Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
- Det er vigtigt for os, at dem der skal ombord har forståelse for, at det er et transportmiddel, man bor på, og som alle andre ting i bevægelse, kan de gå i stykker, og der kan opstå uventede situationer undervejs, lyder det fra Sailing Columbie. Foto: Privat

Sailing Columbie kommenterer på negative gasteoplevelser: Vi skal adskille forretning og gastesejlads

Felix og Cameron Frost Gotthard fra virksomheden “Sailing Columbie” har udviklet et koncept, der skaber gennemsigtighed og gennemskuelighed i gastesejlads og adskiller forretning og gastesejlads. Læs deres kommentar.

Af Cille Rosentoft |

Her hos minbaad har vi den seneste tid bragt forskellige artikler om gastesejlads. Senest om gastesejlads, hvor tidligere gaster pegede på alvorlige overtrædelser af sikkerheden ombord hos firmaet Nord & Syd. 

Den store udfordring er, at reglerne er forskellige, alt efter om vi taler om ren gastesejlads eller om en virksomhed, som tager betalende gæster med.

I forbindelse med udgivelsen af denne artikel, har vi her på redaktionen fået mange forskellige henvendelser om forskellige oplevelser, der på den ene eller anden måde peger på et marked, som er nødvendigt at kigge nærmere på. 

Én af de henvendelser vi har fået, forholder sig ikke til konkrete både eller fællesskaber, men kommer derimod med en kommentar til det generelle billede af gastesejlads. 

Felix og Cameron Frost Gotthard vil med deres virksomhed “Sailing Columbie” gøre op med virksomheder, der gemmer sig bag løfter om at være en del af fællesskaber. De peger på, at der skal et mere officielt og gennemskueligt koncept på bordet, for både der driver gastesejlads som forretning.

Felix og Cameron Frost Gotthard har følgende kommentar:

- Hos Sailing Columbie har vi en ny vinkel på gastesejlads og rejser ombord på skibe.

- Vi beskæftiger os med maritime rejser, og vi har stor personlig erfaring på området.

- De seneste par år er interessen for at komme ud og sejle som gast steget markant, og heraf er der blevet skabt en mere kommerciel tilgang til gastesejlads, end hvad vi tidligere har kendt fra dét at være langturssejler.

Behov for et mere officielt koncept

- Kombinationen af den stigende efterspørgsel på gastepladser og et stødt stigende antal danske skibe på verdenshavene har gjort, at vi ser et behov for et mere officielt koncept, som tilbyder gennemskuelighed, ordnede forhold og retningslinjer for alle gaster samt de skibe, der sejler med dem.

- Vi har taget konsekvensen og har udviklet et holdbart koncept, som netop sikrer gode forhold og ordentlige, gennemskuelige handelsvilkår.

- Det er et krav, når man driver forretning, men vi gør det i høj grad også, fordi vi oplever stigende efterspørgsel på transparens og ensartede forhold, når man som ung gast skal afsted på sit livs største eventyr.

- Vi har oplevet flere gaster, som i deres søgen efter gasteplads, har følt sig skuffede eller snydt. Fælles er, at der ikke foreligger reelle handelsvilkår for deres rejse som gast, samt at betalingen for turen ofte sker til en privat konto.

- Når uheldet så er ude, og uenigheder opstår, har hverken gast eller båd noget reelt at falde tilbage på, og det kan udvikle sig til en ærgerlig konflikt. Mislykkes de to parter med at finde en holdbar løsning, er pengene ofte tabt, da de er indbetalt til en privatperson. 

- Mange langturssejlere der tilbyder gastesejlads, har ikke nogen reelle handelsvilkår at falde tilbage på, hvilket er ærligt, for ingen ønsker at stå i en kedelig situation, hverken skibet eller gasten. FTLF har i sin tid lavet nogle handelsvilkår, men disse vilkår er ikke juridisk korrekte, eller forældet. 

- Vi har rådført os med eksperter, og med støtte fra dygtige advokater og revisorer har vi kunnet udarbejde et koncept, der gør op med mange af de problemstillinger fra gastesejlads.

