Oceans of Hope Højskole fik årets Skib & Båd Prisen
Oceans of Hope Højskole blev lørdag under Copenhagen Boat Show hædret med årets Skib & Båd Prisen og 25.000 kr., der er finansieret af brancheforeningen Skib & Båd samt Tempohuset.
Oceans of Hope startede som en jordomsejling fra 2014 til 2015 med mennesker, der var ramt af multipel sklerose og har nu udviklet sig til en sejlende højskole, der samarbejder med eksisterende højskoler og tilbyder alle deres elever over 18 år et maritimt kursusforløb, hvor lægen Mikkel Anthonisen står i spidsen for projektet.
Højskolee-sejlerne skal blot have mod på at sove i en køjeseng ombord på en båd - og tør sejle ud i verden og ind i livet.
På Oceans of Hope højskolekurset lærer eleverne at planlægge og udføre en længere sørejse på en større sejlbåd, S/Y Oceans of Hope, og sætter fokus på samarbejdet om bord og hvordan alle, uanset udgangspunkt, er nødt til at gøre sig umage og være en del af fællesskabet, så sejladsen bliver sjov, lærerig og ikke mindst sikker, forklarer Mikkel Anthonisen, der var glad for Skib & Båd Prisen på 25.000 kr.
Pris til dem, der gør en maritim forskel
Prisen gives til en mangfoldighed af personer, virksomheder, foreninger og organisationer, der har gjort en forskel i den maritime verden. De seneste år har Danmarks Museum for lystsejlads, OL-guldvinder Anne-Marie Rindom, Familien Beha Erichson og Tunø Sejlerlejr modtaget prisen.
Skib & Båd er brancheforening for skibs- og bådeværfter, bådforhandlere, sejlmagere, udstyrsleverandører og mange andre virksomheder inden for den maritime branche.
Man kan se mere om Oceans of Hope Højskole på www.oceansofhope.org.