Ny bog: 'Strandet i det indiske ocean' - en vild sejltur fra Bangkok til Limfjorden

Bogen 'Strandet i det indiske ocean er en beretning om bygningen af en skonnert i Bangkok og sejladsen hjem til Danmark 1966 til 1971.

I tresserne mellem 1965 og 1969 byggede arkitekt Claus Heding en skonnert i midten af Bangkok. Han var ved lidt af en tilfældighed kommet til Thailand, men han indså hurtigt, at det var et fantastisk sted at bygge en båd.

I 1968 slog hans lillebror Anders sig til ham. På det tidspunkt var båden lige blevet søsat, og Anders forventede hurtigt at komme til at sejle med fra Thailand tilbage til Danmark. Men sådan kom det ikke til at gå. Det tog et helt år, før båden var færdig, men så blev det også en spændende tur. Fra Thailand til Singapore og Bali og over Det Indiske ocean, hvor de strandede. Båden blev reddet, og de kunne fortsætte via Sydafrika, Sydamerika og Vestindien over Nordatlanten hjem til Danmark i 1971.

Uddrag af bogen: Vi for op og forsøgte at få mere sejl sat op for at kunne få vendt båden. Men forgæves! Brændingen var begyndt at tage os, og pludselig råbte Claus, at vi skulle holde fast, og så styrede han båden direkte mod brændingen. Det viste sig at have været en klog beslutning, ellers var vi nok ikke kommet helskindede fra denne oplevelse.

Det var bælgmørkt, men vi kunne mærke, hvordan båden blev fanget af den store brænding og løftet tre-fire meter for så at styrte ned på revet med sine tyve tons. Så en gang til op og ned med endnu et brag. Så væltede vi om på siden med dækket bort fra brændingen.

Om forfatteren: Tyve år gammel drog forfatteren til Bangkok for at deltage i byggeriet af en skonnert, som han efter et år var med til at sejle hjem til Danmark. Siden da uddannede han sig som bådebygger og blev som sådan sendt til Tonga for FAO og siden Tanzania. Han endte med at tage en MA i filosofi og samfundsteori i England.

Her forklarer Anders Heding mere udførligt til minbaad.dk om hvad der skete i 60erne:

Fra Bangkok til Limfjorden

I 1965 var jeg færdig med 1.g. Min 8 år ældre bror Claus, blev færdig som arkitekt og rejste til Bangkok. Han havde fået et UNICEF legat, som han aldrig udnyttede. Jeg brugte sommerferien til at sejle til Grønland som messedreng.

I Bangkok gik min bror i gang med at arbejde som arkitekt. Krigen i Vietnam var undervejs og der blev bygget meget nyt i byen. Claus havde hele sin studietid boet på en skonnert han havde købt med tanke på at sejle på de store have og som lå ved Wilders Plads, men den viste sig at være for stor en mundfuld, så han solgte den.

Men et års tid efter at være ankommet til Bangkok gik det op for ham at det var lige det rigtige sted at bygge en mindre skonnert, hvilket han begyndte på ved en af Bangkok mange kanaler. Træ var billigt og det arbejdskraften også. Jeg og resten af familien fulgte med igennem de lysbilleder han sendte hjem.

Da jeg blev færdig med 3.g. var jeg efterhånden blevet tændt på at tage ud til min bror for at være med til at sejle sammen med ham, når båden var færdig.

Den var lige søsat, da jeg ankom i slutningen af 1967, og der kom til at gå et helt år med at lave rigning og aptering - og så havde jeg ikke lyst til at komme hjem som jeg havde lovet mine forældre. Så Claus og jeg arbejdede så sammen om at få båden færdig. Den havde nu fået navnet “Sawankhaloke” ved søsætningen.

Master rejst af Mærskbåd

I januar 1968 blev den slæbt ud af kanalen og masterne rejst af en Mærskbåd i havnen. Og så begyndte sejladsen mod Danmark. Turen gik først til Cambodia, derefter over Siambugten og ned til Singapore.

Vi var til at begynde med fire ombord. Ud over min bror og jeg var to af Claus’ venner med.

I Singapore skulle vi have haft en motor i båden. Men i og med at vi for det første ikke syntes vi havde råd til motor og brændstoftanke og nu kendte bådens sejlegenskaber blev beslutningen at fortsætte uden.

Det betød at vi ikke have elektricitet ombord, og toilet og vandtanke var der jo heller ikke råd til. Så det blev i høj grad en sejlads magen til den som fortidens søfolk bedrev. Toilettet var ud over siden, vand i 40 plastikdunke, kompas, sekstant, et Tissot armbåndsur og en Sony transistorradio.

Det var det der skulle til for at komme til Danmark. Vi havde selvfølgelig bedre søkort end man havde i gamle dage. Vi var heldige undervejs at få alle de søkort vi behøvede for at komme hele vejen.

Suezkanalen lukket pga. seksdagskrigen

Dengang var Suezkanalen lukket i 8 år på grund af seksdagskrigen i Mellemøsten, så turen blev af den grund, men også fordi det var, hvad vi havde søkort til, over det Indiske hav til Sydafrika, op igennem Sydatlanten til Brasilien og Vestindien, og til slut over Nordatlanten til England og Danmark.

Undervejs i det Indiske ocean strandede vi på Cocos (Keeling) øerne. Vi og båden overlevede, men ikke uden voldsomme skader på båden. Ved hjælp af to traktorer vi lånte af øernes beboere lykkedes det os slæbe båden tre hundrede meter over øen og ind i øens lagune.

I den beskadigede båd kunne vi krydse lagunen til den af øerne hvor øernes flyveplads lå. Der blev den trukket på land igen, og hvor vi i løbet af fire måneder reparerede båden og var i stand til at genoptage sejladsen.

Resten af turen blev knap så dramatisk, om jeg så må sige, men spændende ikke desto mindre.

Jeg har skrevet en bog under titlen “Strandet i det Indiske Ocean” om bygningen af båden og sejlturen, og den giver selvfølgelig mange flere oplysninger om vores oplevelser end denne artikel dække.

Claus døde i 2014

Claus døde i 2014 og Sawankhaloke blev solgt, men ligger stadig i Nappedam lystbådehavn på Djursland.

Jeg er fuldstændig klar over at bestyrelsen for skoleskivet “Danmark” ikke kan reklamere for en bog, men bogens handling og emne taget i betragtning tror jeg alligevel den ville kunne finde genlyd blandt mange unge som har sejlet med skoleskibet.

Bogen handler om bygningen af en lille fisker-mand-stagsejls skonnert som min ældre bror Claus Heding byggede i tresserne i Bangkok og som han og jeg som hans yngre bror sejlede hjem til Danmark.

Båden blev bygget på samme måde som træskibe i ældre tid og hjemsejladsen fandt sted uden motor og dermed uden elektricitet ombord. Dette medførte selvfølgelig at de eneste instrumenter vi havde med os var kompas, sekstant, et ur, en log og en Sony transistorradio.

Sejladsen kom derfor til at foregå som den gjorde de sidste tre århundrede. Søkortene var ganske vist bedre end førhen.

Jeg tror bogen ville appellere til mange af de unge om bord på “Danmark.

Jeg kan lige nævne at min bror arkitekt Claus Heding senere blev arkitekt på Fregatten Jylland på grund af hans viden om skibskonstruktioner.

Med sejlerhilsen

Anders Heding