Tur
Tur
Tur
Familien Dahl-Olsen mistede alt i en bådbrand i 2021 - nu fortæller de om livet efter i en skolebus
I 2020 sejlede Torben, Karina, Isabella og Sebastian fra Holbæk. De ville til Japan og retur. 10 dage efter alle grænser lukkede forlod de deres hjemhavn med kurs mod verden. Halvandet år efter brændte deres båd i Costa Rica. I stedet for at lade eventyret stoppe, fandt de en skolebus.
Karina, Torben, Isabella på 12 år og Sebastian på 10 år har været nødt til at sætte vækkeuret i dag. De befinder sig nemlig i Mexico og de har ikke været styret af hverken mødetider eller alarmer de sidste 2,5 år.
Men i dag har de en aftale med mig og derfor er alarmen sat. Familien rejste fra Danmark i sommeren 2020 for at tage på langtur med deres unger. Karina er diagnosticeret med Ehlers Danlos-syndrom, som på sigt kan betyde, at hun bliver mindre og mindre mobil og får flere og flere smerter.
Derfor var familien ikke i tvivl, da de i 2017 traf en beslutning om at skifte det trygge liv hjemme i Danmark ud med et liv med eventyr på havet. De flyttede ombord på båden i 2018.
- Vi skal leve vores liv nu og vi aner ikke, hvor hurtigt min sygdom udvikler sig, fortalte Karina dengang inden afgang.
Familien besluttede dengang at sælge hvad de ejede og skifte huset ud med en båd. Da de sejlede fra Danmark i marts 2020 var det med en plan om at sejle til Japan og retur. Det startede også godt og familien nåede over Atlanterhavet og videre ind i Stillehavet.
Båden brændte i Costa Rica
Men i august 2021 oplevede familien enhver sejlers største mareridt, da der opstod en brand ombord på deres båd, mens den lå for anker ved Banana Bays i Costa Rica. Karina, som lå og sov ombord, blev reddet af brandalarmen og nåede lige akkurat ned i gummibåden og væk fra ilden. Da de nåede ind i marinaen, havde ilden fat i hele båden.
Branden var ikke til at slukke og familien mistede deres hjem. Hvad der forårsagede branden er endnu uklart, da båden sank og alle muligheder for at undersøge årsagen derfor gik tabt.
For en stund var alle drømme bristede og sidst minbaad snakkede med den lille familie, var sorgen og frustrationerne til at tage at føle på:
- Vi knoklede i to år for at blive klar. Vi boede to vintre i en uisoleret båd for at realisere vores store drøm, før jeg bliver for syg/min krop bliver dårligere (Karina er diagnostiseret med Ehlers Danlos-syndrom, red.), og halvandet år inde i drømmen forsvinder alt det hårde arbejde. På fem minutter... Pist væk, lød den ærlige besked fra Karina Dahl-Olsen dengang i 2021
Skabte en ny drøm med skolebus
Men familien var ikke sådan til at slå ud af kurs og på kort tid skabte de en ny drøm og har nu fortsat deres rejse på landjord.
Lige nu er familien i Mexico og skal rejse rundt i et par måneder mere, inden de drager hjem til Danmark. Børnene savner deres venner og vi er mætte af eventyr, fortæller Karina Dahl-Olsen, som forklaring på hvorfor eventyret nu skal afsluttes.
De har siden oktober 2021 boet og rejst i deres ombyggede skolebus. Et liv, der på mange måder minder om livet på en båd - i hvert fald når det kommer til nærvær og (manglende) plads. Men alligevel så tilpas langt væk fra bådlivet, at familien kunne være i det efter den traumatiske oplevelse i Costa Rica.
- Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke skulle have en båd igen, lige da vores båd var brændt. Hverken ungerne eller jeg havde lyst - vi var utrygge. Vores busliv minder meget om bådlivet, men man bliver ikke søsyg, forklarer Karina og sætter flere ord på:
- Det føles sikrere, fordi vi altid kan parkere og forlade bussen. Vi skal heller ikke kigge lige så meget på vejret. Til gengæld er det hårdere, fordi vi ikke kan sætte autopiloten til, afslutter hun.
