Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Christian Lerche nåede at stå ved roret i Dansk Sejlunion i fem år. Foto: Dansk Sejlunion

BREAKING: Dansk Sejlunion og direktør Christian Lerche stopper samarbejdet fra dags dato efter uenighed

Christian Lerche er efter gensidig aftale stoppet som direktør for Dansk Sejlunion. Økonomichef Henrik Blakskjær er ansvarlig for den daglige ledelse, indtil ny direktør er udpeget. DS-bestyrelsen og Christian Lerche var ikke enige om prioriteringerne og eksekveringen af ny strategi.

Af Sara Sulkjær Hansen |

I foråret 2023 godkendte Dansk Sejlunions bestyrelse en ny strategi, som også blev præsenteret på generalforsamlingen i Odense.

Nu, et halvt år efter, er bestyrelsen og direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche, imidlertid ikke enige om prioriteringerne og eksekveringen af strategien.

- Christian Lerche og bestyrelsen har derfor aftalt, at Christian stopper som direktør for sejlunionen, forklarer Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Fratræder per dags dato

Parterne har indledt en dialog om, hvordan de opgaver, Christian Lerche er direkte ansvarlig for, bliver videreført bedst muligt.

En nødvendig dialog, da Christian Lerche allerede fratræder formelt som direktør per dags dato, den 29. november.

Også sejlunionens medarbejdere er blevet orienteret i dag, onsdag.

Proces sat i gang

Bestyrelsen søsætter nu initiativer for at finde en ny rorgænger, som skal lede organisationens indsats for at gøre det lettere og sjovere at være sejler, sejlklub og frivillig i dansk sejlsport.

Indtil en ny direktør er ansat bliver økonomichef Henrik Blakskjær ansvarlig for den daglige ledelse af sekretariatet.

- Bestyrelsen takker Christian (Lerche, red.), som har gjort et stort stykke arbejde for dansk sejlsport i de godt fem år, han har været direktør for Dansk Sejlunion. Organisationen har i denne periode sat mange vigtige initiativer i gang, som er med til at modernisere sejlunionen og unionens ydelser til medlemsklubber og sejlere, understreger unionen.

En særlig stor indsats har Christian Lerche ydet i sejlunionens kamp for at sikre sejlerne adgang til havet, blandt andet i forbindelse med lukning af broer og etablering af vindmølleparker med videre.

Samtidig har den nu tidligere direktør rådgivet medlemsklubber i forbindelse med intern konflikthåndtering og interessevaretagelse i forhold til andre interessenter på havnen og i kommunen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader