Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Windsurfing bliver således ved OL i Paris næste sommer repræsenteret af iQ Foiling. Det er første gang, at windsurfing bliver afviklet som foil til et OL. Foto: Peter Brøgger

VM for den olympiske windsurfingklasse iQFoil skal i 2025 foregå på Aarhusbugten

For første gang i Danmark kan man se de lynhurtige olympiske windsurfere, iQFoilere, konkurrere om verdensmesterskabet, når iQFoil-klassen med 250 surfere fra mere end 30 nationer besøger Smilets By i 2025 for at dyste på Aarhusbugten. 

Af Troels Lykke |

Sailing Aarhus skal være vært for topatleter fra hele verden indenfor iQFoiling. Det er netop besluttet, da Danmark vandt buddet.

Verdensmesterskabet skal dermed for første gang afholdes i Danmark, hvilket glæder direktør i Sailing Aarhus, Jon Koch Hansen.

- Vores formål er blandt andet at tiltrække store internationale sejlsportsmesterskaber til Aarhus, så når vi er lykkedes med at få et VM i iQFoil til byen, er det svært at få armene ned, fortæller Jon Koch Hansen i en pressemeddelse og uddyber:

- Vi var efter udvælgelsesprocessen udvalgt som én af to byer, der skulle præcisere vores budmateriale, og at vi ender øverst på skamlen er bare fedt. Der er et superstærkt iQFoil-miljø her i Aarhus, så vi glæder os til at afvikle det på hjemmebane.

Lokale helt er klar

Windsurfer Johan Søe er begejstret for udsigten til at konkurrere på hjemmebane:

- At være vært for VM i iQFoil i 2025 bliver kæmpestort og er en virkelig stor ære. Det sætter en tyk streg under Aarhus som et absolut kraftcenter inden for sejlsport, ikke bare i Danmark, men også internationalt.

- Som ny OL-klasse har iQFoil-disciplinen et virkeligt stort potentiale, og jeg glæder mig vildt meget til at konkurrere med talenter fra Aarhus, Danmark og hele verden, og vise de forhåbentligt mange tilskuere, hvad sporten kan, siger Johan Søe.  

Verdensmesterskabet bliver afviklet i samarbejde med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark. Mesterskabet finder sted i løbet af sommeren 2025, hvor omkring 250 sejlere fra mere end 30 nationer besøger Smilets By for at dyste på Aarhusbugten. 

Rådmand: Aarhus byder igen på en sejlsportsoplevelse i verdensklasse

Rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf ser frem til en stor event med atleter i verdensklasse:

- Jeg er glad for, at vi i Aarhus igen kan byde på en sejlsportsoplevelse i verdensklasse. Aarhus har oparbejdet et velfortjent ry som en stærk arrangør af internationale sejlsportsevents.

- Jeg er sikker på, at mange aarhusianere vil komme på Aarhus Ø og bidrage til den altid gode stemning, påpeger Mahad Yussuf. 

Mangeårigt samarbejde med Sport Event Denmark

I forbindelse med de mange store, internationale sejlsportsevents har Aarhus arbejdet tæt sammen med Sport Event Denmark. Sport Event Denmark rådgiver i forbindelse med bud og afvikling af store, internationale sportsevents.

Det tætte og frugtbare samarbejde har haft til formål at bringe Danmark op blandt verdens førende lande i at tiltrække, afholde og udvikle internationale sportsevents, herunder både elite- og breddeevents:

- Det er ingen hemmelighed, at vi i Sport Event Denmark kobler Aarhus og sejlsport efter en årrække med store, prominente og internationale sejlevents. I sommer gæstede The Ocean Race Aarhus, og vi har tidligere været værter for utallige, olympiske sejlklasser. Derfor er det glædeligt, at vi igen kan byde et VM i den olympiske klasse, denne gang iQFoil, velkommen til Danmark, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Foilen i fremgang - også i Aarhus

Foiling er en avanceret form for windsurfing, der involverer brug af en foil, også kaldet en hydrofoil, for at løfte windsurfingbrættet og sejlet op over vandet.

Dette giver windsurfere mulighed for at svæve over vandoverfladen og minimere modstanden, hvilket resulterer i øget hastighed og smidighed på vandet. Foiling findes i flere klasser og er i en rivende udvikling.

Windsurfing bliver således ved OL i Paris næste sommer repræsenteret af iQ Foiling. Det er første gang, at windsurfing bliver afviklet som foil til et OL. 

I Sailing Aarhus har man de seneste år konsekvent afviklet flere foilende mesterskaber og stævner – især i iQFoil-klassen.

Her er det blevet til flere events som eksempelvis nordiske mesterskaber og Aarhus Foiling Days, der begge har været en del af Sailing Aarhus Week. Derfor er iQFoil-stævner ikke en ny ting for Sailing Aarhus. Senest blev der afholdt iQFoil Nordisk Mesterskab i september i år, hvor sejlere fra seks nationer deltog.

Fakta om VM i iQFoil 2025:
- Foregår i sommeren 2025
- Der sejles på Aarhusbugten med base på Aarhus Ø i området omkring Aarhus Internationale Sejlsportscenter
- Forventet deltagerantal: 250 sejlere fra ca. 30 nationer

Motor
content-loader
content-loader
content-loader