Gå til hoved-indhold
Havne
Vejen fra havn til by og kort i Dragør. Foto: Dragør Kommune

Sommerhavne: Gå fra broen til caféen i Dragør

På vejen gennem Øresund bør du stoppe op i charmerende Dragør. En havn, der er bundet tæt sammen med den ældgamle by, fortæller Brostrøm 31-sejler fra Køge, Michael Ramgil Stæhr.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Her sætter vi kursen mod Dragør, der står øverst på 53-årige Michael Ramgil Stæhrs havneliste.

Hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?

- Uanset hvor i landet, vi sejler til, lander vi i Dragør på vejen. Den ligger strategisk godt i Øresund, og derfor er netop denne havn vores naturlige favorit.

- Selve havnen ligger lige op ad den ældgamle by. Er man heldig, kan man derfor gå direkte fra broen og ind på en café. I den fine, lille gågade, der ligeledes er placeret nær havnen, er der mulighed for at købe gode is, besøge restauranter og butikker og at hente sit morgenbrød.

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske sommerhavne?

- Det er uden tvivl dens tilgængelighed. Selvom vi stadig er forholdsvis nye sejlere, har vi allerede besøgt havnen fem-seks gange. Det er et super pitstop, inden man skal videre gennem Øresund. 

- Særligt er det også, hvordan stemningen fra den charmerende by præger havnen. En stemning, som man ikke finder i de større havne. Jeg tror, det hænger sammen med Dragørs gamle bydel, der består af en række små gænger og gader, som man kender det fra Aarhus. 

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Dragør?

- Allerede fra havnen kan du se Dragør Fort, der i dag er privatejet og anvendes til events, koncerter og lignende. Samtidig er der et flot marskområde, hvor man sagtens kan gå lange ture, ligesom der er et stort fritløbsområde for hunde.

- På kun en halv time kan du være inde i København, så har du lyst til at opleve storbyen og dens mange muligheder på din sommerferie, er der ligeledes rig mulighed for det, når du ligger i Dragør.

Hvis noget skulle forbedres i Dragør, hvad skulle det da være?

- Her er alt, hvad der skal være; strøm, faciliteter og en god stemning. Mange folk fra København kommer til Dragør og går ture, hvilket er med til ikke blot at skabe den gode stemning, men også åbne døren til de mange muligheder, der findes i byens gågade.

- Er du til de større arrangementer, er der et kæmpe stort område tæt ved havnen, hvor der blandt andet er tivoli om sommeren. Hvis man tjekker kalenderen på forhånd, kan man helt sikkert ramme ind i nogle spændende arrangementer, men det er desværre ikke lykkes for os endnu.

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- Det er tydeligt at se, at nogle havne er kommunalt drevne, mens andre er drevet af frivillige i foreningerne. De sidstnævnte havne kører ofte på pumperne, da det netop er frivillige kræfter, der skal løfte de mange opgaver. Derfor er min oplevelse, at de kommunale havne ofte er mere strukturerede. 

- At havnene netop er så forskellige, er for mig en del af charmen. Det er ikke som at gå i Seven Eleven, hvor man altid ved, hvad butikken har at byde på. Dog ærgrer det mig, at så mange havne i dag er rykket ud af byerne. Jeg kan godt savne muligheden for at hente morgenbrød, at sætte mig på en café eller at spise en is.

Om Dragør Havn:

Havnepladser: 35 gæstepladser

Faciliteter: El, vand, dykkerassistance på forespørgsel m.v.

Frihavn: Nej

Havnetakst: 235,00 kr. (fartøjer under 10 m)

Hjemmeside: https://www.dragoer.dk/havn 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader