I dag sejler det danske hold på Gran Canaria ved Nations-VM - oplev mediedækning i verdensklasse - tung dansk start
Danish Dynamite med Claus Høj Jensen som rorsmand tog sidsteplads i dag i første sejlads ved Nations-VM, SSL Gold Cup på Gran Canaria i 45 minutter sejlads. Frem til torsdag møder de otte danske sejlere England, Frankrig og Malaysia i 1/4 finalen. To bedste hold går videre. Opdateret kl. 13.32.
Kvalifikationen til finalerunden startede i 2022 og 56 nationer stod fra starten på deltagerlisten. De 56 blev efter den indledende kvalifikation sidste år reduceret til 32, som nu deltager i slutrunden på Grand Canaria.
Formatet for afviklingen er en kombination af det vi kender fra tennisturneringer og principperne fra andre store slutrunder.
Sådan kan danskerne komme videre
I de afgørende sejladser deles de 32 kvalificerede hold op i grupper af fire nationer, som kæmper imod hinanden. I hver gruppe elimineres de to dårligste efter gennemførelse af fire sejladser.
Danskerne møder England, Frankrig og Malaysia, som de skal møde hver dag, en sejlads om dagen. Og de to bedste går videre. Sidste dag på torsdag tæller sejladserne dobbelt. En sejlads tager typisk 45 minutter.
- Danskerne var ude og træne i går, men det var i let vind, så de fik ikke så meget ud af træning, siger presseansvarlig for danskerne, Anja Dahl Jensen, til minbaad.dk
De to bedste fra hver gruppe kvalificerer sig til at møde holdene fra det næste lag, hvor landene på ny tørner sammen i grupper af fire.
Til sidst sejles semifinalerne i to grupper af fire nationer, hvor de to vindende både fra hver går videre til den altafgørende finale. Semifinaler og finaler sejles lørdag den 2. og søndag den 3. december.
Fantastisk set-up
“Det er et fantastisk set-up, som også er krydret med deltagelse af en håndfuld af sejlsportens rockstjerner”, siger Claus Høj Jensen. “Det er mit bud, at det her kan være en platform, som kan bære sejlsporten fremad og ind i rampelyset. I modsætning til f.eks. America’s Cup skal hver besætning bestå af sejlere fra de repræsenterede lande og det er anderledes. Jeg har fulgt med i de indledende runder og dækningen på Youtube er faktisk virkelig seværdig”.
Holdet med Høj Jensen ved rattet
Holdkaptajn Frederik Korsgaard sejler med som gast, mens rorsmand på det danske hold bliver den 11. dobbelte verdensmester i H-båd, Claus Høj Jensen, mens de øvrige gaster er fordækker Mads Christian Taatø, storsejlsgast Jacob Guhle, grinder Frederik Dahl Hansen, trimmer Skipper Hermansen, Kristian Præst og pitman Morten Harmsen.
America's Cup-vinder Dennis Conner er ærespræsident
Dennis Conner er ærespræsident for sammenslutningen bag den store begivenhed. Han er sejlsportslegende og folkehelt i USA og var en væsentlig medvirkende årsag til at America’s Cup op igennem 1980erne udviklede sig til et sportsligt højdepunkt med en bred folkelig appel. Han udtaler bl.a.: “Hele grundtanken involverer den største familie af olympiske medaljevindere, der nogensinde har været samlet i den samme konkurrence. NationsVM er ikke en økonomisk eller teknisk begivenhed: det er en sand sportslig udfordring mellem nationer, der fejrer verdens bedste sejlere”.