Cille blogger: Gustav på 20 år sejler om fire måneder - men mangler båden - tjekkede 4 ud

Med facebook-grupper som “Jorden rundt om fem år” og “Os der stævner ud på langturssejlads i 2025” plejer planlægning og tid at stå ret højt på listen for sejlere, der planlægger at stævne ud.

Men lige der er Gustav og Bertil ikke helt typiske langturssejlere. De mangler nemlig stadig båden og den har de nu sat alt ind på at finde.

Gustav er min søn og han har det ikke fra fremmede at være lidt sen til at købe den båd, der skal fungere som base og transportmiddel i 1-2 år på havet langt væk fra Danmark.

Da vi i 2016 drog på langtur, købte vi vores Bianca 420 seks uger inden afgang. Det fik mange i den etablerede sejlerverden til at rynke panden og stille spørgsmål til sikkerhed og “kan man overhovedet sejle afsted i en båd, som man ikke kender ordentligt?”

Seks uger er rigeligt til at lære en båd at kende (hvis ikke der dukker overraskelser op i løbet af de seks uger). Den blev både skilt ad og samlet igen og som alle langturssejlere ved, er båden sjældent klar, når man sejler ud af havnen. projekter var der nok af og tid var der heldigvis også rigeligt af.

Derfor har vi (nogenlunde) ro i maven på Gustav og Bertils vegne, men følger deres bådjagt intenst fra sidelinjen.

Drengene stiller ikke så store krav til størrelsen og efter to af deres venner er sprunget fra og de kun skal være de to ombord, er en båd på +/- 30 fod en passende størrelse for Gustav og Bertil.

Bådjagten er sat ind

De tager os med på deres bådjagt og deler alle deres overvejelser med os. Efter gårsdagens tur har de sporet sig mere ind på, hvilken type båd de går efter. Med 551 km i bilen i søndags, nåede drengene vidt omkring og havde på forhånd planlagt og lavet aftaler vedrørende fire forskellige både.

- Afgang er kun 4 måneder væk nu, og det mærkes for alvor i maven på os begge, fortæller Gustav og Bertil og fortsætter: Stressen over endnu ikke at have fundet den rette båd fylder mere og mere, så vi arbejder på højtryk for at finde vores kommende flydende hjem -og det satte vi for alvor i gang i går. Vi så på både på Sjælland, på Fyn og i Jylland og har nu en meget bedre fornemmelse af hvad vi skal lede efter.

Gustav og Bertil fortæller:

- Første stop var en Shipman 28. Den manglede en masse udstyr og var som model ikke hvad vi havde håbet på… Det var ting som Ekkolod, vindmåler, selvstyrer, kortplotter osv.

- Andet stop var en Bandholm 27. Den overraskede virkelig positivt og gav os den bedste mavefornemmelse vi hidtil har haft. Man kan vist roligt sige at vi er en smule forelskede. Lige fra udseende til udstyr oplevede vi at det spillede og svarede til mange af de forventninger, som vi har til vores kommende båd.

- Tredje stop var endnu en shipman 28. Den var i langt bedre stand, men allerede efter første kig på modellen, var vi begge rimelig afklarede med, at det ikke var det rette skib. Det var dog rart at se to forskellige, så vi for alvor kan lukke den mulighed.

- Det sidste stop var en Comfort 30. Vi havde høje forventninger og båden levede ikke op til dem. Standen var ikke, hvad vi havde håbet og der manglede generelt udstyr.

- Efter i dag kan vi konkludere, at vi er mest tændte på en Bandholm - nøøøj et skiv’, afslutter Gustav og Bertil.

Jeg har lovet at sige fra drengene, at de meget gerne vil informeres, hvis én derude kender til en Bandholm, der endnu ikke er sat til salg.

Om at lande i skipperrollen

Ét er båden og alt det praktiske. Noget andet og langt vigtigere for moderen er det mentale og alle de følelser der opstår i forbindelse med at skulle sende dem afsted alene. Jeg ved de kan klare det. Jeg er sikker på, at de ikke kaster sig ud i noget, som de ikke er klar til eller sikre på.

Men jeg ved også, hvor heftig skipperrollen kan føles. Jeg ved, hvor meget min skipper kæmpede for at skjule bekymringer for mig og resten af besætningen. Hvordan sorte skyer, at sejle på kanten af orkansæsonen, begyndende veer på fem døgns sejlads og ensomheden i altid at være dén, der har den kan være svær at lande i.

Selvom jeg ikke går ud fra, at Gustav skal kæmpe med begyndende veer eller orkansæson (så længe han holder fast i at blive på denne side af Atlanterhavet), så skal han kæmpe med rollen og med at være dén, der har den. Han skal tage beslutninger og skabe ro ombord.

Og det ved jeg godt, at han kan. Han har trods alt krydset Atlanterhavet og haft nattevagter allerede som 16-årig. Men det tager tid at vokse ind i.

Så hvad er status egentlig her fire måneder inden afgang … vi arbejder alle sammen på at blive klar. Båden skal nok snart være i havn. Gustav og Bertil skal nok snart lære deres båd at kende og øve sig en masse - både i forhold til den og i forhold til skipperrollen. Og moderen … jeg lander langsomt og glæder mig til at at se min Gustav i skipperrollen bag roret.

I kan følge med i deres projekt her www.instagram.com/sabbatsejlads/