Gå til hoved-indhold
Tur
Særligt Union Island, Carriacou og de omkringliggende øer har oplevet massive ødelæggelser af orkanen Beryl. En strategi for nogle sejlere har tidligere været at lave en grav til bådene, de kunne stå i under en orkan.
Tur
Flere hundrede både er ramt af orkan i Caribien. Privatfoto

Orkanen Beryl har ødelagt flere hundrede både i Caribien efter vind på over 40 m/sek.

En dansk sejlerfamilie i Caribien oplever den uventede orkan Beryls uhyggelige ødelæggelser. Det handler de nu med indsamling og sejler om en uge til de ramte øer for at hjælpe. Minbaad.dks Cille Rosentoft har netop talt med langtursejleren Mick Hegelund, der er i Tobago i 46 fods stålbåd. Se video.

Af Cille Rosentoft |

Orkanen Beryl har gjort tusindvis af mennesker hjemløse og lagt flere øer ned. Nu har en dansk sejlerfamilie startet en indsamling, som du kan støtte.

Mick Hegelund på 42 år og familien, som består af hans kone Julie og deres to drenge Villads som fylder 13 år om et par dage og Valdemar på otte år, forlod Greve sommeren 2023. Siden da har de været på eventyr i deres båd “Trolde Hans”.

Trolde Hans er et 46 fod stålbåd, bygget ud fra tegninger fra Van De Stadt. Båden er bygget på værftet i Ærøskøbing fra 97-99 og er en one-off. Bådtypen hedder ÆBC 44.

De lå for anker ved Charlotteville på Tobago, da orkanen Beryl ramte de sydlige øer i Caribien natten til tirsdag (dansk tid). En kategori 5 orkan som var alt for tidligt på den og med en kraft, som ikke er oplevet tidligere i dette område.

Se video med ødelæggelser fra Caribien i Carriacou, Grenada

Minbaad har i dag talt med Mick Hegelund, som fortæller.

- Vi ligger stadig for anker ved Tobago og har på tæt hold fulgt orkanen Beryls ødelæggelser. Selvom vi slap med skrækken og derfor ikke har ikke været direkte påvirkede af orkanen Beryl, så er vi meget påvirkede af de ødelæggelser, som øerne længere nordpå er blevet udsat for. Særligt Union Island, Carriacou og de omkringliggende øer har oplevet massive ødelæggelser. Vi har opholdt os længe på Union Island og er kommet tæt på mange af de lokale, og dem bekymrer vi os for, fortæller Mick Hegelund.

Som billederne i artiklen vidner om, har Beryl ramt med voldsom kraft og opbygningsarbejdet kommer til at koste tid og penge. Billederne er taget af en sejler, som opholdt sig på Union Island og derfor nu kan dokumentere ødelæggelserne.

Vi vil gerne gøre noget

Mick Hegelund har sammen med andre sejlere på Tobago besluttet at handle. De er påvirkede af situationen og har besluttet at bruge alle deres ressourcer på at bidrage, der hvor de kan.

Lige nu ser det ud til, at der er størst behov for hjælp til byggematerialer, benzin og kræfter til at hjælpe med selve genopbygningen, men det kan ændre sig dag for dag. Derfor følger de situationen tæt og gør klar til at indkøbe hvad der er behov for.

- Vi er alle meget berørte og kan slet ikke forestille os, at vi ikke skulle gøre noget, nu vi alligevel er her, fortæller Mick Hegelund.

Det betyder, at Mick Hegelund og hans familie sammen med et par andre både om en uge sejler til Union Island via Trinidad, hvor de skal købe diverse materialer. Ombord vil de sørge for at have så mange byggematerialer, benzin og en generator med, som de personligt vil overrække til de lokale på Union Island. Derefter vil de opholde sig på øen i en kort periode og hjælpe med selve opbygningen.

- Det er stadig midt i orkansæsonen, så vi vil selvfølgelig ikke blive fanget der. Beryl viste os jo, at vi ikke kan være sikre, selvom vi kun lige har taget hul på orkansæsonen. Vi er derfor begrænsede at tid og skal også sætte gaster af ved ABC-øerne i slutningen af måneden. Derudover antager vi, at det helt sikkert også bliver en voldsom oplevelse, ikke mindst for børnene, som jo kender stedet så godt. Realistisk bliver vi der nok i fire dage - primært for at vise dem at vi bakker op om dem og sikre os at hjælpen havner det rigtige sted, siger Mick Hegelund til minbaad.

Der er behov for din hjælp

Lige i disse dage er behovet meget akut og der bliver sejlet mad, vand og madrasser ind til de mange mennesker, der er påvirkede af orkanens ødelæggelser.

Når den helt akutte fase er overstået, vil der være behov for genopbygning, og i den fase er der brug for brændstof, byggematerialer, generatorer og alt hvad der skal til, for at kunne sætte gang i en hurtig genopbygning. De små øer har ikke meget hjælp at hente.

Til gengæld har Mick Hegelund og de andre sejlere gjort det muligt at støtte på en måde, hvor du kan være sikker på, at hjælpen kommer frem til de rette.

Selv det mindste bidrag er meget værd.

- En liter benzin koster fem kroner på Tobago og de fleste kan undvære en femmer, som Mick Hegelund så rigtigt formulerer det.

Sådan ser klimaforandringer ud: Liv eller død

Når vi sidder langt væk hjemme i - forholdsvis - trygge Danmark, kan det engang imellem føles som om klimaforandringerne er langt væk. Det er de ikke i Caribien lige nu, og her handler det om liv eller død.

Og det er denne orkan et tydeligt eksempel på. Det er den kraftigste orkan, der nogensinde har ramt St. Vincent og Grenadinerne og Grenada. Den er kommet meget tidligt på sæsonen, fordi vandet er varmere end normalt.

Eksperter spår at fremtiden kommer til at byde på endnu voldsommere orkaner, som rammer endnu tidligere på sæsonen. Det kommer til at have store konsekvenser for de samfund og mennesker, som rammes af dem.

Du kan støtte indsamlingen her

Orkanen Beryl:

Opstod som en tropisk storm i weekenden, men udviklede sig på 42 timer til en orkan.

En kategori 5 orkan: mere end 69,0 meter per sekund

Beryl har nu kurs mod Jamaica, men har aftaget i styrke og forventes at falde til en kategori 3 orkan.

Saffir-Simpson skala

Type

Kategori

Centertryk [hPa]

Vindhast. [m/s]

Tropisk lavtryk

TD

-

<17,5

Tropisk storm

TS

-

17,5-32,4

Tropisk orkan

1

>980

32,5-42,4

Tropisk orkan

2

965-980

42,5-48,9

Tropisk orkan

3

945-965

50,0-57,9

Tropisk orkan

4

920-945

58,0-68,9

Tropisk orkan

5

<920

>69,0

Kilde: https://www.dmi.dk/vejr-og-atmosfare/temaforside-vind/tropiske-orkaner-lever-af-havet

Motor
content-loader
content-loader
content-loader