Vi græd og så Netflix i 14 dage
Før familien kom hertil, ligger der en anden fortælling. For hvad gør man, når man har mistet alt i en bådbrand. Når alle ens ejendele er væk og når den drøm, man har arbejdet på i mange år, pludselig er forsvundet i det blå?
Det spurgte familien også sig selv om og de havde mange samtaler om, hvad der nu skulle ske. Skulle drømmen slutte og skulle de tage hjem til Danmark og tage imod familie og venners omsorg og opbakning?
- Vi flyttede ind i en midlertidig bolig, som vi blev tilbudt af en kvinde fra den lokale by. Hun kom med nøgler og sagde: “Her kan I slikke jeres sår”. Folk kom fra hele byen med tøj og legesager til ungerne. Folks venlighed var virkelig overvældende og medvirkende til at vi fik ro og kunne drømme igen, forklarer Karina.
Vi kunne mærke, at alle folk antog, at vi ville komme hjem efter den oplevelse og vi overvejede det også. Men vi besluttede, at vi ikke ville have, at denne oplevelse blev definerende for os og vores tur. Vi ville mere eventyr med den ubehagelige bådbrand som en del af oplevelserne, men ikke det vigtigste ved oplevelsen.
Familien boede i den midlertidige bolig i 14 dage. De græd, stenede netflix og forsøgte at bearbejde alle følelserne. Torben dykkede lidt på vraget, for at se om der var noget at redde. Han fandt et brandskab med kontanter og perler fra Las Perlas - men det hele var forkullet og det bekræftede familien i, hvor voldsom branden havde været.
Hjemmebygget skolebus blev familiens nye hjem
Da udfordringer med manglende pas og personlige ejendele havde løst sig, kunne Karina og Torben begynde at drømme igen og planlægge deres nye eventyr.
- Vi måtte finde på noget andet, siger Karina og fortæller videre om, at Torben allerede havde en tanke om en turistbus, da han var på vej over Atlanterhavet. Men på det tidspunkt var jeg slet ikke til den slags og mit svar var: “Det bliver i hvert fald uden mig … god tur!”
Torben tog det op igen, nu hvor en ny båd ikke var en løsning, som familien kunne se sig selv i her og nu. Karina blev tændt på ideen og inden længe fik de tilbudt at købe en gammel skolebus af en kirke i Indiana. De havde en bus, som de brugte til udflugter og havde brug for penge. Det skulle blive familiens nye hjem og base for en masse eventyr. Familien satte derfor kurs mod Indiana og et nyt projekt, hvor en skolebus på 11 meter skulle omdannes til et hjem til en familie på fire.
- En bekendt havde et hotel, som vi kunne bo på, mens vi arbejdede på bussen og vi blev hele byens kæledægger. Også der blev vi mødt af åbne døre og imødekommenhed. Alle vidste, at vi var en familie på eventyr og at vi havde mistet vores hjem i en bådbrand, fortæller Karina og fortsætter:
- Jeg havde aldrig været i USA før og havde en masse fordomme. Men vi mødte så meget hjælpsomhed. Vi kan have en tendens til at tro, at verden er farlig og at man skal passe på, fordi folk er ude på at skade en. Men sådan er det ikke i virkeligheden, slår Karina fast. Når man kører på land, møder man folk på en anden måde. Alle mennesker er tættere på én. Alle steder vi er kommet hen, har vi mødt hjælpsomhed og gavmildhed. Danmark har noget at lære i den henseende.
Et liv fuld af eventyr!
Nu har skolebussen fungeret som rullende hjem i over et år og har givet familien mange oplevelser. Karina, Torben og deres to børn sætter nu skolebussen til salg indenfor de næste par måneder. Afhængigt af hvor hurtigt det går, skal de enten rejse et par måneder rundt i USA eller direkte hjem til Danmark. De er mættede af oplevelser og eventyr og er klar til at komme hjem og skabe et nyt liv i Danmark. Hvad der skal ske og hvor de lander, ved de ikke endnu. Men én ting er sikker, Karina skal skabe en hverdag, der vedligeholder hendes krop.
