Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Vejret og omstændigerne gjorde Finnjolle-DM 2023 helt perfekt. Foto: Kalundborg Sejlklub

Otto Strandvig vinder DM i Kalundborg - det bedste DM i mange år

Men det var hollandske Peter Peet, der tog sejren imens Otto Strandvig blev ny dansk mester, fortæller Dansk Finnjolleklub fra weekendens stævne i Kalundborg, hvor 45 joller deltog fra seks nationer.

Af Anna Brinch |

45 joller fra seks nationer stillede til start hos værterne fra Kalundborg Sejlklub, og der var nye folk på alle podie- og medalje placeringer i forhold til 2022. 

Som nævnt i foromtalen var forventningerne store hos de fremmødte. Forberedelserne og kommunikationen fra Kalundborg Sejlklub til sejlere, bane leder m.fl. havde givet os en formodning om, at “det her bliver godt”. Da også vejrguderne valgte at støtte op om begivenheden, så blev 2023 DM til et af de allerbedste i mange år. For god ordens skyld blev vi hilst velkommen af borgmesteren til åbningsreceptionen. Han kunne huske flere af sejlerne fra DM 2020 i Reersø, hvor han også var på pletten.

Vigtigst af alt fik vi gennemført 8 virkelig gode sejladser i vindstyrker fra 4 m/s til godt og vel 8 m/s. De første 2 dage med østlige vindretninger og relativt fladt vand med lidt strømsø, samt 1 dag med pålandsvind og fine små bølger til at plane på. 6 ud af de 8 sejladser forløb med ‘fri pump’. Der var ingen regel 42 dommere på banen, men det gav overhovedet ingen problemer. Så det er vi ikke bange for at gentage.

I store og tætte felter opstår der situationer med behov for tydelig kommunikation mellem sejlerne. En af vores hollandske venner formulerede det således: “I had to give loud advice”. Situationerne blev løst på vandet og ingen protester var nødvendige at behandle på land. Sådan foretrækker vi det. Vi holder også fast i, at det er den bedste måde at skabe fair kapsejlads på.

Dag 1:

Vores trofaste bane leder Jan Madsen ønskede hjælp fra sejlerne til at gennemføre et kort practicerace, så de frivillige hjælpere fra sejlklubben kunne blive sporet ind på deres opgaver. Det blev der sluttet op omkring. Kort tid derefter blev 1. og 2. sejlads gennemført langs Asnæs siden af fjorden. Afgørende for en god placering var i begge sejladser at læse den springende vind og placere sig godt i forhold til de tryk, der faldt ned på vandet.

2 sejlere skilte sig især ud på denne dag. Ewout Meijer fra Holland og Søren Kjær (sidste års sølvvinder) fra Veddelev Bådelaug lagde sig med topplaceringer i begge sejladser i spidsen. 

Efter sejladserne var Dansk Finnjolleklub vært og sponsor for den traditionelle middag bestående af grillet entrecote og kartoffelsalat. Deltagerne kan li’ konceptet, som er kvalitet + kvantitet. Der blev fra forskellig side sonderet en mulighed for at udvide konceptet til at omfatte skiver af frisk agurk, men i skrivende stund vurderes det usikkert, om det vil ske.

Dag 2:

Tidligt op og klar til den store morgenmadsbuffet i sejlklubben. En god måde at starte dagen på og rart at kunne sige “tak for i går”. Der er altid stor ros fra vores udenlandske venner til ‘all inclusive’ madkonceptet til vores DM. De 6 nye deltagere fra Finland var nærmest helt benovede i starten, men vænnede sig hurtigt til.

En frisk lænser hjalp os ud til banen på Røsnæs siden af fjorden, hvor bane leder Jan Madsen havde monteret fri pump flaget godt og grundigt på signalmasten – sikkert i forventning til at der blev det nok hængende resten af dagen. Og det blev sådan.

Strøm fra Storebælt havde stor indflydelse

På denne dag fik strømmen stor indflydelse. Den stærke nordgående strøm i Storebælt sendte vand ind langs Røsnæs, hvorefter den snurrede rundt inde i fjorden og blev sendt ud i midten og på Asnæs siden. Med østlig vind havde vi derfor med strøm på kryds, hvilket betød, at vi fik en om start under sort flag i de 3 første sejladser.

Det specielle ved strømmen denne dag var, at den stod stærkere under land end ude i fjorden. Vinderformlen var derfor at starte til læ, fortsætte under land, men udnytte de op til +/-10 grader vindspring og trykforskelle, der kørte ned over banen.

