Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Bestyrelsesformand for Sejlklubben Sundet, Ole Brandt: - Vi ligger side om side, og er fælles om havnens faciliteter og vi vil have samme vilkår som de andre sejlklubber. Arkivfoto: Troels Lykke

Svanemøllehavn: Sejlklubben Sundet vil ligestilles økonomisk med sejlklubberne Frem og KAS

Hvordan kan samarbejde og fællesskab mellem tre sejlklubber fremmes, når vilkårene og den økonomiske støtte er vidt forskellig? Det undrer Sejlklubben Sundet sig over og kæmper nu for at skabe retfærdighed.

Af Cille Rosentoft |

I Svanemøllehavn ligger tre sejlklubber side om side. De har samme funktion og samme mål. Men de har ikke samme vilkår. Den ene af sejlklubberne får mindre økonomisk støtte end de to andre. Det undrer bestyrelsesformand for Sejlklubben Sundet, Ole Brandt, sig over og han vil derfor gerne have Københavns Kommune til at forholde sig til uretfærdigheden:

- Det jeg reagerer på, er uretfærdigheden, fortæller Ole Brandt og fortsætter:  Af historiske årsager er vi havnet på By og Havns arealer, så vi får forskellig økonomisk støtte. Vi ligger side om side, og er fælles om havnens faciliteter og vi vil have samme vilkår som de andre sejlklubber. Vi vil ligestilles med de andre sejlklubber.

Tilskud betinget af historiske årsager

De tre sejlklubber i Svanemøllehavn er af historiske årsager havnet på arealer med forskellige ejere. Sejlklubberne Frem og KAS ́ arealer ejes både af Københavns Kommune og By og Havn, hvor Sejlklubben Sundets arealer udelukkende ejes af By og Havn. Københavns Kommune giver økonomisk tilskud til klubbernes betaling af landplads for arealer ejet af Københavns Kommune – men ikke for arealer ejet af By og Havn. 

I kroner og ører har det stor betydning for Sejlklubben Sundet, der anslår, at det drejer sig om cirka 800.000 kroner - altså mere end 650 kroner pr medlem pr år.

Sejlklubben Sundet arbejder for fællesskaber og aktiviteter

Sejlklubben Sundet er med 1200 medlemmer ellers en af de største sejlklubber i Svanemøllehavn og klubben bidrager til at skabe fællesskaber og aktiviteter på tværs af klubberne og med forankring i lokalområdet - præcis som beskrevet i den Visionsplan, som er udarbejdet mellem Svanemøllehavns klubber og By og Havn i 2021.

Vi har udarbejdet en visionsplan, som kræver sammenhold. Den er udarbejdet af alle klubberne, men spørgsmålet er, hvordan vi kan samarbejde, hvis der ikke er lige forhold? udtaler formand for Sundet, Ole Brandt.

Alle følgende aktiviteter baseres på frivillig arbejdskraft:

  • En sejlerskole med ca. 110 aktive elever, der sejler fem dage om ugen i sæsonen og teoretisk undervisning om vinteren. Der er venteliste til skolen for at lære at sejle.
  • En handicapafdeling, hvor klubben har stillet seks både og instruktører til rådighed for ugentlige sejladser med handicappede sejlere.
  • En særlig afdeling for sejlere uden båd, hvor klubben har stillet to både til rådighed til fri afbenyttelse for individuelle og fælles sejladser. 
  • En kajakafdeling med fælles aktiviteter og ture.

Ligeledes arrangerer klubben en række større kapsejladser, der henvender sig til sejlere i København- og Øresundsområdet. Sundets arealer bliver også brugt vederlagsfrit af de øvrige foreninger i havnen til sociale arrangementer, afvikling af kapsejladser, søsætning af både samt parkering af biler i sæsonen. 

Desuden bliver den nye Vandfestival, som afholdes for andet år i 2023 i stor udstrækning, afviklet på Sejlklubbens Sundets arealer. 

Kæmper for retfærdighed mellem klubberne

Sejlklubben Sundet oplever nu at blive sendt rundt i systemet, fordi ingen kan eller vil tage ansvar. Sejlklubben Sundet var inviteret til møde med en embedsmand i Københavns Kommune den 1. juni.

Her håbede de på at nå frem til en løsning, der kan bringe retfærdighed til Svanemøllehavn og igen samle de tre sejlklubber, der har levet sammen så længe, men bliver behandlet vidt forskelligt.

Desværre kom der ikke en løsning på problemet den 1. juni, men bestyrelsen i Sejlklubben Sundet er fortsat indstillet på at finde en løsning. 

 - For enhver må da kunne se, at den nuværende situation ikke er holdbar, slår formand Ole Brandt fast.

Er der andre sejlklubber, der oplever lignende uretfærdighed, vil minbaad meget gerne høre fra dem. Send en mail til journalist Cille Rosentoft: cille@rosentoft.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader