Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hele salon-området der skæres ud og repareres. Alt i alt en reparation til en halv million kr., hvoraf Leonora og Sissels andel er 270.000 kr. Du kan nu støtte dem fx ved at købe en Garmin-pakke.

Leonora og Sissel skal skaffe 270.000 til skjulte skader i båden - byd på en Garmin-pakke til 64.000 kr.

KRISE. Leonora og Sissel købte deres Beneteau 50 i Italien i 2022 og sørgede for at få professionel bådkonsulent hjælp til gennemgang af båden inden køb. Men det var ikke nok, erfarer de to unge kvinder nu, hvor de skal skaffe 270.000 til en gammel skade, som de nu har opdaget på båden.

 

Af Cille Rosentoft |

Leonora og Sissel anede ikke, hvad der ventede dem, da de kastede sig ud i projekt jordomsejling for 1,5 år siden. De har ikke forladt Danmark endnu, men turen har allerede kostet dem mange penge - også flere end de forventede.

Da Leonora og Sissel den 20. december delte en update om status på 2022, delte de også seneste udvikling i projekt jordomsejling:

- I forbindelse med bundstokreparationen, har værftet opdaget, at hele vores inderliner i båden ikke hæfter til skroget som den skal gøre. Det er åbenbart ikke noget man kunne have opdaget ved besigtigelsen, det er heller ikke forsikringsdækket i og med det er en skade fra før vi købte båden, men det betyder nu, at vi i stedet for at skulle reparere den agterste bundstok, skal have repareret konstruktionen, altså bundstokke og inderliner i hele salonområdet, fra trappen og frem til masten.

- Værftet er i fuld krig med reparationen, og de har også konstateret, at båden har været repareret før. Det har desværre bare ikke været synligt, og værst af alt har det ikke været et godt stykke arbejde, fortæller kvinderne.

Vrede og frustration

Det var med blandede følelser af vrede, frustration og udmattelse, at Leo og Sissel delte deres nyopdagede viden om den båd, der skal være deres hjem de næste mange år. Pigerne havde ellers gjort alt efter bogen og havde ikke taget let på undersøgelse af båden, inden de købte den.

De havde både haft to riggere, sejlmagere og en dansk båd-besigtiger ombord, inden de tog den endelige beslutning.

For de ville være sikre på, at båden var tjekket igennem inden de sejlede hjem fra Italien til Danmark og de ville vide, hvilke opgaver der ventede dem, når båden skulle gøres klar til langtur, og de danske bådkonsulenter sagde god for båden, men den holdt ikke.

Vi skal skaffe 270.000

For nu sidder Leo og Sissel med en følelse af, at det store arbejde inden køb af båd er spildt. De gjorde sig umage og har ikke haft mulighed for at kunne forudse den situation, de står i nu.

- Der ligger et stort arbejde forud for at købe en båd til sådan et her projekt. I og med at vi lånte penge i banken til at købe båden, var der ekstra mange processer vi skulle igennem for at få lov til at købe den - så banken også kunne vide sig sikker på, at båden havde den værdi den blev solgt til.

- Så på alle måder er det en rigtig kedelig situation at stå i. Da vi delte nyheden med vores følgere d. 20 december, kan jeg huske, der var en der skrev til os, at sådan var det at have en båd, og hvis vi ikke havde sat penge af til uforudsete udgifter, så ville vi nok få svært ved at komme jorden rundt. Til det må vi bare erklære os helt uenige.

- Det KAN være sådan at have en båd, men det ER ikke sådan. Det er heldigvis de færreste mennesker, der oplever at stå i en situation som vores. Vi har haft sat et rigtig stort beløb til side til uforudsete udgifter. 70.000 kr af det beløb går blandt andet til at skifte vores wires i riggen. 16.000 gik til en reparation af vores bovpropel fordi den kun var lamineret på indersiden ved produktion. 5.000 kr har vi brugt på en reparation af gearkassen til motoren, og listen kunne fortsætte længe.

En kvart mio. kr. i skjulte skader

- Meget af det er forventeligt ved køb af en 50 fods sejlbåd. Men en reparation til en kvart million kroner i skjulte skader, det er absolut ikke forventeligt, til gengæld er det rigtig rigtig uheldigt, slår Leonora fast.

Leonora og Sissel skal altså skaffe 270.000 til reparationer. Et beløb, som forsikringen ikke dækker, da det er en skade, der er opstået før de anskaffede sig båden.

- Så, nu står vi her med en båd der er splittet i atomer. Og i stedet for at bundstokreparationen kun omfatter den bundstok, som vi selv har skadet, og som er dækket af vores forsikring Pantaenius, så er det nu HELE salon-området der skæres ud og repareres.