Resultatlisten efter dagens 4 sejladser (og 6 gennemførte sejladser i alt) viste nu, at forhåndsfavoritterne havde slået til. De bedste hollændere og finner sad tungt på top-10. Fra Finland deltog feltets 3 yngste sejlere, der også viste sig at være blandt de bedste. Dejligt at få bank igen af ungdommen.

Blandt danskerne var der en del indbyrdes rokeringer, så Søren Kjær rykkede lidt nedad og gjorde plads til Otto Strandvig, Lars Hall og Frank Hansen på de 3 første dansker placeringer. Herfra var der et lille hul i pointene til et større felt af danskere, som lå meget tæt i slaget om 4. pladsen. Dog ikke længere væk fra nr. to og tre, end det kunne nås på sidste dagen.

De brave sejlere fra Veddelev Bådelaug, der satte sig på alle 3 topplaceringer ved DM i 2022, måtte se i øjnene, at de måtte nøjes med sekundære placeringer i år. Søren Kjær kunne dog stadig nå ind på podiet med en god sidste dag. Det ødelagde ingenlunde stemningen og blandt Veddelev sejlerne er der ambitioner om også at blive bedre til bølger, strøm og større felter.

Dagen blev rundet af med et brag af en festmiddag kreeret af klubbens frivillige. Bouef Bourguignon med kartoffel-selleri puré og mandel-chokolade kage med is og vaniljecreme. Alt sammen hjemmelavet i sejlklubbens køkken. Og dertil dygtig akustisk guitar musik fra en lokal musiker.

Dag 3:

Vejrudsigterne lovede vestenvind men med forskellige bud på, hvor længe den ville holde. Efter et langt opvarmningskryds til banen var deltagerne klar til at dyste i 5-6 m/s vind, der stod springende +/-10 grader ind fra Storebælt. Strømmen løb fortsat ind fra vest, men tilsyneladende ens over banen, så det var alene vinden, der skulle læses rigtigt.

Der var planlagt 3 sejladser på dagen og den 3. sejlads blev også startet, men kort efter opgivet da vinden faldt til under 2,5 m/s. 

Dagens første sejlads viste, at der var 2 helt forskellige opfattelser af, hvordan vinden skulle læses. Otto Strandvig fik mest ret på venstre side af banen og førte fra start til mål. Flere af de førende hollændere og finner valgte højre side og måtte indkassere mange point. 

Peter Peet tog fire førstepladser

I toppen af listen betød det, at den ellers suveræne Peter Peet fra Holland (4 førstepladser, en fjerde og en DNF), nu hentede sig en ekstra ‘fratrækker’ med en 18. plads. Det bragte Joonas Harju fra Finland ind i kampen om den internationale danske titel med et forspring på 4 point til hollænderen.

I sidste sejlads viste Peter Peet sin klasse og erfaring med endnu en 1. plads og Joonas måtte se sig distanceret til 2. pladsen med kun 2 pointforskel. Joonas var feltets yngste sejler på 23 år og han tabte til en person, der rent aldersmæssigt snildt kunne have været hans far. Otto Strandvig avancerede til 3. pladsen i den samlede konkurrence med dagens gode indsats og suveræne lænser teknik.

Blandt danskerne sejlede Otto Strandvig sig også sikkert i mål som ny dansk mester, mens Lars Hall holdt fast i sin 2. plads. Frank Hansen havde ikke sin bedste dag og måtte lige akkurat se Michael Staal smutte forbi på 3. pladsen.

Moleøl i nødvendigt omfang

På land blev vi igen forsynet med moleøl i nødvendigt omfang, men nu også med grillpølser. Således forfriskede kunne præmieoverrækkelsen finde sted efter behørig ros og omtale af alle de mange mennesker, der havde gjort det muligt at gennemføre et perfekt DM på både vand og land.

Frank Hasselbalch, stævnelederen fra Kalundborg Sejlklub, var hele weekenden opmærksom på enhver detalje og sit store frivillige team. Sejlernes, og bane lederens, feedback til Kalundborg Sejlklub var da også, at vi meget gerne kommer igen en anden gang. 

Se resultaterne 

Et perfekt DM med store forventninger til at vi kan gøre det igen-igen de kommende år. Så bliver vores udenlandske venner ved med at komme og arrangørklubberne kan glæde sig til en aktivitet med mening og glæde.

Drone film fra sejlads 1 og 2 her

Resultater her

Motor
content-loader
content-loader
content-loader