- Jeg sad i kørestol hjemme i DK, det gør jeg ikke mere. Hjemme tog jeg bilen, hver gang jeg skulle noget. Herude da vi startede på båden, havde jeg ingen bil. Jeg har presset mig selv mere og mere og stille og roligt fik jeg udviklet mine muskler. Selvom det gør ondt, presser jeg mig selv og det har medført, at jeg har det langt bedre, end da vi tog afsted. Kørestolen er skrottet! Det skal jeg vedligeholde, når vi kommer hjem, sætter Karina ord på.
Derudover skal alle oplevelserne bearbejdes. Jeg vil vove at påstå, at denne familie oplever mere end de fleste andre, jeg har mødt. Det handler nok mest om deres indstilling til livet og til andre mennesker, deres tro på at verden stadig er mest god og deres nysgerrighed.
- Vi har så mange oplevelser med os hjem. Vi har både været managere af en campground i Mexico i to måneder, vi er blevet anholdt af kystvagten på Barbados og vi har boet to måneder hos en familie i Vancouver og hjulpet dem med at at opbygge hus og køkken. Vi er åbne og er endt i mange spændende og vilde situationer.
Når man møder mennesker med et åbent sind og er klar til at ændre sine planer, så får man vilde oplevelser, siger Karina med en overbevisning, der gør, at jeg har lyst til at skynde mig ud og møde hele verden åbent og med et kæmpe “JA”.
Et par timer efter jeg har taget afsked med Karina og Torben i telefonen og lander i min torsdags-regnvejrsaften, får jeg en besked fra Karina på Whatsapp. Hun skriver:
“Apropos spøjse situationer, som vi snakkede om, så er vi nu fanget i en lukket stat i åben krig mod kartellerne. Alt er lukket og alle er bedt om at blive indenfor de næste fem dage. Staten er i undtagelsestilstand, vejene er spærrede og nabobyen er i brand med militærhelikoptere, der skyder efter kartelmedlemmerne i gaden… bare endnu en dag på eventyr.”
Angsten sidder i os
Da jeg spørger dem, om de skal sejle igen, er Karina ikke afvisende.
- Ja, det tror jeg, vi skal på et tidspunkt. Vi har allerede været ude med nogle australske venner, som vi mødte tidligere på turen. Vi sejlede en dagstur sammen med dem på deres katamaran i julen. Det var en skøn følelse at være på vandet igen efter så lang tid. Frygten var der ikke mere. Vi kunne sidde på sejlbåden og nyde det og ungerne nød det også.
Men det tager tid at bearbejde en så voldsom oplevelse, som familien har været ude for.
- Vi er kommet videre, forklarer Karina, men jeg ved ikke, om det er bearbejdet endnu. Både og … børnene bliver stadig triste, hvis vi snakker om branden eller hvis de ser videoen fra dengang. Men den store forskel er, at vi ikke tænker på det lige så tit. Vi reagerer alle meget stærkt på bål og på røglugt og oplevelsen vil altid sidde i os som en del af vores eventyr, udtrykker Karina og fortsætter: Det første Torben købte til bussen var en røgalarm. Hvis vi lugter det mindste: brændt plastik, røg eller andet - så er vi i alarmberedskab. Vi undersøger det med det samme og vi trækker altid alle stik ud af stikkontakten. Vi havde ikke forestillet os, at det kunne ske og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at det aldrig sker igen.
Brandalarmen kan redde liv
Nu vender familien snart hjem til Danmark igen. Om de slår sig ned i Holbæk, hvor de stadig har et hus eller om adressen skiftes ud med en anden, det vides ikke. Men bagagen er fyldt op med eventyr og en glæde over, at de handlede på drømmene.
Der vil altid være et før og efter bådbranden - men alle oplevelserne er en del af den samlede rejse.
De finder aldrig ud af, hvorfor branden opstod og de er for længst holdt op med at gætte. De er dog enige om, at det være noget elektrisk - på trods af at alt var efterset og vedligeholdt.
Karina håber, at deres fortælling har medvirket til, at endnu flere har anskaffet sig brandalarmer ombord på deres både. Det var en brandalarm, der reddede hendes liv.
Se også
