Gå til hoved-indhold
Tur
De to unge mænd er på deres livs rejse, som forhåbentlig ender med en lang sejltur. Foto: Privat

21-årige Thor og Laurits fra Falster og Møn forsøger at tomle over Atlanterhavet - er nået til Frankrig

Eksperimentet som Thor Kingo Johansen og Laurits Kainø Jensen har sat sig for, ser ud til at have medvind. De er nået fra Klitmøller til Frankrig med kun 7 lift og har kun mødt gode mennesker. De skal nu til Portugal, hvor de håber på at finde en sejlbåd, som måske kan tage dem over Atlanterhavet.

Af Anna Brinch |

Denne tur begyndte som et sjovt eksperiment - kan man rejse uden penge? Men det er blevet til noget, som er større end os. Vi møder mennesker fra alle samfunds lag - fattige som rige, kristne som muslimer, hjemløse som folk med hus. Ligemeget hvem, så er folk gavmilde og tilbyder uden tøven mad, husly, madras, bad, nye sko og endda massage!

Vi er forsvundet ud af det priviligerede Danmark og ser verden helt nøgen for hvad den er. Det er fantastisk. Aldrig før har livsglæden været så stor. Vi lærer nyt og vokser hver dag. Ærlighed overrasker og byder mere end man forventer, hver gang - Laurits Kainø Jensen. 

To eventyrlystne unge mænd fra Falster og Møn har været på farten siden d. 15 september. Her begyndte de at flagre med tomlen, i håbet om at komme gennem Europa og ned til Portugal ved at blaffe. De vil nemlig gerne blaffe sig om bord på en sejlbåd, som kan fragte dem hele vejen over Atlanten.

Jeg har talt i telefon med Thor Kingo og Laurits Kainø Jensen, som mandag d. 25 september kl 20:00 sidder på en tankstation ca. 80 kilometer syd for Paris. De er i gang med at oplade deres telefoner. De overvejer hvad aften skal bruges på, som enten bliver i et telt i skoven eller et forsøg på at komme længere sydpå.

De to unge mænd tager den med ro og stoler på, at de rette ting sker for dem. Thor Kingo fortæller: 

- Jeg har blaffet siden jeg var 13 år, og det har altid ligget mig meget naturligt. Håb kan føre os langt, og uanset hvor vi er, er der altid en eller to gode mennesker som vil hjælpe os. Det husker vi os selv på hver dag og derfor tror vi også på at vi kan komme langt. 

Næste stop - Lissabon 

Planen er at komme til Lissabon i Portugal. Her håber de unge mænd på at finde arbejde som workaway, som kan give dem et tag over hovedet og mad i maven, uden at det skal koste nogle penge. Når de får fri, skal de bruge deres timer nede på havnen. Her vil de tale med sejlerne, få nye venskaber og måske finde den båd som kan tage dem videre på rejsen eller måske hele vejen. 

- Vi vil gerne til Marokko eller De Kanariske Øer, hvor vi skal prøve at finde båden som har lyst til at have selskab af os. Vi håber på at de kan se vores egenskaber, gode energi og den smule erfaring vi har til søs, fortæller Thor videre. 

Thor og Laurits tager en dag af gangen. De forventer at blive i portugal til udgangen af oktober. Hvis nu de ikke har fundet en båd inden da, så kan det være at deres blaffertur fortsætter ned til Afrika.

- Måske vi finder en båd, som vil tage os gratis eller meget billigt med over Atlanten. Hvis ikke, så har vi stadig nydt tiden og oplevet verden. 

De lever på ét princip 

- Alle vores lift skal være gratis for os. Vi ved ikke hvordan det lykkedes, men vi får altid nogle steder at sove eller noget mad. 

De to unge mænd fortæller at det er en misforståelse at det skal koste mange penge at rejse. Det behøver faktisk ikke at koste særlig meget, men man skal også være villig til at gå på kompromis.

- Vi lever på få penge og vi får det til at fungere, fordi der er så mange gode mennesker ude i verden. Man kan komme lige præcis derhen hvor man har lyst. Vi er jo allerede nået halvvejs på kun 10 dage, og vi er stået op med ro i maven hver dag, fortsætter Thor. 

Undervejs har de mødt mange venlige sjæle, som enten har givet dem husly, mad eller ekstra skillinger. De har nemlig et princip om ikke at bruge nogle af deres egne penge. Hvis de er trætte, så slår de deres telt op. Hvis de er sultne, så spiller de guitar og håber på lidt ekstra euro. Måske er de så heldige at støde på et gavmildt menneske, som vil støtte deres rejse. 

Her til aften hjalp en ung mand dem, ved at give dem pasta og tun på dåse. Det sikrede dem et måltid og det er mennesker som ham der opretholder håbet. 

De vil dog anerkende at det virker til at de har en stor fordel: 

- Eftersom vi er hvide skandinaviske mænd, så tror folk automatisk at vi har penge. Derfor ser vi at der er mange flere som vil tale med os og har en større tiltro til os. Folk har ikke en fordom om os, så det hjælper os. Desuden er vi unge, så der er mange, der har en kæmpe kærlighed til os. Alle virker til at de gerne vil hjælpe nogle unge mænd med at udleve deres drømme, fortæller Thor videre. 

Hvem kan hjælpe drengene? 

Måske sidder du derude og vil bringe de håbefulde drenge over Atlanten. Selvom deres drømme er store, så ved de, at man kan nå langt, hvis man har den rette indstilling til livet. Sådan er det også at sejle. Man skal stole på sine omgivelser og tro på det bedste. Hvis man ser negativt på livet, så ender det ligeså. 

- Nu må vi se hvor vi havner. Vi vil gerne bevise at man kan rejse hele verden rundt, uden at bruge mange penge. Man bare skal stole på at det i sidste ende bliver okay, afslutter Thor Kingo Johansen med. 

I kan følge deres vilde rejse på instagram hvor der en gang imellem kommer sporadiske opdateringer. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader