Fra servicechef til partner: Stewart Moeliker-Twigg har 25 års jubilæum hos Tempo Bådsalg A/S i Ishøj
Stewart er oprindelig fra Nordirland og startede tidligt med at sejle og har i sine unge år krydset Atlanten tre gange. Det har givet ham en stor erfaring med både, og de udfordringer der kan opstå med bådene efter længere tids sejlads.
Den 1. august er det 25 år siden, at en af Danmarks mest kendte bådhandlere og bådspecialister, Stewart Moeliker-Twigg, blev ansat som tekniker hos Tempo Bådsalg i Ishøj, og allerede året efter blev han udnævnt til Servicechef, med ansvar for aflevering af alle nye og brugte både til kunder. Det blev til ca. 200 både hvert år.
”Stewarts ekspertise og store viden om sejl- og motorbåde betød, at vi hurtigt trak ham ind salgsarbejdet som projektleder, hvor han især rejste rundt til værfterne i Europa og tjekkede, at de både vi havde i ordre opfyldte de specifikationer som kunderne ønskede. Vores samarbejde med Stewart var så godt, at han siden 2007 har været partner i firmaet,” fortæller Henrik Jørgensen, Tempo Bådsalg A/S til bådpressen.
Oprindeligt fra Nordirland
Stewart er oprindelig fra Nordirland og startede tidligt med at sejle og har i sine unge år krydset Atlanten tre gange. Det har givet ham en stor erfaring med både, og de udfordringer der kan opstå med bådene efter længere tids sejlads.
På et tidspunkt fik Stewart et job med at passe en stor charterflåde i Grækenland og her fandt han sin danske kærlighed og flyttede med til Danmark, sammen med Susan, hvor de sammen har pigerne Josephine & Cassandra. Her fik han job hos ShipShape i Rungsted, der dengang var ejet af Ib Jacobsen.
Styrke at Stewart er britisk
”Det er en styrke for Tempo Bådsalg, at Stewart er britisk og kan tage sig af vores internationale kunder, hvor han kender mentaliteten og kan tale sagligt om selv dybt komplicerede emner om bord på en båd. Desuden har Stewart en masse venner og forretningsforbindelser i hele verden, som vi kan trække på, hvis vores kunder får problemer i udlandet," fortæller Henrik Jørgensen.
"Det er også en styrke for os, at Stewart har sat sig indgående ind i de meget omfattende installationer, der er i nutidens større både,” fortæller Henrik Jørgensen, Tempo Bådsalg, der med rette er stolt over at han, samme med medejerne Gert Sørensen og Stewart Moeliker-Twigg har drevet firmaet i 33 år på samme CVR-nummer.
"Det er atypisk i bådbranchen," siger Henrik Jørgensen.
Det hører med til billedet af Stewart, at han altid er glad, har god humor og samtidig altid er dybt saglig i en bådhandel. I dag tager han sig mest af handler med større sejl- og motorbåde.
Reception for Stewart torsdag 24 august - åbningsdag for bådudstilling
Tempo Bådsalg holder reception for Stewart, hvor kunder, familie samt venner af huset er velkommen torsdag 24. august fra kl. 16 - for øvrigt samme dag som Copenhagen Boat Show slår dørene op.