Sommerhavne: Kendt titelsang lokkede sejlerfamilie til Kronborg
”Hvis Kronborg var om bagbord, da vi tog afsted, er Kronborg nok om styrbord, den dag vi vender hjem…” Den fængende sangtekst fra Kurs mod fjerne kyster bragte Steffan Hansen med hustru og parrets toårige datter til Helsingør.
Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Her fortæller Bavaria 37-sejler Steffan Hansen om Helsingør Nordhavn ved Kronborg. Et populært turistmål, som den selvstændige smed to gange har besøgt med familien.
Steffan Hansen, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?
- I familien har vi fulgt en del med i TV2-programmet ’Kurs mod fjerne kyster’, hvor Troels Kløvedals børnebørn, Emil og Theis sejler Jorden rundt. I den fængende titelsang nævnes Kronborg flere gange, hvilket inspirerede os til at sejle forbi slottet.
- Slotsmæssigt er der intet, der minder om. Du ligger i Kronborgs baghave og kan se slottet fra båden, det er virkelig unikt.
Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske havne?
- Det er hovedsagligt slottet, men havnen er, på trods af sin kæmpe størrelse med knapt tusind bådpladser, hyggelig. Her ligger en stor bazar, og der er livemusik i sommermånederne.
- Bevæger du dig de halvanden kilometer mod byens centrum, finder du en række rigtig gode spisesteder og fine shopping-muligheder, hvilket den bedre halvdel bestemt ikke er ked af…
Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Helsingør Nordhavn?
- Faktisk er det eneste, vi har set i området, det populære slot. Du skal blot gå 200 meter for at nå dertil, hvilket mange sejlere benytter sig af, særligt de svenske.
- På slottet har de også flere tiltag for de yngste, blandt andet en stor legeplads, så vores datter var faktisk også ret glad for at se det.
Hvis noget skulle forbedres i Helsingør Nordhavn, hvad ville du da pege på?
- Jeg ved ærligt talt ikke, hvad man kan klage over. Det skulle måske være en placering tættere på byen… For det er en dejlig havn med nyere faciliteter og en skøn stemning.
- Hvis bare du kommer tidligt eller sent på eftermiddagen, vil du ikke have problemer med at få en plads i den store havn. Ankommer du op ad formiddagen, kan du blive udfordret, da sejlerne lige skal nå at forlade havnen.
Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?
- Herhjemme er prisforskellene i de forskellige havne meget markante, hvorfor flere er i den dyre ende. I Tyskland får du eksempelvis de fuldstændig samme faciliteter, men betaler til gengæld kun omkring ti euro, svarende til omkring 75 danske kroner, per nat.
- Ellers har vi egentlig aldrig oplevet noget negativt i havnene. Alle sejlere virker til at stå sammen, hygger sig og hjælper hinanden.
Om Helsingør Nordhavn:
Havnepladser: Knap 1000
Faciliteter: Bedding, cykeludlejning, havnebad/badebro, legeplads, naturformidling m.v.
Frihavn: Nej
Havnetakster: 155,00 kr. (0-10 m)
Hjemmeside: www.helsingor-havne.dk
Få overblikket over sejlernes ynglingshavne på sommerturen herunder. Tryk på ikonerne for info om havnene. Kortet er lavet på baggrund af Minbaad.dk's artikelserie 'Sommerhavne'. Denne artikel blev også bragt i 2020.