Misligholdte og forladte både i din havn trods en lang venteliste? I Vordingborg Kommune vil man rydde op
Vordingborg Kommune ejer 14 havne, hvoraf de 8 driftes som decideret lystbådehavne. I forbindelse med vedtagelsen af en ny stor strategiplan for havnene i kommunen er en af de første indsatser at få ryddet op og ud i havnene, så der kan skabes plads til bådejere, der betaler og prioritere deres båd.
Går man en tur i nogle af Vordingborg Kommunes havne, kan man møde ubrugte og forsømte både, der efter alt at dømme har ligget stille længe. Efter en henvendelse fra en sejler og min egen undren, har jeg set nærmere på den øjensynlige manglende indsats omkring disse både.
Manglende forståelse fra andre sejlere
Det er på landsplan et stigende problem med lange ventelister og for lidt bådpladser. Det er ikke anderledes i Vordingborg Kommune, hvor der efter sigende er over 50 på venteliste til en plads i Vordingborg Nordhavn, og endnu flere, når man tæller alle kommunens andre lystbådehavne med.
Hvordan kan det så være, at når man går en tur ned af broerne, finder man slidte og medtagede både, som ligger vinter og sommer uden at forlade pladsen? I vores topfoto kan man se et eksempel, der blandt andet er med til at irriterer sejlerne i havnen.
I over tre år har denne sejlbåd ligget ubrugt hen. Bådejeren betaler for pladsen, men vedkommende tager hverken båden op, fortøjre den ansvarligt eller vedligeholder den. Det er der sikkert grunde til, men det virker urimeligt over for de andre, som gerne vil benytte pladsen.
Det er sejlbåde og motorbåde som disse, der fik mig og andre bådejere i havnen til at undre os. Er det rimeligt, at man bare kan opbevare sin båd, men hverken passe, pleje eller benytte den imens der er en lang venteliste?
Jeg kontaktede derfor Simon Lohse, som er teamleder for Havneteamet, der har ansvaret for drift, vedligehold, udvikling og markedsføring af de otte kommunale lystbådehavne i Vordingborg Kommune. Han kunne fortælle, at jeg ikke var den eneste, som havde været nysgerrig på, hvad der foregår.
Ny indsats mod de glemte og ubetalende bådpladser
I Vordingborg Kommunes nye strategiplan, som du kan læse her www.vordingborg.dk/havneplan gives en forklaring på mange af de spørgsmål, som folk undrer sig over. Her skriver de blandt andet følgende:
- Det at drive en havn er en kompleks opgave. Mange tror det ”bare” er, at snakke lidt med sommergæster og slå et bræt på en bro i ny og næ. Det kan jeg godt afsløre det ikke er.
Det er komplekst at drive en havn og det kræver midler og investeringer, hvis man vil drive en havn. Derfor er det også vigtigt, at de brugere vi har i vores havne, betaler deres regninger. Der er trods alt havneværker og broer, som de selv skal bruge, for at kunne komme til deres båd og kan bruge havnen.
Med strategiplanen i hånden, som en enig Kommunalbestyrelse har besluttet, så er der nu for første gang i mange år en plan, prioritering og retning for vores havne.
Til minbaad.dk fortæller Simon Lohse:
- I foråret gik vi i gang med det omfattende arbejde, at få et overblik over alle lejekontrakter og en gennemgang af vores restancelister. At man vælger ikke at betale sine regninger får nu konsekvenser.
Han fortæller desuden, hvorfor det ikke bare er lige til og går hurtigt med at fjerne både, hvor ejeren ikke betaler:
- Udfordringen er, at der bliver opkrævet bådpladser, men desværre bliver regninger ikke altid betalt af brugere. Derfor står kommunen tilbage med regningen for at fjerne og ophugge båden. Det er ikke i vores interesse, da det hurtigt kan løbe op i 25.000 Kr. hvis vi skal fjerne en båd, det kan du så gange op med otte havne. Når man begynder at røre ved folks ejendom, så går der en masse breve og tidsfrister i gang, og derfor kan det godt tage lidt tid.
Er det i orden at have sin båd i en havn, uden at man bruger den?
Dette er en anden undren, jeg mødte fra en sejler i havnen, og det er også et komplekst spørgsmål. Man har jo forskellige ærinder med sin båd, som Simon Lohse fortæller her:
- Folk har ret til at bruge deres båd til dem, som de har lyst til. Om man bruger den på en weekend eller alle weekender, kan vi ikke bestemme over. Nogle er ude og sejle, imens andre er sammen med familien og drikker kaffe i havnen. Der opstår først problemer, når en båd er til skade for miljøet og havnen, fx når vi opdager en lækkende dieseltank, fortøjninger som er gået op eller andet.
I strategiplanen fortæller kommunen, at de også er opmærksomme på ventelisterne og hertil har de en løsning:
- Vores politikere har allerede afsat midler til oprensning/udbygning. Udrulningen af denne beslutning effektueres i 2024. Med flere midler til oprensning/uddybning så vil vi faktisk kunne skabe flere bådpladser, så vores ventelister ikke skal være så lange, som det forholder sig i dag. Vi er naturligvis meget glade for, at så mange er interesseret i, at have en bådplads i Vordingborg Kommune.
Forhåbentlig kan de mange fremtidige forbrugere se frem til en kortere venteliste med strategiplanen. Indtil da følger jeg og de andre sejlere spændt med på de nye forbedringer i havnen.
Til sidst kan vi spørge om du også oplever problemer af denne slags i din hjemhavn? Man kan sidde tilbage og overveje, om der burde være flere regler, så vi så flere aktive brugere og dermed kortere ventelister.