Omfattet af lovpligtig pakkerejselov

- Fælles for alle gælder ”når du som gast betaler for at være ombord på et skib, betaler du for indkvartering, altså overnatning og ophold, samt transport til de forskellige destinationer, som skibet sejler til - hvorfor du juridisk set har købt og betalt for en pakkerejse”. Derfor skal du være opmærksom på, at dem, du køber din rejse af, er omfattet af den lovpligtige pakkerejselov.

- Som dansk rejseudbyder er vi medlem af Rejsegarantifonden, og vi kan derfor med ro i maven fortælle vores kunder, at skulle vi havne i problemer, der gør, at vi ikke kan refundere deres penge, så er de dækket hos Rejsegarantifonden. Det ved vi, er en enorm tryghed, som vi får meget positiv respons på, og det er vi meget stolte af at kunne tilbyde.

- Samtidig gør vi rigtig meget ud af at fortælle om de forventninger, som vi har til gaster, der skal med ombord, da det er supervigtigt, at begge parter ved, hvad de går ind til, inden aftalen indgås. 

Vigtigt med forberedelse af gaster

- Det er vigtigt for os, at dem der skal ombord har forståelse for, at det er et transportmiddel, man bor på, og som alle andre ting i bevægelse, kan de gå i stykker, og der kan opstå uventede situationer undervejs. 

- Når det sker og man er på den anden side af jorden, er der ikke dag til dag-levering på reservedele. Hvorfor der kan opstå venteophold og ændringer i planen - Det hører til rejseformen, og er en del af den oplevelse vi tilbyder.

- Heldigvis oplever vi også, at netop ændringer og pludselig opståede situationer, er det, der kan skabe de unikke oplevelser, som ikke stod i brochuren hjemme i Danmark. Det er tit her gasterne kan rykke sig, og prøve kræfter med ting og opgaver, der ikke hører hverdagen til. 

- Dernæst er det vigtigt for os, at vores gaster har kendskab til daglige rutiner som indkøb, dykning, udflugter, flybilletter, madvaner, samt hvilke opgaver man som gast forventes at tage del i ombord på skibet.

- Det er igen også noget, som vi gennemgår med gasterne når de kommer ombord, hvor vi også holder sikkerhedsbriefing, førstehjælpskursus, og lærer folk om skibet samt dets udstyr. Dernæst er det vigtigt for os at vores gaster er opmærksomme på de kulturforskelle de møder på rejsen, og at de som langturssejlere og rejsende udviser respekt for lokale normer, religion og påklædning. 

Vigtigt med sammensætning af gruppen

- Når man booker en plads hos os, gør vi samtidig vores ypperste for at sammensætte grupper af gaster som matcher. Det vil sige, at man kommer afsted med ligesindede, der har samme forventninger til rejsen. Det oplever vi skaber god harmoni, som i sidste ende betyder vellykkede rejser, nye venskaber, selvudvikling og uforglemmelige oplevelser.

Adskillelse af forretning og delesejlads

- Vi har respekt for gamle traditioner, og der skal stadig være plads til den traditionelle langturssejler. Vores mål er ikke at konkurrere med folk, der skal på langtur og som vil sejle på delebasis, ligesom det har været gjort i årtier.

- For os handler det om at adskille den forretningsorienterede sejlads og den traditionelle langtursmodel, så den ikke misbruges, og derved mister sin funktionalitet.

- Derfor opfordrer vi alle kommende gaster og langturssejlere til at tilmelde sig Gastegruppen på Facebook. Gruppen har siden 2012 været den officielle gruppe for gastesøgning, og er nu en del af Columbie. 

- I fremtiden, og i samarbejde med tidligere gaster og dygtige langturssejlere, kommer vi til at stille krav til skibe, der annoncerer rejser, så vi kan sikre en sund branche fremadrettet. 

- Vil du være med til at sikre gennemskuelige og reelle rejser til gaster, så er vi klar til at fortælle mere om konceptet, samt hvordan du kan blive en del af vores projekt, siger Felix og Cameron Frost Gotthard.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader