Signe: Spændende gensyn med de tidligere dansk-vestindiske øer

British Virgin Island og US Virgin Islands ligger lige ved siden af hinanden med kun få sømil imellem, men da man skal tjekke ind og ud af både BVI og USVI, giver det bedst mening først at sejle i den ene øgruppe og dernæst den anden.

Som udgangspunkt er BVI et bedre område at sejle i end USVI, hvis du spørger mig: Der er flere små øer med mange muligheder at finde sjove ankerpladser, og i forhold til antallet af charterbåde i BVI sammenlignet med USVI, så er jeg vist ikke alene om den vurdering.

I USVI ser vi flere “almindelige” cruising-både, men flest amerikanere eller canadiere. Vi troede først, at det var fordi, det er sværere at sejle til USVI, fordi man skal have et visum for at komme ind, men vi har lige fundet ud af, at man ikke længere behøver at have et B1/B2 visum, men kan gøre brug af et ESTA visum.

Det er derfor tilladt i dag at tage færgen fra BVI til USVI, få et stempel i sit pas, og derefter sejle ind på ens egen båd. Jeg ved ikke, om den lidt mere omstændelige metode afholder folk fra at sejle til USVI, eller om det bare er lidt bedre i BVI. Med vores B1/B2 visum kunne vi dog sejle direkte fra BVI til St. John.

Nationalpark på St. John

De tidligere Dansk-Vestindiske øer består primært af tre større øer: St. Croix, St. John og St. Thomas. Det meste af St. John er en naturpark, hvor det kun er tilladt at ligge for anker få steder.

I stedet skal man benytte deres bøjer, og det koster 26 USD pr. nat, uanset om man bruger en bøje eller ej - eller hvor stor ens båd er. Vi vidste godt, at det var en park, men vi troede, at vi kunne ligge gratis for anker, så længe vi lå uden for områderne med bøjer.

Efter solnedgang fik vi dog besøg af Jeff, en frivillig park ranger, der kunne fortælle os, at vi enten måtte flytte os uden for parkens område eller finde en bøje for natten for at undgå store bøder. Det var heldigvis ikke et problem at finde en bøje, men vi var dog ikke i tvivl om, at vi nu har havnet på amerikansk jord.

Meget uamerikansk var det dog, at de gjorde brug af “the honor system” i forhold til betalingen: Man kunne bruge alle de bøjer, der var på øen, lige så længe man ville, og så blot betale, når man forlod stedet igen. Efter to dage på St. John puttede vi derfor 54 USD i en kuvert og afleverede dem i en postkasse på en tømmefløde.

Danske gadenavne i Charlotte Amalie

Hvis ikke jeg var fra Danmark, er det ikke sikkert, at jeg havde syntes noget særligt om USVI, ud over at jeg føler mig godt tilpas på øerne. Jeg bliver dog ved med at synes, at det er sjovt, at gaderne i Charlotte Amalie stadig hedder Kongens Gade og Crystal Gade, og at der er områder på St. Thomas, der hedder Sorgenfri, Solberg og Lilliendahl. Hvordan mon amerikanerne udtaler Wimmelskafts Gade?

Dansk historie i Fort Christian

Ud over de tydelige danske referencer i gadenavne og steder som Denmark Hill, er den danske historie dog til at overse. Fort Christian, hvis opførsel blev påbegyndt i 1672, da det lykkedes Danmark at kolonisere St. Thomas, er den ældste bevarede bygning på Jomfruøerne.

Fortet, der i dag er et museum, bliver dog ikke nævnt hverken i min Lonely Planet guidebog eller på byens eget turistkort, men det er heller ikke specielt imponerende og fortæller næsten ingenting om øens historie. Besøget gav dog et indblik i, hvorfor de måske ikke holder særlig fast i deres danske historie.

Råb og barnegråd

i kælderen på fortet var udstillet dele af et skib, Fredensborg, og et skilt forklarede, at det havde sejlet flere gange mellem Danmark, Guinea (i dag Ghana) og St. Thomas, da den øgede vækst på øerne havde øget behovet for slaver.

På skibet var der placeret flere figurer af slaver i lænker, og en højtaler afspillede en konstant summen af fortvivlede råb og barnegråd - og med Dannebrog stolt placeret i stævnen. På væggen var der ydermere figurer af slaver i fuld størrelse ved siden af en mindre figur af et fort med det danske flag placeret i toppen af fortet.

Fra at have gået rundt og følt, at jeg på en måde hørte lidt til, fik jeg fik det i stedet helt dårligt over, at jeg havde gået og moret mig over de danske gadenavne. I alt transporterede Danmark 111.000 afrikanske slaver over Atlanten under umenneskelige vilkår.

Charlotte Amalie for krydstogtgæster

I dag bor der knap 15.000 mennesker i Charlotte Amalie, som er den største by på Jomfruøerne. Byen er en af de travleste krydstogtdestinationer i Caribien med omkring 1,5 mio. besøgende om året, og det er tydeligt, at det primære fokus er på de mange krydstogtgæster: Langs terminalen er der bygget et kæmpestort butiks- og restaurantområde, og butikkerne inde i byen, der ligger i de gamle bygninger, lukker, når krydstogtgæsterne tager tilbage til deres skibe.

Det er fx svært at finde en restaurant inde i byen, som har åbent efter kl. 18. Vi fik dog at vide, at der siden Covid ikke er kommet gang i krydstogterne igen, og i fire ud af de fem dage, vi lå i bugten, kom der ingen skibe - og der er plads til fem!

Vi havde det derfor næsten for os selv, men det må kunne mærkes på økonomien på øen. Nu ligger der dog igen skibe ved kajen, og vi er på vej videre. Næste stop: Puerto Rico.

Signe