Malene blogger: Er Yachtskipperen virkelig for de få?

Malene Wilken, der er bosat på en 15 meter lang sejlbåd i Holbæk, er tvunget til at tage Yachtskipper 3-eksamen, hvis hun skal sejle familiens husbåd. Læs hendes første blog om den berygtede eksamen her:

Lige siden jeg for snart mange år siden begyndte at uddanne mig til sejler, har Yachtskipper-titlen været omtalt med ærefrygt. Som noget, der var virkeligt svært at erhverve sig. Noget, som kun de dygtigste af de dygtigste sejlere kunne gøre sig håb om at få i hus. 

Lyttede man til snakken på broerne, var der nærmest ingen grænser for, hvad man skulle kunne huske for at kunne bryste sig med titlen. Duelighedsprøven var til sammenligning nærmes allemandseje, mens

Yachtskipperne var for de få. 

Så udover at være spændt nød jeg også den respekt, der kom, når jeg på broen fortalte, at jeg skulle til at læse til Yachtskipper.

Vores nuværende båd kræver en Yachtskipper

Den båd, jeg bor på, er mere end 15 meter lang, så for at kunne sejle den alene var det nødvendigt at opgradere den maritime kunnen. Når jeg forklarede landkrabberne i min omgangskreds, hvad det gik ud på, sammenlignede jeg det med at udvide bilkørekortet til også at gælde for lastvogne. 

Det var med noget bævende hjerte, at jeg tog til undervisning første gang.  Jeg var spændt, men også nervøs, for kunne jeg mon lære alt det, der skulle til?

Selvfølgelig kunne jeg det. Og det kunne de unge mennesker på holdet også, både dem der havde valgt at tage Yachtskipper-eksamen i deres sabbatår, hvor der var overskud til det, og dem, der passede deres studier samtidig. 

Vi, der er mere modne, kom også alle sammen igennem det frygtede nåleøje. Vores niveau var højt, fik vi at vide af den censor, der eksaminerede os, men det var først nogle dage efter eksamenen var i hus, at jeg kunne tage den viden til mig og tro på, at det også gjaldt mig. 

Meget fjollet, for jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne planlægge og tage ansvar for en længere sejlads, som man skal i forbindelse med prøven.

Alle var usikre

Måske skyldes det, at jeg har mere sejlerfaring end de fleste. Dengang min mand og jeg sejlede på langfart med vores børn, brugte vi mange timer på at regne på tidevand og estimerede ankomsttidspunkter. I løbet af de lidt over to år blev vi gode til at proviantere til mange dage og sørgede altid for at have godt med vand og brændstof ombord. 

Vi var opmærksomme på, hvad der ville kunne gå galt under sejladserne for så vidt muligt at undgå det, fordi der var mindre overskud til også at tage sig af uforudsete udfordringer med to små børn ombord.

Alligevel var jeg nervøs for Yachtskipper-eksamen - og jeg var langt fra alene. Alle på holdet var usikre, og undervejs, mens jeg terpede, kom jeg til at tænke på dengang min mand tog sin Yachtskipper, og var så nervøs, at han ikke kunne spise et døgn før eksamen. 

Jeg kom også til at tænke på en gammel ven, der som pensioneret gymnasielærer læste Yachtskipper for sjov, og på et tidspunkt fik en skideballe af sin kone, der - som hun sagde - ikke orkede at se ham stresse så meget over en eksamen, der reelt set betød meget lidt for ham i forhold til nogle af de andre eksaminer, han havde taget i sin tid. 

Vi er altså mange, der af en eller anden årsag frygter en eksamen, som jeg vil vove at påstå at langt de fleste erfarne sejlere vil kunne få i hus. Ikke uden at arbejde for det, for det tager tid, men det er ikke så svært, som rygtet siger.

Masser af god læring – og godt med repetition

Principperne for, hvordan man skal gebærde sig på søen, synes jeg giver god mening, og den viden, vi under uddannelsen fik om eksempelvis placering af ballast på båden og beskyttelse af havmiljøet, var heller ikke noget, der voldte de store udfordringer for mig. 

Det gjorde til gengæld reglerne om meteorologi, hvor isobar-afstand i forbindelse med høj- og lavtryk kan have en tendens til at bytte plads i mit hoved. Men i praksis er jeg aldrig nervøs for vejret.

Når skyerne grånes, er jeg uanset hvilken båd jeg sejler med, ekstra opmærksom på vinden, og trækker gerne en frisk vejrudsigt mere, hvis jeg kommer i tvivl om, hvorvidt vejret holder. 

Men jeg er usikker på, hvad de forskellige skyer hedder, og var bange for, om jeg ville kunne forklare Corioliseffekten godt nok til at kunne leve op til de krav, der er for at bestå Yachtskipper-eksamen. 

På bagsiden af en af de bøger, vi læste, står der, at ”bogens indhold må betegnes som værende et minimum af viden en fritidssejler bør have om meteorologi”. Den angst sætningen plantede i mig efter at have pløjet bogen igennem sidder stadig i mig. 

En lettelse

Af frygt for at misse noget læste jeg, hvad jeg kunne komme i nærheden af, indtil Yachtskipperbogen, der desværre var i restordre i begyndelsen af kurset, blev leveret. Det var en lettelse at få den. 

Bogen, der er let at læse, starter med at genopfriske den viden, vi som erfarne sejlere byggede videre på for at udvide vores maritime kunnen. 

Det var dejligt, for selvom jeg flere gange er blevet mindet om afdrift og misvisninger, når jeg har sejlet, både her og i udlandet, er det ved at være tyve år siden, formlerne blev terpet i forbindelse med erhvervelsen af duelighedsbeviset. 

Dengang var det godt at lære principperne og rart at kunne lave udregningerne, hvis elektronikken skulle svigte, men helt ærligt, så er det ikke noget, vi har brugt siden duelighedsbeviset kom i hus. Selv ikke på vores båd, hvor vi er mere glade for papirkort end de fleste.

Glade sejlerhilsner fra nu
Malene

Læs med i næste uge, når anden og sidste del af Malene Wilkens Yachtskipper-blog lander på Minbaad.dk.