Sidse fra Egå har båden på land for at forberede sommerens sejladser og wire skiftes i rig

Af den årsag forsøger jeg altid at begrænse tiden på land mest muligt. I denne omgang er jeg derfor en uge på land, og så er det bare turbo og kun det mest nødvendige, der prioriteres. Så må man værne om sine særdeles ømme muskler, når man på et tidspunkt er i mål med vedligeholdelsen og igen ligger i det blå. 

Min båd Anori og jeg, kommer nok aldrig til at kæmpe med om titlen som marinaen smukkeste båd.Selvom jeg beundrer de “ren-skibs-polerede-spejle”, der disse dage sænkes ned i landets marinaer, så er Anori den lykkelige ejer af mange gelcoteskader og nødtørftige malingsrettelser. Derfor giver den helt store polering ikke mening. Men træværket, dæk og fribord skal vaskes og skroget bundmales, nye zinkanoder skal installeres. 

Ny rig 

Årets helt store opdatering foregår i mastehøjde, da jeg har besluttet at skifte alle wire ud til nye. Sidste år gik jeg og ordnede masten, da en rigger fortalte at min nuværende rig, er mindst 20 år gammel. Selvom der hverken var rust eller lus, så synes jeg, at terminalerne er lidt for bøjede til min sindsro.

Det viste sig at være et større projekt at afmontere riggen, end jeg først havde forestillet mig. Skruerne som holder wiren fast på sallinghornen er iret fast, og pinolskruerne i mit rulleforstag er sat fast med locktide. Jeg har derfor været nødt til at slå bitt fast i skruerne med en hammer og opvarme skruerne med en varmeblæser, for at kunne afmontere rulleforstaget fra wiren.

Det ender nok med at koste mig et par nye pinolskruer, men det er trods alt billigt sluppet, for rulleforstaget er i udmærket stand. Sallingshornet tog jeg med på riggerværkstedet, hvor den blev det udsat for både ild, vold og bandeord, inden den til sidst kom af. 

For at få ro i sindet når jeg stævner ud mod Nordatlanten, har jeg valgt at skifte alle wire. Topstag og vanter forbliver stålwire, men undervanterne skal være af dyneema - et materiale jeg har været nødt til at undersøge forsigtigt. 

Dyneema eller ej

Det var under min tid på en flydende kitesurfskole i Polynesien, at jeg først stiftede bekendtskab med en rig lavet af andet end stål. På den ombyggede racerkatamaran, som jeg boede og arbejdede på, var riggen udelukkende af dyneema. Udover de vægtmæssige fordele på en i forvejen let båd, så udmærker dyneema sig ved dens gennemsigtighed. Hvis der er noget galt - så kan du se det. 

En rig af stål kræver enten et minimum af engagement eller specialviden og værktøj for at vedligeholde det. Dyneema placerer sig midt imellem. Som sejler kræver det, at man sætter sig en smule ind i tovværkets egenskaber og ulemper, og f.eks træffer valg om, hvordan den skal spændes op. Man vil også kunne skifte et slidt vant selv, da man kan have et ekstra liggende i kistebænken. Nu skal dyneemaen afprøves, og hvis jeg skifter mening, kan jeg altid gå tilbage til wire.

Slap heldigt fra grundstødning i Sverige 

Det var en smule nervepirrende at se båden blive løftet op, da jeg endnu ikke vidste, hvilke overraskelser, der ventede på mig efter en grundstødning i Sverige.

I den svenske skærgård gik jeg på grund, mens jeg stadig havde gaster ombord. Det var virkelig en “hovedet-under-armen” situation. 4,5 knob og øjnene rettet mod land og ikke på søkortet. Vi ville forsøge at lægge til ved klipperne, i stedet endte jeg med at sejle på det eneste rev i miles omkreds - flot klaret kaptajn! 

Det gode ved at have en båd fra 1970'erne er at de kan holde til lidt af hvert. (Jeg regner ikke med, at jeg behøver at fortælle jeg om ulemperne.) Ifølge arkitekterne bag B31’eren ønskede de “at bygge en båd, så stærke, at de kunne sejle ind i en klippe under fuld hastighed uden nogen skader på skroget”. 

Jeg er ikke ligefrem stolt af at være gået på grund, men jeg synes faktisk vi slap godt ud af situationen. Vi sad godt og grundigt fast på revet og motoren var ikke til meget hjælp. Jeg satte i stedet genuaen og med let rystende stemme bad drengene hænge sig i storsejlsfaldet ud til styrbord. Vinden tiltet kølen og lige så stille sejlede jeg os af. 

Senere dykkede vi ned og tjekkede kølen og rigboltene i dørken, og da vi ingen skader fandt, sejlede jeg endnu 1500 sømil, inden jeg så kølen på land. 

Ganske som arkitekterne ønskede slap også jeg heldigt fra nærkontakten med de svenske skær. Bundmalingen mangler, men ellers er der intet at se. Jeg har slebet det ned, renset for rust og forseglet med epoxy. Nu er jeg klar til at bundmale. 

Fremtidige projekter under vandlinjen

Måske jeg bider i det sure æble og får malet fribordet på ny. Det ender dog altid med at være sjovere at bruge sin dyrebare tid og penge på eventyr frem for bådarbejde. 

Min foldepropel er også af ældre dato, og der er en smule slør i den. Den holder til eventyret denne sommer, men næste gang båden skal på land, må jeg hellere gøre noget ved den. Jeg er derfor så småt begyndt at kigge mig efter en ny propel eller i hvert fald en, der er ny for mig.

- Sidse