Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Det danske Rockwool-hold gør sig klar på Bermuda. Foto: Samo Vidic for SailGP

Danmarks SailGP-hold jagter comeback i Bermuda efter dramatisk kollision i New Zealand

Holdet, ledet af Nicolai Sehested, sigter målrettet efter at få revanche efter en dramatisk sejlads i New Zealand i marts, hvor de kolliderede med to andre både på startlinjen i Christchurch. Der sejles lørdag og søndag på Bermuda

Af Troels Lykke |

Det danske SailGP-hold skal denne weekend i aktion i Bermuda, hvor Apex Group Bermuda Sail Grand Prix afholdes på øen for første gang siden 2022.

Uheldet, der for få uger siden skete med danskerne i en uheldig hovedrolle, resulterede i fire strafpoint til danskerne på sæsonranglisten, hvilket intensiverer konkurrencen i kampen om en podieplads ved sæsonafslutningen. Derudover pådrog den danske båd sig betydelig skade på sin forstævn.

Forud for sejladsen i Bermudas Great Sound er Rockwool-båden blevet repareret og klar til at sejle igen:

- Vi er glade for, hvordan båden ser ud, og vi glæder os til at komme ud at sejle igen. Vi takker vores kolleger på land for at have gjort et fantastisk stykke arbejde med at få os klar til weekendens event, siger Nicolai Sehested i en pressemeddelelse.

Lært af vores fejl

- Vi har lært af vores fejl og erkender, at vores hold ikke fik den bedste forberedelse. Vi fik ikke sejlet på kapsejladsdag 1 og fik ingen opvarmning. Jeg er sikker på, at hvis man satte Formel 1-kørere på startgridden uden nogen opvarmningsomgange, ville man se en masse problemer i det første sving, forklarer Nicolai Sehested om uheldet og udybber:

- Der var mange faktorer, der bidrog til kollisionen i New Zealand, men i sidste ende accepterer vi, at det var vores ansvar, og vi har taget vores straf. Nu ser vi fremad.

Strafpointene betyder, at danskerne ligger på en femteplads på den samlede rangliste, fem point fra podiepladserne, hvilket har øget presset på Sehested og holdet med kun fire events tilbage.

Stadig med i kampen

- Vi er stadig med i kampen. Der er masser af sejladser tilbage, hvor vi har mulighed for at lukke hullet, så det er vi glade for. Det er en mulighed. På en god dag kan vi konkurrere med ethvert hold i SailGP, nu skal vi ud at få det til at tælle, forklarer Sehested og påpeger:

- Målet er stadig det samme - vi vil i 'Grand Finalne' ved sæsonafslutningen. Vores tilgang vil være den samme, nemlig at sejle konsekvent, holde os ude af problemer og blive ved med at samle point.

Strategen Katja Salskov-Iversen sejler med holdet i Bermuda, da OL-mester Anne Marie Rindom træder fra på grund af træningen til de kommende olympiske lege.

Apex Group Bermuda Sail Grand Prix sejles kl. 19 dansk tid lørdag og søndag. Find mere info på www.SailGP.com/watch.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader