Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
49eren leverede en bundplacering ved OL i Paris, nu er der ny forhåbning med Aarhus-sejleren Jonas Warrer, der godt kan finde vej på banen. Foto: Peter Brøgger

Sejlerlandsholdet udtaget: OL-guldvinder Jonas Warrer gør comeback i 2025 - Rindom ude

OL-guldvinderen fra 2008, 45-årige Jonas Warrer, gør comeback i 49eren samtidig med, at en ny holdstruktur introduceres med fokus på udvikling og toppræstationer. Se hvilke sejlere, der er udtaget. Nacra 17 udgår af landsholdet, det samme gør Anne-Marie Rindom foreløbigt i ILCA 6.

Af Troels Lykke |

Dansk Sejlunion har sat navne på de sejlere, der i 2025 er en del af landsholdstruppen samt udviklingsgruppen.

På landsholdet finder man lidt af en overraskelse – Jonas Warrer, OL-guldvinderen fra Qingdao, er tilbage i 49eren og igen en del af holdet efter tre års pause, fortæller Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Sammen med gast Mathias Sletten, aktiv elitesejler indtil 2020, er kursen  med Warrer sat mod Los Angeles og drømmen om en ny OL-toppræstation i 2028.

– Jeg synes helt grundlæggende, at det er fedt at sejle 49er, og jeg savner det. Jeg har været træner for en del i de senere år og har siddet i båden og kigget på sejlerne og haft lyst til at hoppe over og sejle selv. For mig giver det ikke mening at sidde i en trænerbåd, hvis jeg selv stadig kan være med, og det føler jeg, at jeg kan, siger Jonas Warrer om at vende tilbage i landsholdsbib’en.

– Derudover savner jeg konkurrencemomentet. Der er stadig nogle resultater, jeg gerne vil opnå. Ultimativt er det selvfølgelig OL-medaljer, men det er også alle de andre store konkurrencer, der trækker.

Erfaring er guld værd

Selvom guldvinderen fra Qingdao har rundet 45 år, holder kroppen fortsat til elitesport, forsikrer han.

– Jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er lige så hurtig som for 10 år siden, men alt er relativt. I sejlsport er det primært gasten, der har det hårde arbejde. Mit niveau er rigeligt i forhold til, hvad jeg skal kunne klare. Jeg taber måske nogle tiendedele, i forhold til hvor hurtigt jeg kan komme på den anden side i en bomning eller vending. Men sejlsport er så kompleks en sport, at de 20 års sejlads i 49eren, jeg efterhånden har i banken, er vigtigere.

Den tilgang harmonerer på mange måder med de erfaringer, Dansk Sejlunion tog med hjem fra legene i Paris. I dag er den gennemsnitlige OL-medaljetager i sejlsport 31 år, påpeger Anders Kristensen, Dansk Sejlunions direktør.

– Sejlsport er en erfaringssport, som du kun bliver bedre til med årene, hvis fysikken ellers holder. Det er en kæmpe gevinst, at vi har Jonas Warrer tilbage på Sejlerlandsholdet på både den korte og lange bane. Hans enorme erfaring fra fire OL-kampagner vil komme en masse unge 49er-talenter til gode, siger han.

Ny landsholdsstruktur

Samtidig med holdsætningen lancerer Dansk Sejlunion også en ny struktur for landsholdene i 2025. Formålet er at styrke elite- og talentarbejdet og sikre bedre resultater på internationalt niveau. Ændringerne sker desuden som led i et tæt samarbejde med Team Danmark og bygger på en skarpere prioritering af klasser og sejlerudvikling.

– Vi skærper vores fokus og prioriteringer for at sikre, at vi kan levere på højeste niveau. Samtidig fastholder vi vores stærke danske model med hjemlig træning og tæt samarbejde mellem sejlere og trænere. Det handler om at løfte sejlerne som individer og som en samlet gruppe, siger Anders Kristensen.

Det betyder, at Dansk Sejlunion fremover satser smallere og på de mest konkurrencedygtige discipliner. Fra 2025 vil landsholdssatsningen derfor være centreret om 49’er, 49er FX, IQ Foil Men og ILCA 6.

Dermed siges der også farvel til Nacraen, der ikke længere vil blive finansieret af Dansk Sejlunion og Team Danmark, mens ILCA 7-klassen fortsat vil indgå som en del af talentudviklingen.

– Det er selvfølgelig ikke med vores gode vilje, men vi er nødt til at investere midlerne der, hvor de har den størst mulige effekt. Lige nu har vi desværre ikke kapacitet til en fuld Nacra-satsning, fastslår han.

Med de nye tiltag og en skarpere strategi er målet, at Danmark kan markere sig stærkere på den internationale sejlsportsscene i de kommende år. Ikke blot ved OL, men også ved de kommende VM’er.


Sejlerlandsholdet 2025

ILCA 6

Anna Munch, Kaløvig Bådelaug
49erFX

Johanne Schmidt, Aarhus Sejlklub
Andrea Schmidt, Aarhus Sejlklub

49er

Jonas Warrer, KDY
Mathias Lehm Sletten, KDY
Frederik Rask, Skovshoved Sejlklub
Jakob Precht, Skovshoved Sejlklub
IQ Foil Men

Johan Søe, ÅWK

Udviklingsgruppen 2025

ILCA 6

Mads Wegener, Egå Sejlklub (fast track)
Helena Wolff, Hellerup Sejlklub (fast track)
IQ Foil Men

Rasmus Blakskjær, ÅWK (fast track)
Alfred Dixen, ÅWK
Niklas Lillelund, ÅWK

ILCA 7

Johan Lundgaard Schubert, Horsens Sejlklub
Nikolaj Borch, KDY
Andreas Krabbe-Christensen, KDY
Mark Hestbæk, Hellrup Sejlklub / Vallensbæk Sejlklub
Andreas Bjerre Pedersen, Egå Sejlklub

49er

Daniel Nyborg, Sletten Bådelaug
Nikolaj Hoffmann Buhl, Sletten Bådelaug
Clement Aasholm-Bradley, Hellerup Sejlklub
Gustav Aasholm-Bradley, Hellerup Sejlklub
Carl Emil Sloth, Sletten Bådelaug
Simon Christoffersen, Sletten Bådelaug
Carl Laurits Schouw Nielsen, Marselisborg Sejlklub
Mads Fuglbjerg, Aarhus Sejlklub

49erFX

Josefine Nøjgaard, Marselisborg Sejlklub
Sara Nielsen, Marselisborg Sejlklub
Rebekka Johannesen, Sletten Bådelaug
Silje Cerup-Simonsen, Sletten Bådelaug

Motor
content-loader
content-loader
content-loader