Birger Scheufens sejlede alene fra Belfast til Azonerne i en Luffe 45, hustruen opdagede det

I Belfast august 2023 lagde vi, Birger og Marianne Scheufens, Silver, en Luffe 45DS,  en måned i en vel beskyttet hyggelig marina meget nær Belfast centrum og klods op af Titanic Museum. 

Vi havde der været afsted siden 31. maj 2022 fra Gilleleje, via Anholt, Limfjorden, Inverness (Skotland) og Caledonian Canal, Hybriderne og slutteligt Belfast (som vi nød meget, selvom vi ikke er storbymennesker).

Der er masser at opleve i Belfast. Ikke mindst Titanic museet – sæt min. en hel dag af til denne rejse i dette moderne museum. Du får mindst en sko og en vinflaske at se på havets bund og en tur i en lift gennem skibsbyggerhallen.

Fra Belfast til Azorerne – uden gaster

30/8-22 sejlede Birger afsted fra Belfast mod Cork (Irlands sydligste punkt). Første nat var for anker ved udsejlingen fra Belfast, dernæst over til Isle of Man for anker. 

Fra Isle of Man 1/9-22 kl 03 videre mod Cork, 18 timer for spiler, indtil den sprang kl. 15, skiftede derpå til gennakker. Ankomst Cork fredag d. 2/9 kl 9 morgen.

Det blev til en hyggeweekend med guitar og nabobåde. Skipper nød at være klar i startposition til turen mod Azorerne. Men så ankom gasterne mandag. Og så ankom problemerne og de var mange.

Gasterne ankom uden bagage. Den var væk. Kæmpe problem. Det var første problem. Næste problem var at skipper ikke var informeret om, at en var vegetar og at yderligere ting kom frem som dagene gik.

Gaster fik kolde fødder

Behøver nok ikke at skrive mere eller at skipper var lettet over, at de to gaster fik kolde fødder og valgte at stå af igen kort før afgang og flyve hjem, tak for det. Det kan lyde kynisk, men det gælder om at være godt forberedt, når mængden af særheder kommer frem og det viser sig, at de er enorme. 

Skipper havde et vejr-slot torsdag d. 8/9-22 med afgang kl. 12 am fra Cork. En af bedste-vennerne var landcrew med vejr-filer og rapporterede undervejs.

Garmin in-reach og satelittelefon var også med. Der blev smidt rigelig med ”krummer” fra Garmin in-reach undervejs og satelittelefonen måtte også i brug en enkelt dag.

Cork til Azorerne er ”piece of cake” sammenlignet med Silverrudder

Skipper havde talt med en anden langturssejler omkring det at sejle singlehand fra Cork til Azorerne: citat fra den anden sejler: ”Kan du sejle silverrudder 8 gange er turen til Azorerne ’piece of cake’. Du møder ingen undervejs, ingen mærker eller grunde at holde øje med”.

Det var et godt råd. I 7 dage og 7 timer så Birger hverken andre både og skibe, fly, mærker etc. Intet. Bare husk lidt mere proviant end til Silverrudder.

Fuglene overlevede ikke

Skipper kommer godt afsted fra Cork. Torsdag som planlagt. Det viste sig, at der var udklækket fugleunger, hvornår, hvor og hvordan vides ikke – om det var mens båden lå i Belfast. Det får vi aldrig opklaret.

Moderen var blå, ungerne var grøn/gule. Skipper kravlede på fordæk for at sætte preventer på og der mødte skipper fuglemor – ”hun flygtede ikke, men overførte tankespil, bad mig tage mig af ungerne, lovede at komme tilbage, det nåede hun bare ikke, jeg sejlede for stærkt”

Men pludselig havde skipper altså første fugleunge kravlede om benene på sig ude midt i Atlanten og den sked over hele cockpittet. 

Skipper fik det vasket af og givet den en klud at sidde på henne i hjørnet ved nedgangen til kahytten. Først kom en, så kom tre mere, og de forstod alle 4 at blive på kluden, lige indtil der kom rovfugl svævende over båden.

Der drønede alle 4 hen og gemte sig under skipper ved rattet. Godt i ly for rovfuglen.  Fuglene overlevede dog ikke, da de ikke ville tage føde eller vand til sig.

Turen varede som skrevet 7 dage 7 timer, 1318 sm, vandforbrug 100l, 128 l diesel 63 timer (2 l/t), længst sejlet på et døgn 239 sm, gns/døgn = 180 sm, Gns.fart 7,53. 

Temperatur steg for hver dag og nat. Døgnrytmen var checke styring, sejlføring, udkig, spise, sove, toilet, slappe af og nyde.

På 5. dag efter en periode uden forsejl, virkede furler til forsejl pludselig ikke – skipper måtte ringe ”hjem” via fruen til Luffe Yachts.

Fruen ikke informeret om solo-sejladsen

Man var jo nok ikke videre populær, idet man (skipper Birger) var afsejlet fra Cork uden at informere fruen om, at ”man” sejlede alene. Men der kom kontakt til Luffe Yacht, trods skippers stemme efter 5 dage uden at sige et kvæk, var noget rusten.

Hele bådens el-system blev udforsket for at finde fejlen med Robert fra Luffe Yachts på linjen. Men intet lykkedes. Så de sidste par dage blev der krydset med storsejlet alene og for motor.  

Det viste sig nok at være fugt fra Atlanten der havde fået en auto-sikring til at slå det hele fra, for efter et par dage i havn, var der igen lys i knapperne og furleren virkede igen.

Første møde med Azorerne
         
Ovenstående billede var et smukt møde med Azorerne torsdag d. 15/9-22 kl 10.00. Øen Sao Miguel, der er hovedøen med hovedstaden Ponta Delgada.

Normalt siger vi, at Kullen-spidsen i Sverige er det smukkeste punkt at runde – men her slår Nordeste, der er Sao Miguels østligste punkt det med højder og længder. Det er et skue uden lige at runde.

Azorerne består af 9 øer, alle beboede, rene vulkanøer

Der er ikke mange marinaer (3) på Sao Miguel, men GPS sagde at første var Povoacao (udtales pofsåo). Skipper lagde an til første anduvning i over en uge og gjorde alt klar. Mørket begyndte så småt at falde på.

Det var en absolut lille bitte havn, men der var lige præcis en langskibsplads, hvor Silver kunne snige sig ind og skipper på sø-ben fik gelejdet båden hen. 

Pigen der passer havnen og sejlklubben kom styrtende og afviste ”dette er ikke en gæstehavn”. Skipper fik forklaret, at han havde døjet ondt på havet i 7 dage og 7 timer og havde sejl-havari. Der blødte Catia op og sagde ”jamen så er det jo nødhavn, velkommen Sir til Povoacao”. 

Siden er vi blevet best-buddies og vi er altid mere end varmt velkomne i Povoacao. Vi hjælper sejlklubben med mange ting og vi var senest inviteret til dens 25 års jubilæum med taler og musik.

Intro til Azorerne

Alle bør i livet give sig en rejse til Azorerne. Det er et pragtfuldt sted på jorden. Vi har slået os ned her – delvist – for ski-benene hænger jo i Østrig om vinteren – vi har købt hus og bil og vi elsker hvert et minut herude.   

Det var vores intro til Azorerne og siden har vi fået en rigtig fornuftig havneplads i øens bedste marina. Vila Franca do Campo.

Det er ikke alle forundt, men vi var heldige, flere af de lokale havde set os (og båden) og hørt om os (og båden ikke mindst), så vi ligger nu i øens bedst beskyttede havn – vi er her i hvert fald de næste tre år – indtil ejeren af pladsen kommer tilbage.