11th Hour Racing semifoiler mod Cape Town - de er i front i The Ocean Race - 1268 sømil mangler

Amerikanske Amory Ross, mediemand på 11th Hour Racing, skriver dagbog, holdet mangler 1268 sømil til Cape Town efter 13 dages sejlads fra Cap Verde, vi bringer et uddrag:

- Vi tilsluttede os en front ved solopgang og har nydt farten hele formiddagen. Den er virkelig ujævn og virkelig kaotisk, men farten er 'relativt' flot, hvilket giver os disse høje gennemsnit i kun 22 knobs vind. 

Føler dig mere som passager end chauffør

Når hovedparten af fronten glider henover, vil vi se en lille opbygning i vindstyrken, og det er de 24-26 knob, der, som (navigatør, red.) Si Fi siger, "du føler dig mindre som en chauffør og mere som en passager!"

Hvor sjovt det end ville være at blive med dette system, går vores spil sydpå. Vi har dækket (konkurrenterne af, red.) på den måde.

Jo mere tid vi bruger i syd, jo færre sømil sejler vi (tag fat i din jordklode, hvis det ikke giver mening

Men der er ikke meget vind der i øjeblikket, så det handler om at forbinde prikkerne og få mest muligt ud af det, vi har her, før vi går ned, når vi stadig kan.

Jeg er lidt ked af at tage sydpå så hurtigt. Nogle af de ruter, vi har sejlet, fik os til at passere Tristan da Cunha inden for 40 sømil, som på en klar dag ville være tæt nok på at se det vulkanske topmøde på Queen Marys top, 2.000 meter højt. 

Knækkede mast i 2011 med Puma-båd

Under mit første løb (Volvo Ocean Race, red.) i 2011 tilbragte jeg en uge der med Puma Ocean Racing, mens vi ventede på redning af fragtskib efter vi mistede masten på ben 1. 

Efter at have aldrig hørt om Tristan, før jeg startede det 600 mile motorsejlads under juryriggen, havde jeg ingen forståelse for dets unikhed. 

Mens vores tid der var frustrerende – hele vores race var pludselig i fare efter 17 dage – kom jeg virkelig først til at forstå, hvor heldige vi var, eller hvor heldig jeg var, at få et pas-stempel fra verdens fjernest beboede ø.

Vi vandrede til toppen gennem fire forskellige klimaer, så sne i krateret, redede albatrosser, pingviner, mødte nogle utrolige mennesker, spillede golf blandt køer, besøgte øernes faciliteter – især en Volvo-drevet generator og hummerforarbejdningsanlæg. 

Ser nok ikke Tristan-øen igen

Siden afslutningen på det løb i 2011 har jeg spekuleret på, om jeg nogensinde ville komme til at se Tristan igen. Det er ikke nemt at komme til. Et skib med forsyninger hver fjerde måned og forbipasserende krydsere skal være midt i det sydlige Atlanterhav. 

Selv da har de kun lov til at blive forankret offshore i et par dage. Desværre kommer vi slet ikke til at se Tristan, men det er kun en del af dette løb! 

Hvor mange utrolige steder ser vi, eller aldrig når at opleve. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde den tid der, og Andy Repetto og besætningen, der tog sig af os, vil altid få mig til at spekulere på, hvad der foregår hernede på Tristan.

Indtil videre er det bare en flok sejlsportsfans, der sprænger mod Cape Town i rekordtempo! Forhåbentlig også et par albatrosser derude...

Amo

Se video fra båden - Tracker