til Californien. Henrik leger dog stadig med tanken om at sælge Capibara og i stedet at købe en båd på USAs vestkyst. Som en sejler sagde til mig en gang: Alle både er altid til salg - og det er Capibara også. Men inden vi kommer så langt, ser vi frem til et par måneder uden båd.

Vi ses til november!

Signe

Motor
content-loader
content-loader
content-loader