Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De sidste tre år har været uforudsigelige og svære at navigere i. Under Corona-pandemien oplevede DanPilot stor nedgang i aktiviteten, hvor lodseriet valgte at fastholde alle medarbejdere. PR-foto

Lodseriet DanPilot vil ansætte 30 nye lodsaspiranter

- Vi ansætter en kombination af erfarne lodser og lodsaspiranter, som kan bistå med at sikre det danske farvand både nu og i fremtiden, siger Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør hos DanPilot.

Af Troels Lykke |

Lodseriet DanPilot har et stort ønske om at investere i uddannelsen af nye lodser, så det danske farvand fortsat er sikret kvalificerede lodser i fremtiden. Derfor igangsatte man i første halvår af 2022 en større rekrutteringsplan, som skal sikre uddannelse af op mod 30 nye lodsaspiranter. Aspiranterne skal bidrage til at håndtere den stigende efterspørgsel på at tage lods ombord, aflaste nuværende lodser og sikre endnu bedre service for DanPilots kunder.

I DanPilot tager man forsyningspligten og samfundsansvaret for den kritiske infrastruktur meget alvorligt. Det er essentielt for sikkerheden til søs, at der kan foretages lodsninger overalt i Danmark med høj kvalitet og sikkerhed - og det kræver naturligvis kvalificeret arbejdskraft. Derfor igangsatte virksomheden i 2022 en større rekrutteringsplan, hvor DanPilot ansætter en kombination af erfarne lodser og lodsaspiranter. Det betyder helt konkret, at DanPilot inden udgangen af 2023 vil have ansat op mod 30 nye lodsaspiranter efter en grundig ansættelsesproces.

”For at Danmark kan forblive en stærk søfartsnation, så er det altafgørende at have den helt rigtige og kvalificerede arbejdskraft. Hos DanPilot fortsætter vi med at investere i rekruttering og sikrer de rette kompetencer. Vi ansætter en kombination af erfarne lodser og lodsaspiranter, som kan bistå med at sikre det danske farvand både nu og i fremtiden. Vi ser investeringen i lodsaspiranterne som en del af det samfundsansvar, DanPilot har som statslig lodsvirksomhed,” siger Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør hos DanPilot i en pressemeddelelse.

De sidste tre år har været uforudsigelige og svære at navigere i. Under Corona-pandemien oplevede DanPilot stor nedgang i aktiviteten, hvor lodseriet valgte at fastholde alle medarbejdere.

Denne beslutning blev, ud over prioriteringen af at udvise samfundssind under Corona, truffet for at fremtidssikre driften, så DanPilot kunne servicere kunderne bedst muligt ved en efterfølgende forventet normalisering. Som en direkte konsekvens heraf har DanPilot fra 2022 stået bedst muligt rustet i en tid, hvor der er en styrket efterspørgsel på virksomhedens service.

”Vi har haft meget travlt i den seneste tid, og det har medført, at vores ansatte har skulle arbejde ekstra hårdt i en periode, hvilket jeg er meget glad for og stolt over, men det er ikke optimalt på den lange bane. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at få enderne til at mødes, og derfor er rekrutteringen af lodsaspiranter en vigtig investering for DanPilot og sikkerheden til søs i Danmark,” siger Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør i DanPilot.

Lodsning er en højt specialiseret opgave, og at sikre de rigtige kvalifikationer er en proces med en længere tidshorisont. DanPilot ansætter typisk kaptajner som aspiranter til at blive lods, og kandidaterne vil typisk have mindst 15 års erfaring i erhvervet for at komme i betragtning til stillingen som lodsaspirant.

Som aspirant skal man derfra igennem videreuddannelse og simulatortræning, før man efter bestået eksamen må lodse skibe med lav dybgang. Og derfra går der yderligere tre år, før man som lods må operere på de helt store skibe.

FAKTA

  • DanPilot igangsatte i starten af 2022 en større rekrutteringsplan for at sikre flere lodser og lodsaspiranter.
  • Sidste år ansatte DanPilot 7 nye lodser, ligesom lodseriet for første gang i flere år igangsatte en større rekruttering af lodsaspiranter.
  • DanPilot har allerede to hold med i alt 12 lodsaspiranter, som er færdiguddannede i første kvartal 2023.
  • Der er opstart på et nyt hold lodsaspiranter i februar, og forventeligt to yderligere hold i 2023.
  • DanPilot forventer at ansætte op mod 30 lodsaspiranter i løbet af 2022 til 2023.
  • Lodseriet rekrutterer desuden lodser til kombinerede stillinger for DanPilot og DanPilot Greenland.

Om DanPilot

DanPilot er en selvstændig offentlig virksomhed, der er ejet 100% af den danske stat. Lodseriet skaber sikkerhed til søs og i havne i hele Danmark, fordi DanPilot’s højt specialiserede lodser kender farvandene og forebygger uheld. DanPilot lodser skibe, der sejler transit mellem Skagen og Gedser/Allinge gennem Storebælt og Øresund og skibe, der skal ind og ud af danske havne. DanPilot har 17 lodsstationer i Danmark og yderligere fire bådpladser. I alt har DanPilot ca. 350 medarbejdere, heraf ca. 180 lodser og ca. 110 bådførere. DanPilot har hovedkvarter i Svendborg.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader