Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Speedbådsbeviset tæller ikke længere som bestået Praktisk prøve i Duelighed. Foto: Troels Lykke

Ny fritidssejler-uddannelse: Speedbådsbeviset tæller ikke længere som bestået Praktisk prøve i Duelighed

Minbaad.dk har talt med Finn Jørgensen fra Københavns Sejlerskole. Han fortæller om den nye bekendtgørelse 666 af 31/05/2023 vedr. fritidssejler-uddannelser. Bekendtgørelsen vil få indflydelse på sejlere, der tager en fritidsuddannelse og specielt for dem, der har taget speedbådsbevis.

Af Troels Lykke |

Fra d. 1 juli er der trådt en ny bekendtgørelse i kraft, der påvirker erhvervelsen af beviser for fritidssejlere samt fritidssejlernes prøveforløb. Finn Jørgensen fra Københavns Sejlerkole opsummerer her de nye regler for vores læsere.  

For det ”gamle” Duelighedsbevis sker der ingen ændringer.

Det kan også fremover anvendes:

- Som dokumentation for ret til at føre speedbåd op til 15 m

- Som ret til at indstille sig til Y-3-prøven.

- Til mod betaling på ca. 1400 kr. (omkring 600 kr. for farveblindheds- og høretest, 855 kr. til Søfartsstyrelsen for udstedelse af bevis) at søge om et Duelighed Sønæringsbevis, der giver ret til at fungere som styrmand (ikke skipper) på både mellem 15 og 24 m i Nordeuropæisk farvand. 

Vær opmærksom på nye regler

Det ”nye” bevis er et prøvebevis som bekræfter bestået Praktisk prøve (det bliver nu kun godtaget, hvis aflagt i ”ikke planende” motorbåd eller sejlbåd) og Teoretisk prøve i Duelighed. Prøvebeviset kan ikke anvendes som dokumentation for retten til at sejle speedbåde op til 15 m.

Det er et rettighedsbevis, der giver ret til at søge om: 

- Speedbådsbevis

- Duelighed Sønæringsbevis (som tidligere beskrevet)

- Indstilling til Y-3-prøven

Det betyder i praksis, at efter de to prøver er bestået, skal der hos en prøveudbyder mod betaling på ca. 100-150 kr. søges om udstedelse af et speedbådsbevis for at dokumentere, at man har ret til at føre speedbåde op til 15 m.

Nye ændringer ved speedbåds certifikat

Speedbådsbeviset  fortsætter som kvalifikationsbevis, der kan anvendes til dokumentation af retten til at føre speedbåd op til 15 m ved evt. kontrol af politiet. Det kan også anvendes sammen med en bestået teoriprøve i Duelighed til at søge Duelighed Sønæringsbevis

Men speedbådsbeviset tæller ikke længere som bestået Praktisk prøve i Duelighed. Det betyder, at det ikke længere i kombination med Teori Duelighed giver ret til at indstille sig til Y-3-prøven.

Fremover skal de, der har aflagt praktisk prøve i Speedbåd, enten aflægge ny prøve i ”ikke planende motorbåd” eller sejlbåd eller bede om merit (f.eks. ved at dokumentere relevant sejlerfaring) for at kunne indstille sig til Y-3-prøve. Her er altså indlagt en lille snubletråd for både nye og tidligere indehavere af Speedbådsbeviser, for at de kan videreuddanne sig og gøre sig klogere.

Værd at påpege 

Det drejer sig om optjening af fartstid til erhvervelse af Y-1 Sønæringsbevis. Det kan fremover optjenes ved sejladstid som skipper/styrmand i både over 10 m og ikke som hidtil kun i både over 15 m. Sejlads-dokumentationen skal som minimum indeholde flere 2 eller flere dages ture. Specielt er det vigtigt at kunne dokumentere, at turene har indeholdt nat/mørke-sejlads. Det bliver op til de enkelte prøveudbydere at fastlægge de helt præcise krav.

Finn mener det er et godt skridt fremad, da det giver langt flere på en kvalificeret baggrund mulighed for at opnå Y-1 Sønæringsbevis. Han synes dog også at det er en smule pudsigt og han har en vis forundring ved de nye ændringer. 

I følge Dansk Sejlunion, er de igang med at udarbejde et nyt indberetningsark for Duelighedsprøverne, hvor en prøvetager kan bestille et speedbådsbevis samtidigt med et bevis for bestået duelighedsprøve, for en samlet pris af 150kr. Hvis en prøvetager først senere, bestiller et speedbådsbevis, vil det koste 120kr for bestilling af nyt fritidssejlerbevis. 

Som de også pointerer kan alle med et bevis for bestået duelighedsprøve, der er udstedt før den 01.07.23, sejle speedbåd udelukkende med et bevis for bestået duelighed, hvorimod alle, der får udstedt et bevis for bestået duelighedsprøve efter den 01.07.23, vil skulle bestille et speedbådsbevis udover beviset for bestået duelighedsprøve. 

I kan læse mere om de nye bekendtgørelser her.  

Motor
content-loader
content-loader
content-loader