Solosejleren Sidse og hendes B31 blev overrasket af dårligt vejr på vej ind i Lysefjorden i Norge 

På turen op langs Norges vestkyst fra Egå er jeg sejlet ind i landet for at opleve en af de fjorde som vestkysten er så berømt for. 

Det lykkes at sejle for sejl på vej ind mod fjorden, men så snart båden rundede om hjørnet, hvor Høgsfjorden ved Stavanger-kanten bliver til Lysefjorden, døde vinden mellem de store klippevægge, der rejser sig på begge sider.

Resten af turen ind mod Flørli 2/3 inde i fjorden, blev tilbagelagt for motor. Mastodonterne rejser sig på begge sider og tre meter fra klippevæggen er der 70 meter dybt og man kan sejle helt hen og klappe væggen. Det er fascinerende for en dansk sejler, der er vant til noget mere bløde kurver på havbunden. 

Flere årstider på en enkelt dag 

Solen skinner og jeg sejler i shorts og bikini, men mørke skyer truer i horisonten. Jeg har tid til at forberede mig, men der er ikke mange andre alternativer end at fortsætte. Det er svært at ligge for anker i en fjord på 450 meters dybde. Eller finde læ af land. 

De vindstille forhold ændrer sig og bliver til kraftig sidevind, der suser ned langs klippesiderne. Siden drejer vinden og jeg sejler nu for motor mod vind og bølger. Det er sommer og lyst de fleste timer af dagen. Alligevel virker det mørkt over fjorden og på toppen af klipperne glimter lynene. “Bjergene er meget højere end mig”, hvisker jeg til mig selv i et forsøg på at overbevise mig selv om at lynet vælger bjergtoppene frem for mig. 

Efter halvandet døgn i møgvejr når jeg frem til naturhavnen ved Flørli. Her skal man helst lægge til med hækken ved en bøje. Men efter 10 forgæves forsøg og en tabt bådshage, opgiver jeg og lægger mig ind langskibs. Og uvejret forsvinder så hurtigt som det kom, og en lokal nordmand fanger min bådshage med sin fiskestang og tungt blink. Se det var sejt.  

Flørli - en bygd uden veje 

Flørli kan kun besøges fra vandsiden eller som vandrende over fjeldet. Alligevel har der gennem tiden boet mange mennesker her. Flørli har

været beboet siden 1600-tallet og har de seneste århundreder været centreret omkring et kraftværk. Skolen lukkede først i 1980’erne og havde førhen omkring 30 børn. I dag er der 2 fastboende i det lille samfund, der ellers besøges af turister og vandrer. 

Området byder på mange spændende og udfordrende vandringsruter og er også hjemsted for verdens længste trætrappe. Jeg sejlede retur mod vest uden overraskelser og uden vind.

Sidse

NB. Følg hende også Instagram: www.instagram.com/sisi_atsea/