Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Redningsfolkene fik en mand over på sejlbåden, som derefter blev trukket i land. Foto: Sæby Redningsstation

Tyske lystsejlere i knibe - motoren svigtede pludselig i meterhøje bølger og blæsevejr ved Sæby

En tysk lystsejler fik sig en forskrækkelse, da det gik galt i meterhøje bølger og blæst. Sæby Redningsstation trak båden sikkert ind i havn onsdag eftermiddag i sidste uge.

 

Af Anna Brinch |

Ægteparret fra Tyskland på skibet måtte kalde efter hjælp via Lyngby Radio, og Sæby Redningsstation sejlede ud med redningsbåden FRB11, fortæller Nordjyske.dk.

Sejlbåden drev hjælpeløst rundt omkring ti kilometer ud for Asaa. En mand fra redningsbåden måtte derfor hoppe over for at binde en trosse fast.

Derefter blev lystsejleren trukket ind til havnen i Asaa. En opgave, der varede halvanden times tid.

Nyindkøbt båd fra Sverige

Med omkring to meter høje bølger og blæst op til 16 m/s har det formentlig været en dramatisk oplevelse for parret i sejlbåden at drive rundt på må og få uden motorkraft, vurderer Birger Isaksen, leder af Sæby Redningsstation.

- Den slags situationer træner vi hele tiden, siger lederen af redningsstationen.

Det tyske par havde lige købt båden i Sverige - nær Gøteborg - og var på vej hjem med kurs mod Tyskland, da motoren satte ud. På grund af det kraftige blæsevejr kunne de ikke bruge sejl.

Kilde: Nordjyske.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader