Sikkerhed handler om at passe på hinanden - SejlSikkert med nyt opråb til sportsudøvere på vandet
Med årets kampagne sætter SejlSikkert blandt andet fokus på de selvorganiserede vandsportsudøvere. Samtidig er der foruden det fysiske materiale, også nyt materiale rettet mod sociale medier, så det stærke budskab om sikkerhed til søs kommer bredt ud i både havne, klubber, på stranden og på de digitale platforme.
Sikkerhed skal ikke handle om løftede pegefingre, men om at vise omsorg. Når man minder andre om at huske vesten, viser man, at man gerne vil passe på dem, og når der er styr på sikkerheden, giver det samtidig en større frihed til at nyde turen på vandet. Derfor skal de gode sikkerhedsvaner blive en naturlig selvfølge, fortæller SejlSikkert til minbaad.dk.
Fokus på selvorganiserede vandsportsudøvere
I Danmark har vi 8.593 km kystlinje, så uanset hvor man befinder sig, er der aldrig langt til havet, og det er der mange der nyder godt af. Ifølge Idrættens Analyseinstitut er vandsport det område, der er vokset mest, så der er nu omkring 1.140.000 danskere der dyrker vandsport. Nogle af alle dem er medlemmer af en klub, og har del i et fællesskab, der kan give erfaringer og gode sikkerhedsvaner videre, men der er også mange som tager ud på egen hånd.
Det er vigtigt, at alle der bruger deres fritid til søs, tager den gode sikkerhedskultur med på vandet. Når der er styr på sikkerheden, giver det nemlig frihed til at nyde turen uden bekymringer, både for dig der er afsted, men også for dem der venter på dig derhjemme.
SejlSikkert har i mange år gjort sikkerhed synlig på havne og i klubber, men opgaven med at påvirke til en bedre sikkerhedskultur skal løftes bredere, hvis man skal have alle de 1,14 mio. danskere med. Det kan dog godt være lidt af en udfordring at nå ud til særligt de selvorganiserede vandsportsudøvere, fordi de er spredt ud over flere tusinde kilometer kystlinje, og derfor kan man ikke så godt skilte sig ud af det.
Til gengæld kan man ved fælles hjælp komme langt. Vi kan ikke holde øje med alle, men alle kan holde øje med nogen. Derfor håber SejlSikkert med årets kampagne at sparke gang i en folkebevægelse, hvor vi hjælper til at minde hinanden om sikkerheden, så den bliver en selvfølge for alle dem, der bruger deres fritid på havet.
Byg en redningsvest på stranden
Det gøres blandt andet med kampagnen ”#voresvest”, hvor man på stranden eller ved havnen kan bygge en redningsvest ud af de materialer, der er ved hånden.
Hvis du har gået en tur ved stranden i år, er du helt sikkert før eller siden stødt på et lille tårn stablet af sten. Det har længe været populært at bygge sådanne figurer og stentårne, og på samme måde håber SejlSikkert, at redningsvesten kan blive et både sjovt og kreativt indslag på turen til stranden, samtidig med at den tjener som en venlig påmindelse om at passe på hinanden. Redningsvesten er en stærk figur, fordi den med sin enkelthed er nem for både store og små at bygge, men samtidig er den også et af de mest velkendte symboler på sikkerhed til søs.
Det er kun fantasien der sætter grænser.
Hvis man i løbet af sin sommer bygger en redningsvest, kan man indsende billedet til SejlSikkert på info@soesport.dk, eller dele det på sociale medier og tagge det ”#voresvest”.
Tanken med at strandbillederne kan deles online, hænger sammen med ønsket om at sikkerhedsbudskabet skal bredere ud, så det ikke kun er ved havnen, i klubben eller på stranden at folk bliver mindet om sikkerheden.
Sejlerne er også på sociale medier
Der er nemlig efterhånden også rigtig mange, som finder både inspiration og viden på forskellige digitale platforme. Det vrimler med spørgsmål om alt fra motor-teknik til havnepladser i Facebookgrupper, og man kan følge mange spændende sejlereventyr fra både nær og fjern på Instagram.
Derfor er det vigtigt, at sikkerhedsbudskabet også står stærkt på de digitale platforme, hvor flere og flere søger deres information. De sociale medier er tænkt ind i årets kampagne, så vi også kan være med og påvirke til en bedre sikkerhedskultur online.
Det gøres blandt andet med tre kampagnefilm, der har henholdsvis stand up paddle, kajakroning og jollefiskere som omdrejningspunkt.
Filmene kan ses og deles på sociale medier, og hovedbudskabet er i tråd med resten af kampagnen, at vi skal styrke sikkerheden ved at vise omsorg og passe på hinanden.
Filmen der omhandler SUP bliver samtidig vist i Gentofte Kino og Empire Bio på Nørrebro fra d. 8. juli til d. 7. august 2023.
Du er stadig velkommen i klubben
Men selvom årets kampagne i højere grad er rettet mod de selvorganiserede vandsportsudøvere og tilpasset digitale platforme, så skal sikkerheden selvfølgelig også fortsat være synlig på havnen og i klubberne, for der er trods alt stadig mange, der bruger en stor del af deres tid der. Derfor bygger en del af kampagnen videre på sidste års ”Velkommen i klubben”-kampagne, der handler om at give de gode sikkerhedsvaner videre igennem det fællesskab der er mellem medlemmer i klubberne.
SejlSikkert har blandt andet udviklet et nyt broskilt, der kan sættes op på havnene, for at minde folk om at huske redningsvesten. Det er i samme stil som skiltet fra sidste år, og de kan derfor spille sammen hvis de hænges op nær hinanden. Den skarpe læser vil bemærke, at skiltet også har en dobbelt funktion, idet det kan fungere som skabelon for strandfigurerne, og på den måde bindes kampagnens forskellige dele sammen.