- Alt i alt en reparation til en halv million kr, hvoraf vores andel er 270.000 kr. Vi har ikke 270.000 kr, og vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os at stå i lige netop denne situation. Det gør ondt i maven, men vi vender og drejer mange sten i øjeblikket - for at finde løsninger, forklarer Leonora og Sissel med ærgerlige stemmer og fortsætter:

- Vi drømmer stadigvæk, og vi tror på det her projekt med hele vores hjerte. Der er ikke den mindste smule tvivl i vores mavefornemmelse, selvom sådan en her udfordring lige har fået lov til at slå pusten ud af os. Der er helt sikkert mange mennesker, der ikke tør kaste sig ud i sådan et her projekt, netop i frygt for at stå i sådan en situation.

- Men vi tror på, at så længe viljen er der, så er løsningen der også. Det er så vigtigt, at man tør kaste sig ud i sit livs drømme, og i mellemtiden er vi bare vildt taknemmelige for al den hjælp vi får. Hver dag husker vi hinanden på, hvor meget vi lærer af de udfordringer universet kaster vores vej, og det hjælper os til at finde mening med tingene, når det hele netop føles lidt meningsløst.

Opbakningen er overvældende

Heldigvis er de to unge kvinder gode til at finde løsninger og opbakningen til dem og deres projekt er overvældende. Det er to unge mennesker, som handler på deres drømme og er grundige i alt, hvad de kaster sig ud i. Vi kan ikke klandre dem for deres situation og jeg forestiller mig, at alle sejlere sidder med en følelse af, at det kunne have ramt hvem som helst - også selvom vi anvender professionelle folk i forbindelse med køb af båd.

Der hvor Leonora og Sissel adskiller sig markant fra andre er, i deres evne til at handle på udfordringer. De finder altid en løsning og de er ikke bange for at dele undervejs.

Byd på en “Drømme i sigte” Garmin-pakke fra 26. januar

Hvad gør man, når udfordringerne vælter ned og man skal skaffe 270.000, men allerede bruger døgnets 24 timer på at knokle både på økonomi og på båd? Man tager selvfølgelig imod de hænder der bliver rakt ud og deler undervejs.

Én af de hænder kommer fra Garmin og ShipShape, der sammen har sammensat en “Drømme i sigte-jordomsejlings-navigationspakke” magen til den Leonora og Sissel har ombord. Den har en værdi af ca 64.000 og du har mulighed for at byde på den fra torsdag den 26. januar på minbaads facebookside. Auktionen lukker den 5. februar klokken 20.00 og “Drømme i sigte-jordomsejlings-pakken” går til højeste bud og leveres personligt af Leonora og Sissel.

Hvis du selv er ved at planlægge langtur, har du altså her mulighed for at få udvalgt Garmin-udstyr fra ShipShape, som er nøje udvalgt til de behov man måtte have på en langtur.

Udstyrsliste:

Komplet set Garmin Drømme i sigte Navigations pakke

GPSMAP Plotter 923 XSV 13.899

Komplet Vindpakke GMI/GNX Vindtransducer, 2 instrumenter log og lod 14.299,-

Radar GMR18 XHD 16.299,-

Søkort hele verden 19.999,-

Alt hvad der skal bruges af ekstra kabler nmea 2000 med mere.

Værdi Vejl. Udsalg 64.496,-

Vi kan ikke spole tiden tilbage

Selvom det ikke er drømmescenariet for Leonora og Sissel, er der stadig kampgejst og spænding at spore hos dem. De knokler 24 timer i døgnet både på båden, studier og på at arbejde for at skrabe så mange penge sammen som muligt. Når de kommer hjem fra Jakob Jensens bådeværft og lander på den gård, som de har lånt af Leonoras far, så står den på istandsættelse og maling af gamle møbler, som de derefter sælger. Alle - både små og store - beløb går til båden og til de reparationer, der venter.

På opfordring fra de mange følgere, som har fulgt med i op- og nedture, har Leonora og Sissel desuden oprettet en (godkendt) indsamling, hvor man kan støtte dem med stort og småt.

- Der er en lille del af os, der føler, at det her er et kæmpe nederlag. Vi har ikke på noget tidspunkt haft lyst til, eller intentioner om at gå ud og bede vores følgere om penge. Men vi har brændt nallerne på en båd, og vi kan ikke spole tiden tilbage og købe en ny, afslutter Leo og Sissel.

Du kan støtte Leonora og Sissels indsamling her

Man kan også støtte via MobilePay på tlf nr. +45 20 40 37 60

I overensstemmelse med indsamlingsnævnet bliver der ført regnskab over alle indsamlede beløb.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader