Sidse fra Egå: Solosejlads fylder mig med adrenalin og mestringsfølelse

Når man sejler alene, bliver det utrolig tydeligt, at ud over vindens kræfter, så er du den eneste, der får båden til at flytte sig sikkert fra en destination til en anden

Jeg elsker at sejle alene; at føle kontakten til båden under dig og naturen omkring dig. Da jeg tog hjemmefra, var jeg begynder og usikker på egne evner. Jeg havde brug for at bevise overfor mig selv, at jeg kan sejle, og at jeg ved, hvad jeg laver. Dette fik jeg bevist mange gange. Tydeligst da jeg på en øde ø i finske skærgård, fik problemer med motoren og måtte indse, at jeg måtte nå havn uden.

Der er intet som en hel dag på kryds gennem skærene, der afsluttes med at lægge til for sejl, som fremmer følelsen af at være kaptajn på eget skib.

Jeg foretrækker at lave havnemanøvre for motor, men nu ved jeg, at jeg kan for sejl, hvis jeg skal. Når man sejler uden for sæson, møder man ikke mange andre på vandet. Jeg havde helt klart en følelse af at skulle klare mig selv. I dag ved jeg, at der havde været andre løsninger. Langs kysten I Østersøen er hjælpen sjældent langt væk, selvom du ikke kan se den.   

Venskaber i land

På min langtur var jeg oftest alene på havet. Men jeg var ikke alene i land. På min instagramprofil Sisi_atsea begyndte jeg at dele mine sejladsplaner, og lokale kontaktede mig online.

For mig har det at rejse altid handlet om at møde de lokale de steder, jeg besøger. Det er langt lettere, når man rejser alene. Mennesker er sociale væsner, og når jeg kommer i land et nyt sted, så opsøger jeg folk i miljøet omkring havnene. I fremtiden håber jeg, at jeg både kommer til at sejle solo og have crew en gang imellem, jeg kan godt lide vekselvirkningen.

Hjælp til den våde og udmattede solosejler

“Er du alene - jamen du er jo kvinde” sådan lød det ofte, når jeg ankom til en ny havn på min rundtur i Østersøen. Der er helt sikker udfordringer forbundet med at være alene kvinde i en mandsdomineret sport og livsstil. Jeg føler, at jeg langt oftere skal retfærdiggøre mine valg om eks. at sejle alene end en mand skal.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at pointere, at der også er en lang række fordele som kvinde i sejlerverdenen. Jeg er overbevist om, at det er lettere for mig at spørge om og få hjælp af venlige erfarne sejlere end, det vil være for en ung mand i samme situation. Der er ingen, der forventer at en kvinde kan bruge en boremaskine, og derfor taber jeg ikke ansigt, når jeg spørger om råd og vejledning til basal bådarbejde.

I Baltikum mødte jeg havnemestre, der aldrig havde mødt en solosejlende kvinde før, de kørte mig rundt til forskellige båd- og fødevarebutikker for at skaffe reservedele og proviantering.

I Stockholm kørte havnemesteren mig op får at handle, da jeg kom i havn en kold novemberdag efter solnedgang, og i Helsinki havde en mand provianteringen klar, da jeg ankom gennemblød efter at have krydset finske bugt i oktoberregnen.

Folk kunne aldrig rigtig bestemme sig for, om jeg var skør eller inspirerende. Det er helt okay. Vi behøver ikke allesammen være vilde med at sejle solo og da slet ikke om vinteren.

Jeg prøver ikke på at overbevise folk om, at alle skal leve som jeg. Tværtimod er jeg rimelig bevidst om, at jeg kun kan leve et omsejlende halv-normadisk liv, fordi de fleste andre ikke gør det. 

Forskel på at være alene og være ensom

Et par af mine venner påtalte faktisk, om det var sundt at tilbringe så meget tid alene. Evnen til at være komfortabel i sit eget selskab, mener jeg er en undervurderet egenskab i det moderne samfund.

Det er sundt at føles sig godt tilpas med sig selv og have tid og ro til at mærke sig selv og høre sine egne tanker.

At være alene og være ensom er to vidt forskellige ting, og når jeg en gang imellem føler mig ensom, så er det faktisk oftest i relationen til andre mennesker, hvor man føler sig misforstået, eller ikke kan finde sin plads i et fællesskab. 

Sidse - se også hendes korte video, hvor hun forklarer