Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Emil Midé Erichsen, tv. ses her under SailGP i København, hvor han var vært på TV2 Sporten. Foto: Troels Lykke

Emil Midé Erichsen udgiver ny bog 'At vende sig mod havet'

Der er ikke flere uopdagede pletter tilbage på landkortet. Er eventyret dødt? For at bryde med karriereræs og dagligdagens trummerum sætter Emil ud for at genopdage eventyret i sit liv, lyder det i en ny bog fra sejlerkendissen.

Af Troels Lykke |

Hvordan udlever man eventyret, når man samtidig har ambitioner om at være en tilstedeværende far og kæreste?

Ti år efter, at han og broren Theis satte kurs mod de uendelige oceaner, drager Emil nu ud på en vandring over øde arktiske vidder, hvor frostklare tanker samler sig, sådan lyder det i en Forlagsbeskrivelse om bogen.

Tanker om fællesskab og kærlighed. I et tilbageblik på årene, der er gået, tager han læseren med på sin rejse efter at realisere eventyret og samtidig leve op til det ansvar, voksenlivet bringer.

Eventyret lever stadig

AT VENDE SIG MOD HAVET er et selvransagende opråb med en besked om, at eventyret stadig lever. Og at rejsen ikke handler om stederne, vi ser – men om øjnene, der ser dem.

Emil Midé Erichsen er søn af tv-vært Mikkel Beha Erichsen og barnebarn af Troels Kløvedal, som var både eventyrer, søfarer og forfatter. Emil Midé Erichsen er bl.a. kendt fra TV2-programmerne ”Kurs mod fjerne kyster” og ”Kurs mod danske kyster”, hvor han sammen med sin familie sejlede ud på eventyr med båden Havana.

I biografien ”At vende sig mod havet” kommer læseren tæt ind på livet af Emil Midé Erichsen og får indblik i hans mange refleksioner og tanker om kærlighed og ansvar, men også efter behovet for eventyr og at bryde med hverdagens hamsterhjul samtidig med et stort ønske om at være en tilstedeværende far og kæreste.

Det gør han sig mange tanker om, mens kursen er sat mod de øde arktiske vidder.

Destinationen er knap så vigtig

– “At vende sig mod havet” handler blandt andet om det liv, jeg gerne vil leve, og at være bevidst om de valg, jeg træffer i dén forbindelse, fortæller Emil Midé Erichsen til BILLED-BLADET. 

– Jeg drømmer sammen med Louise (hustruen, red.), og det er så givende at sidde på terrassen i kedeldragter i januar og snakke om drømmene, som godt kan være utopiske – for eksempel at åbne en dykkerskole på Bali, men det giver energi og glæde. Drømme behøver ikke handle om noget stort og vildt, men man skal huske at drømme om det nære for at gøre hverdagen til et eventyr. Lige nu er drømmen for mig og min familie at skabe en hverdag med meget tid med vores børn – også gerne i længere perioder. Hvordan det skal gøres, er vi ikke kloge på endnu, men destinationen og udsigten er knap så vigtig, fortæller Emil Midé Erichsen.

Bogen på 252 sider kan fx købes her for 249 kr. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader