Sidse forlod sin B 31 under Pia-stormen - Holbæk Marina står under vand

Her til morgen var båden sikkert fortøjret, inden vandstigningen gjorde det svært at bevæge sig rundt på havnen.

De stier jeg normalt går på er helt dækket af en halv meter vand og tankanlægget er blevet til en ø. Fra vinduer i klubhuset kan jeg se flængede forsejl og revne biminier.

Alligevel er er det gået lang bedre, end vi frygtede. Vandstigningen stoppede ved 1.64, og det efterlader endnu 20 cm oven vande på de stolper, der holder mine agterfortøjninger. Fra nu af trækker vandet sig tilbage. Der er stadig en del blæsevejr, der skal passere, inden vi kan få et overblik over skaderne i morgen. 

Fra øen over molen, hvor jeg normalt parkerer, står jeg i en blafrende oilskindsjakke og med en kiggert i hånden og holder øje med mit forsejl. Der er ingen skader at se ind til videre.  

Sovet i land 
Som sejler føler jeg mig altid splittet imellem ansvaret for at passe på båden og min personlige sikkerhed. Det er svært at forlade sin båd og overlade den til elementernes rasen. 

Alle på haven har forsøgt at sikre bådene bedst muligt inden stormen, og jeg har valgt at overnatte i land. Da jeg i går aftes besigtigede mine fortøjninger, blev jeg bekræftet i, at det var den rette beslutning for mig. Det var ikke rart at være ombord på båden, hvor alt buldrede og bragede. 

Jeg tvivler på, at der ville være meget for mig at stille op, hvis uheldet skulle være ude, og der er ikke nogen, der skal være nødt til at sætte helbredet på spil, fordi jeg skal evakueres. 

Alligevel kan jeg ikke helt holde mig væk, og flere gange i løbet af torsdag og fredag har jeg været forbi båden og opholdt mig i klubhuset på havnen. 

Sammenhold på havnen
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke kan skabe sammenhold. Det er i hvert fald den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter den sidste uges frygt og forberedelser. 

Selvom jeg efterhånden har en del sømil under kølen, så har jeg ikke den erfaring i baggagen, der komme af at have oplevet mange sejlsæsoner. Når vejret raser, står jeg derfor noget rådvild tilbage på broen. Så er det godt, at der er mange garvede kræfter i sejlklubberne, som kan fortælle om stormfloder i Isefjorden gennem tiden. 

De havhærdede sejlere har masse af gode råd til, hvordan man bedst fortøjrer på forskellige typer broer, og hvilket hjørne af havnen, det er bedst at lægge sig i, når vinden kommer fra vest. Os nye sejlere er helt afhængig af den overleverede viden.

Og så kan de også lige mane til besindighed, når min indre drama queen truer med at springe frem under skindet. I løbet af ugen er der løbet mange liter kaffe igennem maskinen i klubhuset, imens sejlere i kedeldragter hjælper hinanden med at sikre bådene.

Personlig er jeg meget taknemlig for den hjælp, jeg har modtaget her, og jeg har følt mig godt orienteret af havnepersonalet i Holbæk Marina. 

- Sidse