Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rindom snuppede sølv i Hyeres, selvom hun undervejs nåede at få bommen i hovedet af en modstander. Foto: Sailing Energy

Anne-Marie Rindom tager sølv i ILCA 6 og Lærke Buhl-Hansen bronze i IQ foil i Hyeres

I ILCA 6 sluttede Rindom med sølv efter en andenplads i medal race. Schmidt-søstre på lovende 4. plads i 49erFX efter sejr i medal race.

Af Troels Lykke |

Anne-Marie Rindom slutter et enkelt point fra førstepladsen og tager en flot sølvplads, fortæller Dansk Sejlunion på deres facebook-side.

- Det har været et hårdt stævne med ekstreme forhold. Min uge er gået bedre og bedre, og jeg har forbedret mig hver dag ved at finde tilbage til den god teknik og holde mig til det simple, forklarer hun.

Lærke Buhl-Hansen lå længe tæt med de to andre windsurfere i Grand Finalen i World Cup-stævnet i Hyeres. Desværre måtte Aarhus-surferen - efter en ellers suveræn uge med 10 sejre ud af 14 - se sig slået i allersidste sejlads.

Bronze til Buhl

I IQ Foil er det ‘winner takes all’, så ugens resultater bruges kun til at kvalificere sig med. Hun slutter derfor stævnet med bronze. En stærk præstation af OL 2020-atleten, der siden Tokyo har skiftet RS:X brættet ud med det nye olympiske IQ Foil.

Søstre tæt på bronze efter sejr i medal race

I 49erFX feltet havde Aarhus-duouen Johanne og Andrea Schmidt 14 point op til 3. pladsen fra deres 9. plads. Meget skulle flaske sig, hvis de skulle hive en medalje hjem - og det lykkedes næsten. 

De sejler stærkt og vinder Medal Race. Desværre fortsat to point fra bronze, men formår at rykke helt frem til 4. pladsen.

Sportschef glad for at sejlerne har farten i båden

Efter World Cup-stævnet i Palma tidligere på måneden, hvor ingen danskere lykkedes med at nå til Medal Race, er det derfor en glad sportschef, der nu runder Hyeres af med to medaljer og tre top4-placeringer.

– Efter Palma er jeg glad for at se, at vi igen har danske sejlere, der kan holde spor, fordi de har farten. Den slags fører til medaljer, og derfor er det selvfølgelig rigtig dejligt, at vi kan tage to af slagsen med hjem, siger Thomas Jacobsen. 

Resultater: sof.regatta.ffvoile.fr/.../races/race-resultsall

Motor
content-loader
content-loader
content-loader