Stem og nominer Årets Havn 2023 og vind redningsvest
Du kan frem til 31.10.2023 stemme på din favorithavn. Bag konkurrencen står Danske Tursejlere i samarbejde med Foreningen for Lystbådehavne i Danmark (FLID), Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og Minbaad.dk. Årets Skulderklap er også med i konkurrencen.
Fra 15. juni kan sejlere stemme på en havn, de synes, skal nomineres til Årets Havn 2023. Alle danske lystbådehavne er i spil til den eftertragtede titel, som er med til at give den vindende havn en bred markedsføring i sejlerkredse. Der trækkes lod om 5 oppustelige redningsveste blandt de indsendte besvarelser.
For alle sejlere
- I lighed med sidste år kan alle sejlere i Danmark deltage i afstemningen. På den måde bliver konkurrencen udbredt til en meget bred skare af sejlere, der vil kunne bidrage med brugbare informationer om, hvilke forhold der er vigtige for en god oplevelse i havnene. Også i år er Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID), Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og MinBaad.dk, med i juryen, der vil bedømme de indkomne forslag. Og så er de selvfølgelig også med til at til at udbrede konkurrencen i hele sejlermiljøet, siger Sune Abelgren Olsen, sekretariatschef i Danske Tursejlere.
Årets skulderklap - ny kategori
Sidste år blev der indført en ny kategori i konkurrencen, nemlig Årets Skulderklap. Det nye initiativ blev taget rigtig godt imod, hvor Brejning Lystbådehavn endte med at løbe med sejren i kategorien. Årets Skulderklap gives til en havn, som måske ikke får tusindvis af besøgende hvert år. Men som alligevel udmærker sig og fortjener den anerkendelse, som Skulderklappet er.
Det kan være den lille afsidesliggende ø-havn eller den mindre og hyggelige havn med den fantastiske beliggenhed og service. Det er sejlerne der indstiller kandidater til Skulderklappet, og i sidste ende afgør juryen, hvem der skal løbe med æren.
Flere ideer til havnene
Det er 16. år Danske Tursejlere afholder konkurrencen om Årets Havn. Det er blevet en begivenhed, som mange medlemmer og lystbådehavne har taget til sig. Havnene er glade og stolte af at kunne markedsføre sig med den eftertragtede titel, der udløser både diplom og en kontant præmie på 10.000 kr til Årets Havn og 5.000 kr. til Årets Skulderklap.
Og så giver de inputs, som sejlerne kommer med via konkurrencen, vigtig inspiration til havnene om, hvordan de kan gøre deres egen havn mere attraktiv. Danske Tursejlere har netop udgivet en mini-rapport med brugbar viden til havnene baseret på de over 2000 besvarelser fra afstemningen i 2022. Rapporten kan findes på dansketursejlere.dk og havneguide.dk
Afstemningen løber indtil 31. oktober. Dernæst udvælger juryen en vinder, som vanen tro præsenteres på FLID’s Havnemesse d. 29. november.
Her stemmer du på årets havn: survey.mediva.dk/havn